Af: Kirsten Dahl

15. juni 2012

Snehvide i vridemaskinen

Spilletempoet er højt, og parodierne fyger om ørerne på publikum. Louise Schouw Teater vil more, røre og skabe spænding med ’Snehvide & de 2 dværge’, men der er for meget pjankeri uden kalorier.

Den æbleforgiftede Snehvide bliver til sidst reddet af en prins. Akkurat som i Brødrene  Grimms ’Snehvide’ og i Walt Disneys tegnefilm, ’Snehvide og de syv dværge’ (som parentes bemærket aldrig har heddet ’Snehvide og de syv små dværge’).

Men herefter hører meget lighed ellers op. I Louise Schouw Teaters ’Snehvide & de 2 dværge’ har Thomas Howalt vredet begge de kendte eventyrversioner godt og grundigt af led. Både som dramatiker og som iscenesætter. Det kunne være endt herligt, men her overrulesman af en ståhej, som gør, at man må spørge: Hvad vil de os?   

Prinsen er en flyvsk, pagehårs-’prinsebasse’ fra Frankrig, som indledningsvist falder pladask for Snehvide i tårnvinduet. Snehvides stedmor, dronningen, som spilles af Tom Jacobsen og taler med Dronning Margrethe II-accent, forvandles til slut til en lille frø, da hun uforvaret kryber ind i sit eget grufulde forvandlingskabinet.

Dronningens spejl er et sludrechatol, der vægrer sig ved at svare dronningen på hendes ’hvem er skønnest i landet her’- spørgsmål. Og i øvrigt tænker mest på at komme retur til kantinen for at sikre sig den lækreste mad.

Dronningen har en pukkelrykket tjener ved navn Igor. Udover jægeren (der også forvandles) medvirker tillige to krager (som flittigt hjælper Snehvide) og ikke syv små, men to mandshøje dværge ved navn Hakke og Spade.

Forvirring og farce

Tom Jacobsen, Pierre Miehe-Renard og Anja Owe fistrer ud og ind af en lille kulisse som – afhængig af hvilken side der vender udad eller er foldet frem – forestiller slottet, en skov eller de to dværges hus.

Jacobsen og Miehe-Renard kan ikke siges at have aflagt sig den højrøstede og pågående spillestil, som var deres kendemærke, da de var på Teater Vestvolden. Og Anja Owe forstår at matche dem. Skuespillet blæser som en stiv kuling fra scenen ud over publikumsrækkerne. Desværre uden lyst til pause. Og også – på grund af historien – uden at overlade noget til vores meddigtende fantasi.

Jo, man bliver måske forbløffet over, at prinsen er en parodi på Prins Henrik og stedmoderen en ditto på Dronning Margrethe – en noget bizar kombination i Snehvide-historiens kontekst. Nuvel, der er en del lignende underligheder på spil. Omkring Snehvides højde, dværgenes manglende evne til at tælle osv. Men er det morsomt? Næh.. 

Spillestilen er farcens afsindighedsfyldte og hårdtpumpede. Forestillingen spænder buen og fylder på. Med påhits og indfald og overdrevne figurtegninger. Og med små replikindstik som åbenlyst er tænkt som humoristisk guf.

Men er det morsomt? Næh, det afsporer og forvirrer snarere. Hvorfor så mange voksenreferencefyldte 'gak gak'-replikker? Hvad ved og vedkommer det fire-årige, at Snehvide omtales femme fatale? Om dronningen har NemID? At jægeren får lyst til en Jägermeister? Hvad giver det til eventyret, at der bliver talt om eksotiske rovdyr i danskerskoven? Hvorfor er det morsomt at tale om Billed-Bladet og globryllup, når Snehvide og prinsen skal giftes?

Og hvad skal børnehavebørn stille op med en replik som: ’Jeg øver mig i at være landevejsrøver. Jeg synes det lød bedre end bankrådgiver, selvom det vist er det samme!’?

Ordgejl og overflade

Hertil virker det også plat, når spillerne med ironiske under- (eller over-)toner pisker en stemning i vejret med ung-med-de-unge-ord som ’Nederen, mega-nederen’ og ’over-mega-nederen’og ’mega, super, hyper sejt’.

Som afbræk i den galoperende talestrøm bryder spillerne på særligt følelsesudsatte steder ud i parodisk operettelignende, pop-tunede og perkussion-fyldte sange. En ’Åh-nej!’-sang i den mørke skov, en 'lær-at-tælle'-sang, en 'nu blander vi æblegift af alskens ulækre insekter'-sang, en 'vi er to bedrøvede dværge ved kisten-sang og et par prinsessesange.

Sangene, som er skrevet af Anja Owe og komponeret af Lars Fjeldmose, får pusten lidt ned på både scenen og i salen. Men er ellers gjort af samme stof som resten af forestillingen.  

Thomas Howalts ’Hemmeligheden’ blev i 2010 nomineret til en Reumert i kategorien Årets Dramatiker i Teatret Fair Plays opsætning. Jeg fik desværre ikke set forestillingen, men ud fra Lydings anmeldelse her på portalen virker det til, at teksten beriger sit publikum ved at have mange lag. Det kan man næppe sige om teksten her.

Louise Schouw Teater vil ifølge programteksten spille en ’på en gang sjov, rørende og spændende forestilling’. Jeg oplevede ingen af delene.

Det, som giver sig ud for at være sjovt, er pjankeri og fjolleri uden kalorier. Det rørende tangerer på det kraftigste overflade og pladdersentimentalitet. Og det spændende? Det angår i al fald ikke at komme på sporet af den jalousi og rivalisering, der i det gamle eventyr er mellem stedmor og datter.  

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang