Luksus har det været, sådan at kunne vandre omkring sammen med girafferne og stikke næsen og halsen og benene ned i børneteater fra andre lande. Raffineret og jordnært og yderst forskelligt børneteater – valgt af Corona La Balance, som her i sin anden Springfestival har budt på en yderst avanceret vifte af børneteaterforestillinger.
Festivalens kendingsdyr, girafferne fra Spanien, skabte genkendelsens glæde ude på Øster Fælled Torv, både i lørdagens regn og i søndagens sol.
Disse kære væsener, der stolprer omkring på uudgrundelige albuestylter, holder tydeligvis hvinene oppe hos det halve Østerbro. Og de brunplettede kostumers ansigtshulle sikrer, at ungerne ikke bliver mere bange, end at overvældelsen kan forvandle sig til et modigt sus af lykke over mødet med så eksotisk en skabning som en menneskegiraf. Og girafdukkerne sætter netop den kile ind mellem virkeligheden og fiktionen, som sprænger vejen klar ind i teatersalen.
Nuvel, disse langhalse skabte naturligt også store forventninger til årets nye udendørsfund: Fårene. Og en gruppe fåreklædte performere fra Canada, vogtet af en hyrde med hat og vandringsstav, kom da også trippende på klovetæer i hælene på girafferne. Så langt, så godt.
Virkeligheden viste imidlertid at byde på en sur forestilling med brægende får i én uendelighed – og med en brutal hyrde, som foretog det ene overgreb på dyret efter det andet, mens de voksne lo, og ungerne stirrede betuttet. Okay, det var vel i orden, at børn får skildret, hvordan man barberer ulden af et ’får’, men hvorfor en brutal øremærkning også lige skulle med, var svært at se. Fascinationen af tis og lort virkede også lidt besynderlig, men det kan måske være svært at bedømme for en storbyrotte. Nogen glædespreder var forestillingen dog ikke. Og hvorfor så egentlig bringe den over Atlanten?
Sure sten
Det har faktisk været et mystisk kendetegn for flere af forestillingerne: At de har været sure. Det har virket, som om de voksne teaterfolk har fået lettet lidt på depressionen ved at dele den med ungerne.
Flere forestillinger har været utroligt optaget af at dyrke spillerne som performere i virkeligheden – meget mere end af den fiktion, de ville bygge op. Der er simpelthen gået meta-snak i forestillingerne. Værst var den norske forestilling ‘Grå Gubber’, som godt nok fik ungerne til at grine ad de sjove stendukker, men som ret beset ikke var andet end et ensembleskænderi for åbent tæppe – blandet med en halvhjertet og uformidlet Hamlet
-skitse. Mærkeligt.
Men meta-tendensen kendes også i det danske børneteater i øjeblikket: At fiktionen presses ud af forestillingerne til fordel for en masse indforstået snak om forestillingens medvirkende, som mest er til glæde for performerne selv og for børnenes voksne… Som om illusionen skal holdes nede.
Sød svensker
Men selvfølgelig har Springfestivalen også budt på glæde og børnetillid. Den svenske forestilling ‘Den lille babys hemmelige liv’ – baseret på en roman af Ulf Nilsson, akkurat som ‘Farvel hr. Muffin’ – var en dejlig musikalsk og nysgerrig forestilling med Kalmar Läns Byteatern. En velvoksen mand tog babyhue på, og så var forestillingen klar – ikke mindst fordi hans skytsengel-fortællerske var så god til at forstå, hvor desperate tricks en sulten baby kan gribe til om natten, når dens forældre ikke er til at vække…
Vel var babyforestillingens dramatiske spring for avancerede for de fleste tre-fem årige, men det lykkedes alligevel spillerne at gengive historien om babyen, der vågner midt om natten, så de danske børn følte sig hjemme. Sprogforbistringen er ellers yderst delikat i børneteatret, særligt for de mindste børn. Da instruktøren bagefter ville lokke børnehaveungerne op på scenen og ’leka babies’, stirrede de danske børn stift på ham. Den går ikke, når man taler svensk…
Grønt æble
Mest harmonisk var egentlig den underfundige forestilling ‘Manden der kunne forestille sig alting’. Den canadiske teatergruppe Theatre Beyond Words og den argentinske gruppe Omar Alvarez Theatre viste her en forunderlig lille forestilling om at ville have ret – og om at lære at nyde at gå på kompromis.
Udgangspunktet var Magrittes surrealistiske malerier, men det vidste ungerne jo ikke. Det var i grunden også lige meget. For de to hovedfigurer var fuldstændig ens klædte i frakker og hatte og hvide ansigtsmasker, og de havde nok at gøre med at diskutere vinklen på lærredet i stafeliet og størrelsen på æblet, der skulle males.
Forestillingen var så finurlig i alle sine rekvisitter, fordi alt blev udsat for forskydninger. Store stole dukkede op som ministole – og en tuba fik sågar en lille tubababy. Denne størrelsesleg med besjæling var aldeles charmerende og helt befriende i sit sagtmodige tempo.
At forestillingen så blev lidt for lang for de fem-årige, det er måske til at tilgive. For de otte-årige var vilde med hvert et sekund.
Desuden blev denne billedklare forestilling en indirekte optakt til workshoppen Leonardos Værksted, hvor 5-12 årige unger sad og nørklede med dukker lavet af papkroppe og sugerørsarme og perlealbuer. Dukkemageren hjalp til, så fantasidukkerne fik de pailletter, de skulle have, inden de skulle danse i dukketeatrets elastikmekanik.
Min seks-årige følgesvend kastede sig ud i en dracula-dukke, der undervejs forvandlede sig til et femøjet rumvæsen – uden at dukkemageren med den bløde stemme syntes, at det var spor mærkeligt. Så transformationens kraft var antændt i Krudttønden.
Etbenede mennesker
Springfestivalen tog ikke bare afsæt til et vigtigt og imponerende spring i det internationale børneteaterrepertoire. Med forestillingen ‘Overraskelsen’ blev festivalen nemlig også udsat for musikteater og danseteater af højeste karat. Det østrigske teaterensemble Dschungel Wien viste en forestilling om kropsglæde og musikleg og vandpjaskeri, der fuldstændig betog publikum, både de to-årige (eller i hvert fald de fire-årige) og deres store søskende – og deres voksne.
Forestillingen levede ustandseligt op til sin overraskelsestitel. Hele tiden skete der uforudsigeligheder med barnenysgerrighed. Og hele tiden var kroppen i centrum for sanseoplevelsen.
Alene åbningsscenen viste ensemblets dansepræcision: De to dansere sad på gulvet med benene spredt ud til siderne i halvvejs split – og med kroppene bøjet forover. Parate til at rejse hovedet og springe ud i dansen. Vel at mærke sammen med musikeren Matthias Jakisic, hvis improviserende legelyst fint matchede dansernes vilde kropsstillinger. Denne Matthias kunne jazze på det hele, både sin elektriske violin og alle de mærkelige ting, han faldt over undervejs.
Faktisk blev netop denne forestilling saboteret af rejselogistikken, fordi alle kostumer og rekvisitter var forsvundet i lufthavnen. Men i ly af natten havde fantastiske syersker fået kreeret nye kostumer, der viste sig at være ultravigtige. Blandt andet nogle fiffige buksebenskjoler, hvor danserne tilsyneladende dansede på ét ben – og som nærmest nulstillede faste forestillinger om menneskekroppen som tobenet.
Kvækkende frø
Men forestillingen blev båret af dansernes passionerede og akrobatiske dans. Adriana Cubides havde en skøn gavtyveudstråling og en piget krop, der så let som ingenting kunne gemme sig mellem to trillebøre. Og mandsdanseren Raul Maia havde en forfriskende urmenneskeenergi i sin krop og en evne til at løbe rundt på alle fire som både brølende løve og selvglad hane og brovtende frø, så også ungerne blev helt overvældet. Da forestillingen kulminerede i gigantiske vandkaskader og blændende lys og tonsende musik, kurrede kvinden lyksalig rundt i vandet som en søløve ved en opvisning – eller som dansegruppen Pilobolus ved deres fremkaldelser engang i de glade 1980’ere.
Netop denne forestilling kommer faktisk igen på gæstespil i Danmark, nemlig til festivalen ILT i Århus hos Gruppe 38 (13. og 14. juni kl. 15). Med nyt vand i trillebørene.
Netop ‘Overraskelsen’ viste noget af det uforudsigelige, der gør teater sprængfarligt. Som sprænger både illusionen og forventningerne til den – og som fjerner distancen mellem performere og tilskuere. Som sprænger vejen tilbage ind i børnefantasien.
