Carte Blanche har altid givet sig selv ’carte blanche’ til at skabe scenekunst, der ligger så langt væk fra teatrets kunstart som muligt. Helt ovre i billedkunsten, i installationskunsten, i filmen, i poesien. Det visuelle dominerer altid – med en æstetik, der lader det yndige og det groteske mødes. For i universet hos instruktøren og scenografen Sara Topsøe-Jensen er der sjældent noget plot. Der er heller ikke psykologisk forklarede figurer – og typisk heller ikke nogen relationer mellem figurerne, der optræder.
Hos Carte Blanche er der stemninger og sansninger. Der er lys og skygge. Der er papir og sand, stof og vand. Der er billeder og lyde – og tit også film. Intet foregår samtidigt. Og vigtigst nok: Din oplevelse som tilskuer afhænger fuldstændig af, hvor i rummet du befinder dig.
Sådan er det også i farvelforestillingen ’Skatkammer’. Efter 15 år som egnsteater i Viborg har Carte Blanche meddelt, at denne forestilling bliver den sidste. Den kunstneriske leder Sara Topsøe-Jensen ønsker åbenbart ikke længere at bruge sine kræfter på at slås med embedsmænd om bevillinger. Så nu lukker hun det teater, der ellers har fået Viborg med i teaterlandskabet. Det er en besk, men også forståelig beslutning.
Hvid plet
Blanche betyder ’hvid’ på fransk. Og nu bliver der altså en hvid plet på teaterlandkortet. Afskedsforestillingen er også holdt i hvid. Med hvide kostumer, hvide paraplyer og hvide forhæng. Intet er tilfældigt i Sara Topsøe-Jensens verden. Hver en blonde er der tænkt over. Hver bæltebåren spritholder. Hver lysedug. Hver opflammende lampeskærm.
Da jeg bevægede mig ud mellem reoler med effekter fra teatrets mange forestillinger gennem tiden, faldt mit blik tilfældigt på en lille glasæske med sand. På en lille seddel stod der ordet ’lyksalighed’. Det er sådan, man kan få det med Carte Blanches børneteaterforestillinger. Også selv om man er meget mere end otte år gammel.
Forestillingen er som at træde ind i et laboratorium, der ønsker at fremkalde tilskuerens erindring. Her er ting, der vil få enhver loppemarkedsfreak til at slikke sig om munden. Og der er ting, der ser gamle og autentiske ud, men som selvfølgelig viser sig at være opfindelseslystne teaterrekvisitter. Nænsomt anbragt på hylder og i kasser, bare for at hjælpe tilskuerfantasien på vej. En lille stofdukke med opspilede øjne kæmper sig op af en kuffert, mens en smilende, hvidklædt dukkefører hjælper ham videre på hans besværlige rejse. En broderet pude med Thorvaldsen-relieffet ’Natten’ – med englen med barnet på armen – lyser pludselig op for mine fødder. Her er æstetikken gennem flere århundreder i spil.
Kniplinger og flæser
Performerne er spredt ud i mange scener i både teatersalen og sidehuset på kasernen. Faktisk møder man dem allerede, når man ankommer til teatret, for de befinder sig på græsplænen under hvide baldakiner. De er iført hvide uldslag og hvide gevandter med dobbeltstukne skjortebluser med kniplinger og flæser indenunder. 15 medvirkende er der i alt – en opsigtsvækkende sjældenhed for en teaterforestilling i egnsteaterregi, hvad enten det er teater for børn eller for voksne. Og de medvirkende er skuespillere, dansere og performere; med danske og udenlandske kunstnere i skønsom blanding.
Tilskuerne deles op i små grupper. Min gruppe bliver budt velkommen af skuespilleren Connie Tronbjerg. Hun stiller os i en cirkel og beder os om at kigge på vores hænder. Lavmælt og smilende taler hun om alt det, vores hænder gør. Alt det, de kan. Holde et barn i hånden, kaste jord på en kiste… Sætningerne er så små, og kvinden fremsiger dem så forsigtigt, at de suser direkte ind i hjertet på tilskueren. Jeg mærker, hvordan denne forestilling ikke bærer nogen fast fortælling. Den spejler derimod den fortælling, som den enkelte tilskuer bærer rundt med sig – og forstærker den: Min egen fortælling.
Lykkepusher
Det samme sker efter en labyrintisk klatretur inde i et hus. For gangene med stofgulv har vægge af åbnede bøger. De er klistret op lodret, bog ved siden af bog, og deres sider er blevet bøjet og foldet, så de alle sammen ligner flyveklare, buttede fugle. Tystheden overmander os herinde mellem alle de trykte papirark. En kniplingsperformer får en papirsommerfugl til at lave blafrelyde i luften, mens hun får en lommelygte til at pege på noget, vi ikke kan se. Fint og delikat.
Ude på græsset løber en mærkelig biavler rundt med sin insekteffektive hovedinddækning. En lykkepusher? En miljøanarkist? Han mumler på fransk, og han får mig til at løbe med rundt om hjørnet. Jeg skal åbenbart se hans udvalg af hemmelige plastikposer inde under jakken. Jeg vælger en af dem, og snart har jeg plantet tre små frø i jorden – og jeg har sået et nyt håb for noget, som jeg ikke engang selv ved, hvad er.
Oplevet lykke
Denne åbenhed er noget af det spændende ved ’Skatkammer’. Jeg har før set nogle af Carte Blanches forestillinger, hvor netop det ustyrede og handlingsløse kom til at virke frustrerende for mig som tilskuer. I denne forestilling er montagen af usammensættelige elementer så overvældende, at de mange forskellige scener faktisk fungerer. Fordi de alle sammen har udgangspunkt i samme grundfølelse af barndomserindring og oplevet lykke. For Carte Blanche-freaks vil mange af scenerne samtidig vække konkrete forestillingsminder, fordi mange af scener og effekter stammer fra tidligere forestillinger.
Forestillingen er sat til tilskuere fra 8 år og op. Alle de børn, jeg mødte undervejs, var dybt opslugte. Hvordan de for eksempel reagerede på den engelske fortælling om astronautens blik på jorden, det ved jeg dog ikke. Men hos Carte Blanche er ordet kun et enkelt virkemiddel blandt mange.
Eksplosiv ekstase
For mig kulminerede ’Skatkammer’ koreografisk set i en scene for den hvidklædte performer Tilde Knudsen. Hun brød ud af et hjørnespejl, hvor hendes muskuløse krop lavede optiske benbedrag som i gammeldags cirkus. Derefter trådte hun ud i en fri lyscirkel og drejede rundt om sig selv som en dervish, der skulle danse sin egen teatertrance frem. Hun holdt en hvid parasol i hånden, og mens hun drejede og drejede, skabte hendes krop et både dragende og ildevarslende skyggebillede på et hvidt forhæng. Hendes krop bevægede sig hurtigere og hurtigere, mens armen og parasollen bølgede omkring hende – heftigere og heftigere ind i eksplosiv ekstase. Utæmmet smukt.
Sara Topsøe-Jensen dukkede selv op med sin fine korthårssilhuet som performer i det, der for mig blev sluttableauet på min tilfældige vandringsrækkefølge mellem forestillingens scener. Hun gik ind mellem nogle abstrakte mønsterprojektioner på nogle tynde, hvide gardiner, som hun trak frem og tilbage. Følelsen af, at et billede kan forsvinde, bare fordi nogen trækker gardinet væk, blev pludselig et kontant billede på teatrets sårbarhed og nuets kraft. Og på øjets lyst til at finde en mening. Enkelt og effektfuldt.
Forinden havde Edith Piafs sang ’Non, je ne regrette rien’ fyldt hele rummet med stolthed. Sangen passede flot. Carte Blanche kan afslutte sine 15 år som egnsteater med rank ryg – iklædt de hvide gevandter og den poesi, der er blevet Sara Topsøe-Jensens kendemærke.
