Af: Kirsten Dahl

12. juni 2013

Scenekunstnerisk sputnik

Lampeskærme med liv, dagbogsuddrag og kassetårnsdans i en kropslig eksplosiv cocktail er nogle af ingredienserne i Tilde Knudsens livsbekræftende kunstneriske selvportræt.

Dansk teaters kvindelige sputnik, når det gælder scenekunst for børn og unge, er Tilde Knudsen. Hun har en krop som en strømførende elastik, vist indtil nu i alle Asterions Hus' forestillinger. I 'Robin Hood', i 'Danmarkshistorien', i 'In Absinthia' med flere.

Nu er turen kommet til at gå tættere på Tilde Knudsen selv, og med 'Mit Rum' barsler Astrions Hus med et kunstnerisk selvportræt for børn fra 10 år og opefter, som meget flot spejler den sprælske performer.

Vild, balstyrisk, revet i småbidder og dog alligevel med en form for sammenhæng spejler (og bekræfter) forestillingen det billede, man får (og måske har) af Tilde Knudsen som performer.

Den eksplosive energi og den kolossale nysgerrighed, man aner må bo i kunstnerkroppen Tilde Knudsen, kommer til udtryk på mange måder. I rummet hun (herefter blot kaldt Tilde – fordi det passer bedst til forestillingens form og 'farve') optræder i. Stort, åbent, langstrakt og fyldt med ting og sager. Små og større kasser med låg holdt i mint og turkise farver står i forgrunden. I stabelvis og som piedestaler for nogle af de effekter som har stor affektionsværdi for Tilde. Små biler, en lille bus, en konkylie m.v.

Tilde sætter sig ned ved dem og introducerer et par af dem med øjenkontakt til publikum. Men stilheden varer kort. Snart bryder helvede løs. Op fra dybet af noget sammenkrøllet papir samler hun mannequindukkehænder op. Hænder som i hænderne på Tilde mærker og trykker hende i gang med en abstrakt dans, som vokser i voldsomhed og kulminerer i den korte let abrupte replik som samstemmer med hendes dansebevægelser: 'Jeg har et ret voldsomt temperament……men det går hurtigt over!' Jo, humor har forestillingen også.

Kassetårnsdans og lampeskærmsdialoger

'Mit Rum' er blandt andet baseret på Tildes dagbøger. De ligger spredt rundt i rummet. Tilde danser hen over dem og publikum får lov at læse tilfældige og selvvalgte korte passager op. På flere måder bliver publikum inddraget. Tilde optager i begyndelsen små kommentarer som fint afrundende afspilles tilslut inde fra et Tilde-yndlingsopholdssted, en hule.

Vi får at vide, at vi gerne må holde vores mobiler åbne, bare vi indvier hende i hvem og hvad et eventuelt opkald angår – en skøn ide, som dog ikke kom til udfoldelse, da jeg så forestillingen.

Hvad sker der ellers? Hvordan har Tilde valgt at vise sig for os? Jo, med det man med en grad af overdrivelse kan kalde lampeskærmsmagi; ved at tillægge de mange lampeskærme som står rundt omkring forskellige stemmer og roller – det kommer der sjove små spil ud af.

Med en livfuld animeret bagvæg, hvor mærkelige og smukke ting dukker frem og bevæger sig drilsk rundt. Ved at danse til 'seje' hits i mange genrer – til musik af Pink Floyd, Pierre Dørge, Erik Satie, Miles Davis, Led Zeppelin, Kaizers Orchestra m,fl. Via alle de små kasser – smukt og særligt vist i en dans henover, nedenunder og rundt om et bord. Med et tårn af kasser i udstrakte arme, holdt ind under hagen som dansepartnere. Og i en skæg kassesymfoni, hvor der op af hver kasse strømmer forskelligartet musik, og noget er afgjort lettere at gøre kål på end andet. Men Tilde aner uråd…Øvelse gør mester.

Appetit smitter

Det er også det man tænker, når man oplever Tilde udforske et rum og bruge sin krop. At lyst, energi og ihærdighed driver og skaber kunst og liv.

Ud fra de små indvævede tekstbidder kan vi danne os et billede af Tilde som en anderledes, på et tidspunkt genert, ikke-boglig men meget bevægelsesglad pige. En pige som har gået i skole, rejst, haft forskellige kærester mv.

Men det er ikke så meget teksten, som fæstner sig. Det, som smitter, er den opfindsomhed og appetit på livet som Tilde Knudsen kropsligt (sammen med Asterions Hus idemæssigt) lægger for dagen. Den kan fremstå noget flaksende og kaotisk. Men ikke desto mindre er den mest af alt opmuntrende og kaloriefyldt. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang