Eventyrfælden er grum. Særligt grum er Grimm-fælden – fordi Grimms eventyr er så fortærskede og ordmæssigt svage, at alt står og hænger i plottets ofte ret slatne hængsler.
Men det sker ikke hos Zangenberg. Takket være Jesper B. Karlsens tekst til ‘Rødhætte og Askepot på nye eventyr’ bliver denne eventyrforestilling vitterlig til et nyt teatereventyr – grebet ud af ungernes virkelighed og ikke ud af Brødrene Grimms.
Og takket være Torkild Lindebjergs veltimede instruktion har forestillingen et tempo og en associationsrigdom, der er aldeles fortryllende. Sammen har Karlsen og Lindebjerg peppet Grimm op, som var der tale om en gammel, sort-hvid film, der pludselig fik sat digifarver på: Grimm som blu-ray for børnehjerter.
Helt alene i verden
Rødhætte-historien har fået en ny ramme: En historie om en pige, der skal gøre sig klar til at gå i skole, mens hendes forældre pisker rundt i ligegyldige morgenritualer. Forestillingen er klart på ungernes side. For hvorfor er det lige, man skal gøre, som der bliver sagt, når man bare kunne gøre det, man har lyst til? For eksempel at pakke en kurv til sin bedstemor…
Eller som det ironisk lyder i første sætning: ’Der var engang en pige, der var helt alene i hele verden…’ Men nej. Pigen er overhovedet ikke alene i verden, og hendes mor er udmærket klar over, at hun ikke gider gå i skole.
Det er det, der er scoopet: Den åbenlyse leg med eventyret. Askepot bliver undervejs til ’Pjaskelotte’ og ’Askesnotte’, for ironien bliver det bærende virkemiddel gennem hele forestillingen.
Spillet bliver mere og mere meta-avanceret undervejs, efterhånden som flere og flere eventyrklichéer flettes sammen med handy barskhed. (Netop derfor kræver det også, at børnetilskuerne er i skolealderen; ellers har de ikke en chance for at fatte de underliggende pointer og for at grine med.)
’Åh, jeg elsker, når det er sørgeligt,’ lyder en replik. Og ungerne jubler ved tanken om døde mødre og onde stedmødre. For det er jo lige akkurat sådan, det er at være i eventyrland: At lege med smerten – og håbe, at den ikke også rammer i virkeligheden.
Turtelduer med ekstra pige
Skuespillertrioen er eventyrlig. Susanne Bonde bekræfter endnu en gang, at hun er dansk børneteaters pigeheltinde. I ‘Rødhætte og Askepot’ spiller hun otte-årig og urimelig, men også otte-årig og nysgerrig.
Hun spiller glad og ensom og strid, og så spiller hun lige akkurat forelsket nok til, at de 10-årige strækker hals en ekstra gang for at aflure nogle tricks. Susanne Bondes danserkrop spiller på den fysiske galskab, og hendes gadeteatererfaringer dyrker både trutmund og benspjæt helt ud i det groteske: Hun kan kunsten at forstørre et gak øjeblik, uden at poesien går i stykker.
Henrik Zangenberg er da forståeligt nok også helt skudt i hende. Han har rollen som drengen i klassen, der gerne vil lege eventyr et hemmeligt sted med denne Rødhætte – udover at han altså ikke har hjerte til at slå hende ihjel som jægeren, men meget bedre egner sig til at være prinsen i Snehvide…
Henrik Zangenberg spiller fint drengen, der adlyder ordrer, når den entreprenante tweenpige går i gang med at dirigere. Og han sjokker troværdigt og halvbange efter, når herskerindens temperament skifter…
Men selvfølgelig skal de to turtelduer ikke lykkes med deres kissemisserier. Derfor dukker Susanne Storm uden blusel op. Hun vil gerne lege med. Joh, øh… Susanne Storm har en skøn retfærdighedsretorik over sig, når hun kliner sig ind mellem de to eventyrere – og hun stornyder det, da hun både scorer prinsessekjolen og helten, i hvert fald et øjeblik.
Æret være Disney
For det går stærkt. Jesper B. Karlsens replikker er yderst mundrette – skrevet med eksplicit co-writing fra dramatikerens datter, der har sikret, at ordene lyder, som de skal netop nu, hvis piger fra 2. klasse skal dumpe direkte ind i illusionen og nyde den.
Og scenografen Johan Kølkjær har skabt en minimalistisk, men samtidig retrohip scenografi, der lige akkurat spiller på eventyrets grundpakke: Slottet, døren – og de fire festkjoler. Endda hen over lysende pærer, som var de smukke krystallysekroner i på et eventyrslot bag næste bjergtinde.
Samtidig rummer både tekst og scenografi loyale hip til de uomgængelige klassikertolkninger af eventyrene. Når Askepot sidder på sit fattige kammer, mens hun ser op på slottet, kopierer hun i hvert fald Disneys ord om festen deroppe – den fest, der sikkert bare er ’dum og kedelig og fuldstændig – fuldstændig vidunderlig’…
Men forestillingen nøjes ikke med Rødhætte og Askepot. Næ, Hans og Grete kommer da også med. Rapunzel får godt nok kun et enkelt rim med på vejen – Rapunzel, Rapunzel, min pige / kast håret ned som en stige. Men det er jo bare, fordi der også skal være plads til Snehvide. Listigt og muntert – og både grumt og grimmt.
’Og så forlod Rødhætte den lige vej,’ som det hedder i forestillingen.
Tak til styrmand Karlsen for det.
