Af: Anne Middelboe Christensen

27. juli 2010

Så galt går det altså ikke i SFO’en

Der er for lidt Nintendo og for heftig leg med lig i voldsfantasien ’Ting og Ingenting’ med Thy Teater.

Skolestarterdrengene tænder på Nintendospil og uhygge. Sådan er det. Men de tænder ikke nødvendigvis på uoverlagte mord lige foran snuderne af fodboldskoene.

Ærgerligt nok lokker Thy Teater netop med mord i den første, nye egenproduktion med Niels Vendius som leder. For ’Ting og Ingenting’ er blevet til en uharmonisk og utilpasset forestilling, som vil en helt masse, men som kun lykkes med sin høje energi og sine kostumer med gode detaljer i lilla. Resten falder fra hinanden: Handlingen er noget elendigt misk-mask, teksten er uegal, scenografien er på grænsen til dilettant – og dramaturgien er overladt til tilskuernes overbærenhed.

Det er synd, for idéen fejler ingenting: Idéen om at skabe en forestilling, der specielt appellerer til drenges idéer om, hvad der er sejt – og en forestilling om at aflive misundelse i stedet for at aflive hinanden. Men Michael Bondes tekst er rodet og sprogligt uegal – og historiens helte bliver til psykopater, uden dramatikeren tilsyneladende får blandet sig i tide. Men der er kasket og skateboard og alt det andet, der kan signalere seje drenge.

Humor med kødhammer

Selv skriver Thy Teater, at forestillingen er en modernisering af ’en komedie med morale om materialisme og venskab mellem børn’. Handlingen er desuden baseret på et folkeeventyr fra Thy om ’Møllersønnen’.

Nuvel. I så fald er forestillingen grundlagt på glimrende intentioner. Men desværre indfries de ikke. Skuespillerne er ellers gode til at skabe fornemmelsen af at stå midt inde i en skov i et Nintendo-spil og kæmpe mod fremadstyrtende farer.

Pelle Nordhøj Kanns sympatiske sodavandshelt hanker i hvert fald både op i sine seje hængerøvsbukser og sine udflydende konsonanter. Men så løber han lige i armene på Mikkel Løvenholt Reenbergs gigantiske krovært med skæbnesvanger kødhammer og truende overarme – og endda også hans underdanige medhjælperkone i Anne Gry Henningsens præcise og humoristiske fortolkning. Så langt, så godt. For Anne Gry Henningsen har fat i komikken, så det er en fryd.

Men så begynder det gyseligste gys. Der går bananasplit i spændingen, og der går vikinger i Nintendo-universet med tusind års forsinkelse. Pludselig dukker Hallgrim Enøje nemlig op som pikant voldseksempel. Hallgrim, der kunne få alt, han ville have, men som ikke pegede på nogen ting…

Baksen med lig

Her ligger forestillingens bærende pointe om, at lykken ikke nødvendigvis ligger i et nyt sværd – eller en ny Nintendo eller iPhone. Men dramatisk føltes sammenligningen ikke påtrængende. Og da vikingefortællingen afbrydes af et konkret mord på scenen – godt nok bag en kulisse, men dog et mord med tilhørende lyde – så sætter forestillingen tilskuernes sympati over styr. For hvorfor bliver en uskyldig dræbt på scenen? Og hvorfor skal liget absolut flyttes ud af mordsengen?

Den gyldne teaterregel gælder altså også for Thy Teater: Man skal ikke bakse med lig i en forestilling for fem-årige. Punktum.

Hos tilskuerne begyndte det da også at dirre ved mundvigene. En storebror på første række fik godt fat i sin lillebror og trøstede. Og de yngstes voksne overvejede tydeligvis, hvad der var bedst: at lade ungerne se resten eller at afbryde overgrebet.

Derfra gik det imidlertid over stok og sten. Hu hej, så blev en herremand også blandet ind i vikingetiden sammen med Nintendo-helten. Jamen, øh, selvfølgelig. Og efter 40 minutter var det slut.

Meget kan man sige om den morderiske krovært, men hvis han ikke var blevet morder undervejs, havde han godt nok været en mere spændende figur. Nu reduceres han undervejs til tumpemacho. Og børnene bliver forvirrede over at se en forestilling, der vil så meget og kan så lidt – og en forestilling, der hylder den vold, som ungerne selv hele tiden får at vide IKKE er acceptabel.

For nok kan de skændes gevaldigt i SFO’en om hinandens Nintendo’er. Men de plejer da ikke at slå hinanden ihjel.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.