Af: Janken Varden

14. december 2013

See you later, gladiator!

Med London Toast Theatre kommer alle klicheer og stereotyper i spil, og det er hylende sjovt – længe.

Jeg går straks til bekendelse: Jeg har aldrig før været til nogen af Vivienne McKees Crazy Christmas Cabarets. Nu skulle det altså være, på redaktørens opfordring, så med 'Smartacus' fik jeg min debut, i en Glassal fyldt med åbenbare veteraner ud i Crazy Cabaret – publikummeri, de såkaldte Toasties.

Og jeg går straks til bekendelse nummer to: Jeg har da sjældent haft det så sjovt i teatret! Da pausen oprandt, måtte jeg både tørre tårer og pudse briller. For jeg overgav mig fuldstændigt til dette overflødighedshorn af ideer og indfald, flade vittigheder og sofistikerede sprogpointer, overspil og selvironi. Jeg faldt pladask, slet og ret. Pladask!

Det lyder måske som en betingelsesløs kapitulation over for det rene publikumsfrieri. Det er kun delvist rigtigt. For man skal ikke tage fejl. Dette er en højst professionel forestilling. Her er sat alle sejl til med hensyn til musik, scenografi og ikke mindst kostumer. Her er tempo og rytme, imponerende sang og dans og et ensemble, der er sammenspillet, som man kun sjældent ser det.

Fansene labber det i sig

På opfordring rækker alle en hånd i vejret blandt publikum, som har været til et Crazy-show tidligere, og det er den deciderede majoritet. 'It’s a whole roman legion!' råbes der begejstret fra scenen.

Så jeg befinder mig midt blandt et publikum, som kan koderne, som ånder sammen med aktørerne, som giver respons når de skal, som er med på den værste. I så henseende er jeg jomfru, og jeg synes jeg er med til en kæmpe-fest. Vild og vovet, plat og plump, let og lystig – og ind i helvede morsom. Facilis est descensus averni – for at holde mig til romertidens lingo.

Det er ingen tvivl om, at kræfterne bag 'Smartacus' kender deres publikum. Og har den største fornøjelse i at give dem det, de ønsker. Det gør de så – og lidt til. Og endnu lidt. Og en hel del mere. Mer end nok til at de selv har det sjovt på scenen, og mere end nok til at publikum også får noget de ikke vidste de ville have. Men det vil de, og til de grader! De overraskes, de labber det i sig, råber og hepper på kommando og griner sin røv i laser.

Historien slynger sig og slingrer

De oprørske slaver på gladiatorskolen, Smartacus, Brian Bluetooth the Viking, Grekeren Crisis Economicus, samt en superhelt med dødsdrift – Russellus Crowus – kommer fri og tager til Rom hvor intrigerne står i kø. Senator Tourettus Syndromus og hans søster Bella di Sconi vil tage livet af keiser Caligu-la-la. De labre larver, Blondina og Nymphomania, fyrer op under både det ene og det andet foretagende, og kejserens kok, Beyonce, har også noget at skulle have sagt – når hun ikke bager cupcakes og flirter med publikum. Ud og ind mellem disse figurer – og mange flere – svinger historien sig, om tourists og terrorists, og jeg opgiver at genfortælle.

David Bateson er stovt og (lidt) heltemodig som the Caledonian Smartacus – en fjern slægtning af Sean Connery, og herlig som den liderlige Tourettus, en fjern slægtning af Derek Jacoby. Bennet Thorpe er fuldstændigt vanvittig som den snu og feje og selvbegejstrede Caligu-la-la the Bird-God i konstant bevægelse på scenen. Andrew Jeffers som Mrs. Beyonce, i det ene kostume mere fantastisk end det andet, er Danmarks svar på Dame Edna. Henrik Lund som Brian er en dansende gummibold og også SMS Operator (Slave Messenger Service). Ryan Smith giver liv til general Nauseus og den græske krise.  Rebecca Kelly er Nymphomania med bunker af scenisk panache, og sammen med smækre Katrine Falkenberg som Blondina og Cleopatra får vi umiskendelige signaler om hvad bunga-bunga går ud på.

Crazy og grotesk

Komedie er en genre med mange facetter – alt fra Molières karakterkomedier til Oscar Wildes replik-komedier. Farce er en anden genre, hvor situationerne topper sig og afstedkommer panik hos de forskræmte aktører. Som – i parentes bemærket – ikke prøver at være morsomme, situationen skaber humoren.

McKeens Christmas Cabarets er som navnet indikerer Crazy – altså endnu en tand længere ude end farcen. I tilfældet 'Smartacus' vil jeg sige et helt gebis længere ude. Men Crazy er også en genre, og den kræver både fantasi, teknik og rutine af en dygtig skuespiller. Det er ikke så ofte at det lykkes – Rocky Horror Show er et godt eksempel – (i hvert fald i New York) – og det, jeg ser i London Toasts forestilling, er dybt professionelle spillere, som kan deres crazy kram.

Når Thorpe hviner over scenen som den afsindige Caligu-la-la, kan nogle sagtens sige, at det er fjollerier, men han ved nøjagtigt hvad han laver. Det er helt præcist – kejseren er gal, javist, men det snu, manipulerende og farlige får også komme frem, han lader andre slippe til på scenen, og det stopper når det skal. Professionelt.

Professionelle er de alle – i denne sammenhæng. Man ser det i Henrik Lunds akrobatiske dans, i Jeffers manipulationer med publikum, i Kellys autoritet når hun synger, i Falkenbergs sensuelle bevægelighed, i Batesons karaktertegning af to vidt forskellige figurer, og i (den i denne sammenhæng debuterende) Smiths forkomne græske slave.

Anden akt

Vivienne McKees tekst nægter sig ingenting, den er smask fyldt med anakronismer og referencer til i dag. Vi får sange som 'The Eye of the Tiger' og 'What does the Fox say'; Asterix og Obelix dukker op for en smule ’Allo ’Allo, og en hvidhåret ung mand lyder navnet Whistelus Blowus.

Men selv indenfor crazy-genren er der noget der hedder begrænsningens kunst – eller 'kill your darlings'. Anden akt bliver en nedtur i forhold til den stramme første akt. To lange sekvenser som ikke bringer historien videre så meget som an inch (3.5 cm), må forbigås i stilhed, hvis jeg skal holde fast i mine fem stjerner.

Hele forestillingen kunne have været 20-30 minutter kortere, og det er anden akt, der er problemet. Hvilket bringer det evige spørgsmål på banen: Hvorfor pause? Hvad fanden skal det gøre godt for? Nu havde vi det netop så sjovt, og så skal vi ud og drikke øl?

Til sidst: Hvorvidt dette egentlig er teater for børn og unge, må I tage op med redaktøren. Men London Toast Theatre har udarbejdet skolemateriale – og så kan engelskundervisningen få en hårdt tiltrængt injektion af engelskunderholdning.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang