Af: Janken Varden

9. september 2015

Spillepladsen fik hovedrollen

Frisk og fyrig udgave af H.C. Andersens eventyr om Klods Hans, men spillet under håbløse omstændigheder.

Ølsted er en hyggelig lille by, et lille stykke sydover fra Frederikssund, det tager ingen tid, og i varm april-sol er det en leg at tage der hen.

Skolen er fyldt op med klasserum og tegninger, trappe og ganger, musikrum og gymnastiksale, og en enorm legeplads. Og Ølsteds unger gør som unger flest over hele verden, når de har frikvarter:  De løber og råber og spiller fodbold, de klatrer og gynger, de skriger og ler og har det så sjovt, at en voksen kan blive helt misundelig – eller nostalgisk – over al den vidunderlige energi, der udfolder sig.

Tappert, men forgæves

Midt i al denne aktivitet har Teatret Fyren og Flammen stillet deres smule dekoration op. Her har de – Anne Sofie Nissen og Birger Bovin – tænkt sig at fortælle eventyret om Klods Hans for en udvalgt skare af børn, og alligevel ikke, for nogle kommer og nogle går undervejs i forestillingen, og hele grupper af børn løber durk gennem spillepladsen, og ret så mange holder legen og fodbolden og råberiet i gang der lige bagved os på tilskuerbænkene, der forsøger at få hoved og hale på fortællingen.

Her er enten noget fundamentalt galt i logistikken, i aftalen med skolen. Eller – selv om det er sol og varmt udenfor – så er det en total fejlvurdering af teatret at flytte forestillingen ud af musikrummet, og tro, at den kan lade sig udspille midt i legepladsens turbulens af lyder og bevægelse.

Jeg hører ikke til dem, der helligholder skuepladsen og helst tager skoene af, inden man betræder de sakrosankte brædder. Interaktivt teater er én ting, det er ikke det, jeg taler om. Men en historie – en scenisk situation, et dramatisk forhold mellem mennesker, en fokuseret fortælling – kræver en slags gensidig respekt, blandt andet i forhold til de geografiske grænser mellem tilskuerrum og scene.

I teater for børn er det teatrets, spillernes, ansvar, at disse grænser overholdes, ikke publikums. Hvis teatret negligerer dette – åbner op for en pseudodemokratisk praksis – gør de det på eget ansvar.

Nåh – for alt hvad jeg ved, var Teatret Fyren og Flammen på denne dag i Ølsted offer for en misforståelse. Fra skolens side eller fra egen. Resultatet var i hvert fald sørgeligt: Et tappert, men forgæves forsøg på at fortælle de distraherede børn historien om Klods Hans og den vanskelige prinsesse. Det kan man godt kalde opad bakke og med solen i øjnene.

Friskt og livligt

'Klods Hans' er et ægte folkeeventyr og som sådan ikke en original Andersen. Men han har kappet en hæl og skåret en tå, og helten, den 'klottede Hans' – yngst af tre brødre – der optræder i den danske (faktisk den fynske) udgave af eventyret, har Hans Christian altså givet navnet Klods-Hans.

Og historien om ham, der han rider til kongsgården på sin ged og finder de forunderligste ting undervejs, som overgår den rapkæftede prinsesse i talegaver, og som ender med at vinde både hende og det halve kongerige, er en rigtigt sjov fortælling om, hvordan en heldig blanding af kløgt og legelyst, selvtillid og charme kan bane vejen til tops.

Og Teatret Fyren og Flammen – som har specialiseret sig på H.C. Andersen – spiller eventyret både friskt og fyrigt, med stærkt fysisk nærvær. De to aktører går spændstigt ind i diverse roller, men de figurer, som først og fremmest sidder tilbage i min erindring, er Anne Sofie Nissen som en adræt og frisk Klods Hans med rød bandera, og Birger Bovin som geden med to spadserestokke som horn.

Den sceniske tilgang til fortællingen er den velkendte, med en række af hændelser og begivenheder der forholder sig trofast imod den skrevne tekst – en slags Illustreret Klassiker. Og det er jo fint nok, hvis illustrationen er sjov, eller klargørende, og spillerne har hjerne, hjerte, krop og lune.

Nissen og Bovin har forudsætningerne for at servere Klods Hans med både humor og panache  – instruktøren Henriette Rosenbeck følger op med hurtige sceneskift og enkelte gode tableauer – og Tanja Bovin har syet fine, enkle dragter og en fantastisk prinsessekjole.

Så alt ligger til rette for en – hverken original eller genial – men habil, prof og ordentlig scenisk udgave af eventyret om den opfindsomme bondedreng. Men de tre-årige vil nok synes, at forestillingen er lidt voldsom og svær at forstå.

Det krævede altså en god vilje – for ikke at sige tunnelsyn – for at se forestillingens potentiale, mens jeg sad omgivet af glade børn, som (med mange decibel!) havde nok med deres eget.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang