Søren Ruby er i sandhed en produktiv herre. Siden starten af hans Det Kommende Teater i 2005 har han skrevet, spillet, produceret og rejst med ikke mindre end ti forskellige forestillinger. De fleste er enmandsforestillinger, et produkt af både en frodig skrive-fantasi og ret så virtuost skuespilleri.
I ’Helt udenfor’ har Ruby sat sig for at behandle alle de regler og kodekser, man må følge for at fremstå som normal, velopdragen, vellidt, soigneret og tjekket, når man omgås andre – eller tror sig ubevogtet. Det kommer det masser af sjov ud af, men også stof til eftertanke.
Sympatisk udlevering
Hvordan præsentere sig selv? Ifølge Big Sister i højttaleren er der mindst 20 regler, man skal være opmærksom på, så man ikke dummer sig og bliver sat udenfor det gode selskab. I det hele taget er dét at ryge udenfor omtrent det værste, der kan ske. Nej, her gælder det om at være tilpas – tilpas morsom, tilpas velklædt, tilpas perfekt, tilpas høflig, venlig og renlig. Livet er ikke nemt!
Hvad gør man for at tilkalde tjenerens opmærksomhed på restaurant? Eller når regningen skal betales, og man har glemt sin tegnebog? Eller når tandstikkeren brækker og bliver siddende fast mellem tænderne, og nabobordene er fyldt op med stirrende gæster?
Her er det livsvigtigt at indprente sig det rigtige ansigtsudtryk. Hvordan bør man se ud for at give udtryk for forbavselse, viden, fokus, nysgerrighed, flovhed, osv. osv.?
Ruby giver os tre forskellige udgaver af hver, og det er hylende sjovt.
Vi får også flere situationer, hvor han roder sig ind i noget, han slet ikke har forstand på, men gør sit bedste for at virke indenfor – som én af den indforståede mængde. Særdeles pinligt er hans forsøg på at være ægte fan til en fodboldkamp, hvor han overhovedet ikke kender koderne, råbene, sangene. Eller når han besøger et fitnesscenter og ikke aner for og bag på vægter og stænger.
Søren Zacho Ruby har en meget god evne til træfsikkert at udlevere os alle sammen i præcise karikaturer og samtidig vise en rørende empatisk forståelse for, at sådan er vi. Vi genkender os selv uden tvivl, uden flovhed. Vi bliver udleveret – ikke til spot og spe – men til grinende selvironi. Det er godt gået. Om det ikke er den store kunst, så er det godt artisteri!
Normalitetens tyranni
Ind imellem løjerne kommer der et mere uhyggeligt aspekt. Her får vi eksempler på dem, der falder udenfor, dem der ikke er som os. Og fordommene får ikke for lidt! Her er den arbejdsløse taberlort på kontanthjælp, der nasser på os andre, der tjener penge og betaler skat. Her er den kriminelle flygtning, autisten der burde ha’ en røvfuld og tage sig sammen, den ynkelige stofafhængige pestilens.
Hæmningsløse skældsord hagler ned, så Erling Brokkendorf i Politikens ’At Tænke Sig’ får baghjul med hvinende dæk. Det er langt ude på overdrevet, men nok ikke helt uden klangbund. Det tjener i hvert fald til at synliggøre normalitetens foragt og tyranni. Det vækker minder om Ionescos ’Næsehornene’.
Virtuost
Søren Zach Ruby har oparbejdet sig en utrolig sikker teknik. Han skifter lynhurtig mellem personer og situationer, og han har en herlig evne til at holde igen, til at give os lige præcis hvad der skal til for at vi ser, genkender og forstår. Vi kan godt kalde ham Danmarks svar på Mister Bean, men personlig synes jeg, at han overgår den engelske komiker, netop fordi han aldrig bliver grotesk. Han holder et spejl op for os og viser vores uvaner, svagheder og al vores stræben efter normalitet – efter at være indenfor, ikke udenfor.
Der skal dog siges at Rubys valg af situationer nok for det meste finder sin genklang hos et voksent publikum. Det har været nævnt også i anmeldelser af tidligere forestillinger fra hans hånd, så tilhørsforholdet til børne- og ungdomsteatret synes en smule anstrengt.
