Der var ualmindeligt pænt fremmøde, talere ad libitum og en ivrigt lyttende kulturminister, da den længe ventede redegørelse om professionel scenekunst for børn og unge fredag 21. november blev præsenteret ved en sammenkomst i Kunststyrelsens foyer i København. Teaterfolk og repræsentanter for teaterfaglige organisationer var naturligt nok i klart overtal, da der blev stillet skarpt på det så respekterede og internationalt anerkendte danske børneteater, som imidlertid lever en relativt anonym tilværelse i den danske offentlighed, fordi man spiller i institutioner, hvor børn og unge kommer, men hvor medierne ikke kommer Hvilket smitter af på bevillinger og anden form for konkret anerkendelse.
For: Hvem er de, og hvad er det, de åbenlyst kan? Hvad er deres forestillinger for nogle, og hvordan bliver de til? Hvem spiller de for og hvor? Hvad er teatrenes vilkår? Hvad gemmer der sig bag udsagnet ‘Verdens bedst bevarede hemmelighed? Hvilke drømme og visioner har teatrene? Hvilken betydning har forestillingerne? Og hvordan sikres den unikke scenekunstverden fortsat eksistens og udvikling?
Det er nogle af de mange spørgsmål, der både stilles og besvares i den digre rapport (122 sider + en miniudgave), der har fået titlen ‘Spot på Danmarks skjulte teaterskat’ og er udarbejdet af Kirsten Dahl. Hun er dramaturg og ph.d.-stipendiat – og fungerer i øvrigt også som anmelder på børneteateravisen.dk.
I Redegørelsen indgår over 130 teatre, der spiller teater for børn og unge i professionelt reig, og i rapporten fokuseres både på de specielle produktionsprocesser og de spillede forestillinger. Disse teatre står for omkring en tredjedel af en sæsons samlede antal teaterproduktioner og har – trods det at man spiller for et relativt lille publikum – alligevel et samlet tilskuertal på omkring en halv million.
Respekt og værdighed
Kirsten Dahl fik mange rosende ord med på vejen fra de øvrige talere og fra tilhørerne for det imponerende udredningsarbejde, der i hvert fald på det beskrivende plan synliggør dansk børneteater på en dybdegående facon, der ikke er set tidligere.
Og efter en kort indledning fra en af initiativtagerne, rektor for Scenekunstens Udviklingscenter, Martin Elung, tog Kirsten Dahl selv over:
»Den redegørelse, som vi i dag bringer videre, har to centrale aktører: børn og unge og den mangfoldighed af små teatre som skaber forestillingerne primært for børn og unge – men heldigvis også for os andre. Børn og unge skal mødes med respekt og værdighed. De har lige så stort behov for – og krav på – at møde kunstens verden som os voksne, som bare er mennesker, der har levet lidt længere, end de har. Og teater kan gi’ os noget vi ikke kan få andre steder. Den levende optrædende scenekunst tilbyder oplevelser og erkendelsesveje som er unikke og af stor værdi,« lød det bl.a. fra Kirsten Dahl, der efter at have indkredset væsentlige kendetegn for dansk børneteater kom ind på et af redegørelsens formål:
»Ønsket med redegørelsen er at pege på paradokser og udfordringer – fordi målet ikke kun er at tegne et her-og-nu-billede – men lige så meget at skabe en platform for at diskutere, hvor der meningsfyldt bør sættes ind når det handler om at bevare, styrke og udvikle området.«
Til det brug er der i redegørelsen oplistet en række anbefalinger (nederst i artiklen), og Kirsten Dahl rundede sit indlæg af kraftigt at understrege, at en realisering af anbefalingerne ville være den bedste kulturpolitiske satsning, man kunne foretage sig.
Mangel på offentlig adgang
Herefter tog professor ved Aarhus Universitet, Jørn Langsted, der har været sparringspartner på Redegørelsen, over. Han konstaterede bl.a., at der også
er grund til at ønske kulturpolitikere m.fl. tillykke med denne redegørelse. For nu har de fået en øjenåbner fra børneteatret og kan passede give sig til at arbejde for at skabe bedre forhold for området.
Den tråd tog forskningsprofessor og tidligere mangeårig anmelder af børneteater i Politiken, Beth Juncker, op i sin opildnende tale, der næsten fik karakter af et opråb.
Hun konstaterede indledningsvis, at vi nu lever i et videns- og oplevelsessamfund, hvor der hele tiden stilles skarpt på kunst og kultur. Og mens udviklingen for længst er gået bort fra, at teater for børn skal være en ‘pædagogisk kampsport’, så er problemet fortsat, at der ikke er offentlig adgang, hvor man kan få lov at se al den fantastiske kunst, der frembringes af børneteatrene, mente hun.
»Oplevelserne lænkes således til institutioner og skoler. MEN det kan ikke erstatte et offentligt tilgængeligt kulturliv, hvor børn og unge kan komme af egen lyst og fri vilje og oplever teater sammen. Det findes ikke lige nu!« sagde hun og henvendte sig direkte til ministeren:
»GØR EN FORSKEL. Læs rapporten, skaf plads til offentlig synliggørelse af dansk børneteater!« lød det fra Beth Juncker, der inkasserede dagens største bifald.
Lysten er der…
Øvrige talere denne solbeskinnede dag i Dronningens København, hvor børneteatret var i fokus, var formanden for BørneTeaterSammenslutningen (BTS), Jørgen Carlslund; sekretariatsleder for Børnekulturens Netværk, Benedicte Helvad og formanden for Dansk Skuespillerforbund, Henrik Petersen – der hver især havde gode ord om både redegørelse, børneteater og (tvær)fagligt samarbejde og dertil gode råd til kulturministeren om alle de ting, hun kunne gøre for at bedre forholdene for både kunsten og de udøvende kunstnere.
Det fik afslutningsvis formanden for Kunstrådet, Mads Øvlisen, til at stikke sit talepapir tilbage i jakkelommen, konstatere at alt var blevet sagt – og så tage sig af dagens officielle højdepunkt: Overrækkelsen af et eksemplar af Redegørelsen til kulturminister Carina Christensen (K), der havde bivånet ordstrømmene fra sin stol på første række.
Hun tog pænt imod rapporten, der var omviklet af et rødt bånd med tilhørende sløjfe:
»Jeg kan høre, at børneteaterområdet er beriget med fantastiske ildsjæle og gode ambassadører. Jeg glæder mig til at læse Redegørelsen og har bestemt også lyst til at føre anbefalingerne ud i livet. Men i første omgang vil jeg give rapporten videre til teaterudvalget,« lød det fra ministeren, der måske kan bringes til at se muligheden for at få sit helt eget satsningsområde i form af scenekunst for børn og unge…
En lyttende minister
Og så var det ellers tid til kakao og lagkage til de fremmødte, der sædvanen tro fortsatte, hvor talerne slap.
»Hun behøver da slet ikke at vente på udvalget – hun kan sagtens føre nogle af anbefalingerne ud i livet uden videre,« kom det således prompte fra Bjørn Lense-Møller, tidligere formand for Teaterrådet og formand for den selvbestaltede teaterlovskommission, der barslede med deres forslag til en ny teaterlov midt i august.
Men resolut handling er som bekendt ikke noget, der ligger lige for, når det gælder dansk teaterpolitik. Og spørgsmålet er, hvad initiativtagerne egentlig håber at få ud af Redegørelsen – ud over det positive i at have en kompetent rapport på rede hånd.
»Jeg tror da, at det får en effekt. Jeg vælger i hvert fald at have en positiv tilgang til det og føler også, at vi i Carina Christensen har en meget lyttende og positiv minister. Jeg fornemmer ingen forbehold her,« lød det fra BTS-formand Jørgen Carlslund, der også synes, at timingen med Redegørelsen og det nyligt lancerede projekt med en nationalscene for børneteater (se artiklen ‘Fra luftkastel til slot’ her på sitet) har været god. »Der er en vis synergieffekt at hente, som måske kan kile sig ind i diskussionerne om en kommende teaterlovsrevision,« mener Carlslund.
Ikke alle var glade…
Dagens malurt dryppede Jan Grube Christiansen fra Teatret Zeppelin i bægeret:
»Jeg er så træt af, at hver gang man snakker om synlighed og mangel på samme, så glemmer man alle de små stationære teatre, der rent faktisk ER her allerede og sørger for, at der er masser af offentlig adgang til børneteater,« sagde han som en direkte kommentar til Beth Junckers opråb.
Han savner mere udbredelse af den kendsgerning, at bl.a. de små københavnske teatre arbejder på samme professionelle vis som deres store kolleger.
»Ministeren må jo tro, at alt børneteater her i landet foregår på skoler og institutioner«.
Foreholdt denne vrisne udtalelse på en ellers så positiv dag, var svaret fra Jørgen Carlslund:
»Det er svært at tage som andet end desperation hos nogle teatre, der tilsyneladende ikke ved, hvad de selv skal stille op for at blive mere synlige. Men jeg forstår ikke, at de ikke bruger deres organisation (BTS, red.) i stedet for at male sig op i et hjørne. Jeg savner, at de kommer og fortæller os, hvad de gerne vil have, at BTS skal gøre for dem!« kom det fra BTS-formanden, der i den kommende tid indkalder til kaffemøder rundt om i landet, hvor medlemsteatrene skal diskutere aktuelle emner. Herunder de små stationære teatres situation.
Men formentlig også Redegørelsen om ‘Danmarks skjulte teaterskat’, som de jo selv er en aktiv del af.
—
Der vil i den kommende tid blive bragt flere artikler, der tager udgangspunkt i Redegørelsen ‘Spot på Danmarks skjulte teaterskat’.
—
Fra ‘Spot på Danmarks skjulte teaterskat:
Det at tage publikum alvorligt og gøre det gennem unikke kunstneriske udtryk, som manifesterer sig gennem talende detaljer og kreative sceniske løsninger i øvrigt, er et afgørende kvalitetskendemærke ved professionel dansk scenekunst for børn og unge.
Områdets teatre har, lige fra miljøet opstod, været tvunget til at finde sceniske løsninger,
som børn og unge ‘tænder’ på. Teatrene har inden for en skoletimes 45 minutter med få
optrædende og sparsomt udstyr skullet finde måder at få ’det store’ fortalt med små midler – og det har børn og unge i høj grad været med til at lære dem. Med deres respons og reaktioner efter en premiere. Og i særdeleshed når de, som noget særligt for området, bliver inddraget i forestillingernes skabelsesfaser som prøvepublikummer.
—
GENERELLE KENDETEGN:
• Børn og unge skal behandles med ærlighed, omtanke og respekt. Forestillingerne må
hverken tale ned til eller skøjte hen over hovederne på dem. Børn og unge har akkurat det
samme krav, som voksne har, på, at livet ikke simplificeres i de forestillinger, de oplever. De har præcis de samme behov for og lyster til at blive underholdt og udfordret på følelser og tanke, som voksne, der går i teatret. Det er de tanker, som ligger til grund for begrebet ‘Teater i øjenhøjde’, som meget ofte bruges om forestillingerne.
• Scenekunst for børn og unge er ikke en kunstart for sig. At skabe teater for børn og unge fordrer de samme grundlæggende færdigheder som at skabe teater for voksne.
• Teatrene arbejder med en udpræget seriøsitet i forhold til indholdet og indlejrer altid et håb et sted i forestillingerne.
• Forestillingerne er nøje aldersgruppetænkt, samtidig med at de med udbytte kan ses af
alle. De kan fx være målrettet de 2-4-årige og samtidig være en begavet fornøjelse for voksne at opleve.
• Forestillingerne er præget af meget små formater. De fylder på mange måder ikke særligt meget: De varer som regel mellem en halv time og 50 minutter. Fordi de er designet til en skoletime. Men også fordi teatrene har oplevet, at man
med korte, intense oplevelser kvalitativt set kan nå mindst lige så langt i forhold til sit publikum som i flertimersforestillinger. Forestillingerne er ofte meget minimalistiske i
deres fysiske udtryk. Scenografi, kostumer, lys og lyd fylder ‘mindst muligt’. Alt skal kunne være i en kassebil, så turné er mulig. En sideeffekt og tillige en begrundelse er også, at teatret anser enkelhed og opfindsomhed for en god vej til at skabe kunstnerisk magi. Der er oftest få medvirkende på scenen. To-tre personer er det mest almindelige, og fem eller derover er sjældent. Miljøets scenekunstnere har lige fra starten været økonomisk tvunget til og selv været kunstnerisk drevet af at skulle finde på nye og spændende sceniske løsninger. De har udviklet og udviser mod og lyst til at sprænge teatrets grænser. Teatrene spiller for meget få publikummer ad gangen. De sætter en meget lav maksimumsgrænse og spiller typisk for mellem 40 og 80, og kun i sjældne tilfælde for 150-200 ad gangen. At kunne få (øjen)kontakt med alle publikummer er et afgørende kriterium for en god teateroplevelse. Forestillingerne er kommuni-
kation, gensidige møder bundet op på nærhed og intimitet.
• Professionelt dansk børne- og ungdomsteater formidler ofte almenmenneskelige emner i ordknappe, kropslige, humoristiske og musiske udtryk. Det universelle træk er noget
af det, som er med til, at forestillingerne så let krydser sproglige, kulturelle og nationale
grænser. Og det er en vægtig grund til, at de samme forestillinger tit spiller i flere år. At de er langtidsholdbare, har også at gøre med, at de hele tiden spiller for nye børnehavebørn, nye 3. klasser, nye teenagere osv.
—
ANBEFALINGER:
• At miljøets kunstnere sikres arbejdsro, og at området opgraderes økonomisk ud fra en kvalitativ helhedsvurdering.
• At der bliver skabt vilkår, som sikrer, at en bred vifte af teatre fortsat og i udbredt omfang spiller deres forestillinger som opsøgende og turnerende teater.
• At scenekunst for børn og unge sikres synlighed og forankring via ‘mursten’.
• At der etableres en statsanerkendt scenekunstnerisk grunduddannelse.
• At kortere kurser og efteruddannelseskurser fortsat sikres og udvikles.
• At der fremover stadig er et sted, som tilbyder uddannelse og vejledning til talenter, som ønsker at skrive dramatik særlig henvendt til børn og unge.
• At den internationale scenekunstneriske udveksling sikres og øges.
• At der udarbejdes en rapport om områdets organisations- og formidlerstrukturer.
• At der etableres en database og skabes mulighed for erfaringsopsamling.
• At der skabes faglige fora med fokus på kunstnerisk kvalitet og mangfoldighed.
• At miljøet og teatrene udforsker og investerer i nye samarbejdsmuligheder.
Se hele rapporten på www.nyscenekunst.dk