‘Vejen rundt’ er baseret på billedbøger af Egon Mathiesen; maleren og forfatteren som omkring Anden Verdenskrig blev særligt kendt for nyskabende børnebøger – og medvirkende til, at billedbøger blev en selvstændig litterær genre.
Mathiesen har i flere omgange været anstifter til danske børneteater-produktioner, navnlig for sit legende og poetisk rytmiske sprog. Fx er ‘Aben Osvald’ for længst blevet til en musikalsk Batida-klassiker, mens ‘Mis med de blå øjne’ er blevet dramatiseret af Comedievognen. Mathiesens mål var at give børn kunstoplevelser – en smuk vision.
Selv om Teater Blik er et nystartet teater, er den kunstneriske leder, Gertrud Exner, og ikke mindst instruktøren, Catherine Poher, blandt de garvede kræfter inden for børneteaterområdet. Og ‘Vejen rundt’ blev da også for nogle år siden produceret i regi af Barkentins Teater – og er blevet et gedigent stykke teater med blik for de mindstes forhold til især teater, men også til andre kunstarter.
Gertrud Exner er alene på scenen i sit grå og afdæmpede outfit. Vi voksne associerer til en traditionel japansk stue, for inspirationen er tydeligvis hentet i Fjernøstens stilrene univers. Hun smiler og bryder nænsomt tavsheden med lette og genkendelige ord. Hun gentager dem musikalsk og legende, hvilket giver børnene anledning til kommentarer.
Dem modtager hun venligt, men stadig med en professionel distance, der udelader børnenes direkte indblanding. Afbrydelser kan selvfølgelig forekomme, men forestillingen er særdeles velkomponeret og teknisk detaljeret. Derfor fordrer den ikke, at spilleren træder ud af karakter for at komme børnene nærmere. De oplever ikke samme kropslige intimitet som i Catherine Pohers aktuelle baby-danseforestilling ‘Mig, Dig, Os’ – produceret af Åben Dans.
Men principielt bygger forestillingerne på samme publikumskontakt. Instruktøren Catherine Poher er en markant figur i det danske børneteater og afsætter frapperende værker på den danske småbørnsscene. Hun stiller krav til sit publikum – også selv om de kun er to år gamle. Krav om stille koncentration i de fordybende tematiske enkeltheder, i de mange buer som dramaturgisk forbinder helheden. I dette tilfælde er legen og gentagelsen uden svingærinder, men med malerisk ejendommelighed mere reglen end undtagelsen.
Fodaftryk på livets vej
‘Det er et mesterværk’, lyder det prompte fra et barn på tilskuerrækkerne og det føles af og til sådan. For med de to teaterkvinders samarbejde er det lykkedes at forene teater- og billedkunst med udgangspunkt i de mindstes sproglige udvikling. Her blendes taktfaste ordstrømme med klare farver i en opfindsom og funktionel scenografi. Geometriske former i talrige materialer dels pryder, men indtager også gradvis scenen. For blot at nævne den cirkelrunde metalkonstruktion på forscenen, som skaber den bløde ramme om det tredimensionelle værk, der langsomt udfolder sig. Eller den alen lange papirrulle, der trilles ud af maven på Exner, og som bliver vejen, der snildt kan placeres vertikalt og pege mod himlen. Den vej vi alle skal ud på…
Alt imens bliver Exner en del af værket med sin krop og sin sang. I et mix af letgenkendelige dyrelyde, ordløse toner og bevægelser, de mindste kan forstå, oplever de dagens og årstidernes cyklus. Exner hønegokker og duekurrer, hun hopper som en frø og slikker poter som en kat. Ind imellem dramatiske nattelyde og dekorative svampe trækrone afmærker hun med klare Arnoldi-farver sine fodaftryk på livets lange vej.
Det skaber en fantastisk farverig kalligrafisk papirrulle med tegn, der kunne være ord. Ord, der strømmer metaforisk ud af rullen.
Forestillingen står smukt alene, men kunne snildt følges op af en workshop, der appellerer til de mindstes kreative evner. Så kunne de selv få fingre ned i de sælsomme og inspirerende farver og lyde.
