Mørke og en øresønderbedøvende eksplosion. Og så er vi ellers i gang. Optakten lover godt for forestillingen om to mænd, der strander på taget af et oversvømmet hus. Måske er hele verden eksploderet – vi ved det ikke.
De to mænd i militærtøj er, får vi at vide senere, styrtet ned fra hver deres fly og er nu havnet på samme tag. I begyndelsen som fjender, senere prøver de at arbejde sammen, hvilket ikke bliver lettere af deres hidsige temperamenter og af den kendsgerning, at den ene taler dansk, mens den anden taler en slags vrøvlejapansk. Sprogforbistring er en svær ting, men også sjov, især hvis tålmodigheden og den nødvendige nysgerrighed ikke rigtig er til stede hos nogen af parterne.
Forestillingen begynder uden ord. Selv slåskampene og de skiftende tilfangetagninger sker i mimisk tavshed. Så længe, at man som tilskuer begynder at overveje, om hele denne magtkamp i naturalistisk kammerspillestil er ordløs, kun med lyde og musikalsk underlægning. Det er den heldigvis ikke, for det er historien ikke stærk nok til. Hverdag på et hustag med begrænsede udfoldelsesmuligheder for to personer bliver hurtigt temmelig ensformigt og en lille smule kedeligt. Også for tilskuerne.
Hvorfor de to mænd så pludselig – 20 minutter inde i forestillingen – begynder at tale sammen, bliver heller aldrig rigtig klart. Men tale gør de, forbi hinanden, mens de udforsker det lille hustag – et fint og stemningsfuldt scenebillede med smukt lys – og verden omkring dem.
Derfra opløses historien i små episoder. En fisk fanges og slippes løs igen af de to sultne mænd, fordi den er for lille; de finder en flaske sprut og drikker den – fuldemandscenen er klart forestillingens sjoveste – og bagefter skriver de et brev med et nødråb og vil sende det af sted i den tomme flaske.
Det sker bare aldrig, uden at vi får at vide hvorfor. De finder et kamera og tager billeder, vasker tøj og andre hverdagssysler, indtil de pludselig finder ud af, at de vil væk fra taget. Hvorpå de bygger en båd og reparerer et stort kar, og sejler væk i hver sin retning.
Hvorfor de ikke gjorde det fra begyndelsen, hvorfor de ikke vælger at blive sammen på det store åbne hav, og hvad alt det andet egentlig skulle gøre godt for, bliver vi heller ikke klogere på.
Det meste virker som løse påhit uden overordnet struktur eller ide i en forestilling, der varer 75 minutter, men med fordel kunne have været barberet ned til 50.
Hvorfor skulle vi se den?
Angiveligt har forestillingen været spillet et hav af steder siden urpremieren i Italien i 1985, og den har vundet flere priser. Jeg forstår ikke helt hvorfor, med mindre der er sket noget uheldigt i den aktuelle opsætning.
Instruktøren Giacomo Ravicchios styrke her som i hans andre forestillinger er klart det visuelle. Der er mange smukke billedvirkninger, huset er en scenografisk genistreg og de to spillere – Jan Overgaard Mogensen og Claudio Morales – fungerer godt nok sammen, sjovest Overgaard, der også har den bedste figur som den skarpe japaner med de skægge ord og håndbevægelser, mens Morales med fordel kunne slibe sine replikkers tydelighed en kende. Det kan også blive for henkastet.
Om der er nogen morale i forestillingen? Næh, vel egentlig ikke. Andet end at samarbejde sikkert er en god ting, hvis man vil komme nogen steder hen. Ser vi så på den rene underholdningsværdi, svinger den fra det decideret kedelige til de jævnt gode grin. Mest påtrængende er nok den undrende overvejelse efter forestillingen: For hvorfor var det overhovedet, at vi skulle se den?
