Som en statue sidder han. Men der er skam liv i stenmassen. Liv og fortælleglæde. Og er der nogen, der kan fortælle en god rejsehistorie, er det vel Gulliver. Den engelske læge Lemuel Gulliver, der oplevede de mest utrolige ting i sit rejseliv. Fra skibet, der går ned i en dramatisk ulykke til den besynderlige opvågnen, først hos lilleputterne, siden hos kæmperne og til sidst hos hestene. Sære verdener med hver deres måde at anskue tingene på.
I en sort indramning med en slags stenbord som eneste rekvisit fortæller Peter Seligmann om Gullivers mærkelige oplevelser. Det gør han i en stramt holdt iscenesættelse med sikkert greb om virkemidlerne. Stemmen, kropssproget, lidt lysskift og masser af lydeffekter. Som for eksempel lyden af små svirrende flitsbuer, da lilleputterne angriber og overmander Gulliver – som jo er en kæmpe i deres minirige.
Enkelt og elegant fungerer en gestikulerende pegefinger som en ophidset lilleputter, mens håndfladen i næste eventyrlige besøg – hos kæmperne – pludselig forvandles til en kæmpes hånd, hvori stakkels lille Gulliver ligger.
Ganske elegant, denne leg med proportionerne. Sjovt er det da også at høre, hvordan Gulliver kan slukke en ildebrand i et hus hos lilleputterne, blot ved at tisse på det! Og Peter Seligmann er en fin fortæller med stor sproglig præcision.
Forbliver på overfladen
Alligevel er der noget galt med forestillingen. Det bliver bare rejse efter rejse – hos lilleputterne, kæmperne og hestene – men uden nogen egentlig perspektivering eller et bud på, hvorfor vi skal høre denne historie. Ind med Gulliver, beskrivelse af nogle oplevelser i den pågældende verden, og så ud igen.
Nu er der jo det særlige ved Gulliver, at han er en fiktiv person i en satirisk roman fra 1726. En roman, der havde til formål at persiflere samtidens dårskaber og inkonsekvente måde at forvalte samfundet på.
Det lykkedes over al måde i romanen, men glimrer totalt ved sit fravær i denne forestilling. Tag blot besøget hos hestene. Kloge, gode og kærlige heste, får vi at vide, så her vil Gulliver gerne blive. Men de selvsamme heste holder mennesker som slaver, erfarer vi samtidig.
Her kunne der altså være en godbid at tage fat på for forestillingen – en perspektivering, en diskussion af en slags. Det samme gælder lilleputternes anledning til at gå i krig med nabostaten: de er uenige om måden at spise et æg på. Men nej, dramatiseringen skøjter videre og forbliver på romanens overflade, måske i troen på, at de sære oplevelser af disse omvendte verdener vil være alt nok.
Derfor kommer vi til at kede os undervejs. Fordi vi ikke rigtig skal nogle steder hen; fordi der aldrig bliver gået til biddet. Den forestilling ville Gullivers forfatter, Jonathan Swift, næppe være blevet specielt begejstret for. Forståeligt nok, hvem bryder sig om at få hevet alle tænderne ud på 40 minutter!
