Refusionsudvalget er ikke for ingenting regnet for øretævernes holdeplads.
Næsten uanset hvilke afgørelser de træffer, vil der være kritiske røster fra såvel de afviste teatre som fra kredse i børneteatermiljøet, der synes at der bliver givet for mange refusionsgodkendelser til for dårlige forestillinger.
Når dertil kommer, at udvalgets medlemmer ofte selv er udøvende kunstnere i selvsamme miljø, kan kritikken også gå på både deres kompetencer og teatersyn, inkl. anklager om at afslag er med til at holde deres konkurrenter væk fra kampen om kunderne…
Helt aktuelt handler det dog mest om sagsbehandling og procedurer, idet et par veletablerede børneteaterproducenter føler sig særdeles frustreret over Refusionsudvalgets beslutning om at indkalde dem til showcase med såvel gamle som nye forestillinger, selvom teatrene gennem mange år har fået refusionsgodkendelse på papiret både på eksisterende og nye forestillinger.
Dertil kommer, at de og andre i miljøet fornemmer, at udvalget denne gang har indkaldt så mange forestillinger – tallet menes at være omkring de 30 – at de alligevel ikke vil kunne nå at se dem i løbet af de to kommende showcases, så hele manøvren derfor er uigennemtænkt.
Normalt er der dog ganske mange af de indkaldte teatre, der selv og af mange forskellige grunde melder fra både længe før og op til showcase, så det har ikke hidtil været et praktisk problem. Og det bliver det så heller ikke denne gang, hvor afmeldinger betyder, at den ene showcase kun har forestillinger lørdag (se faktaboks).
Det er Kulturstyrelsen, der lægger sekretariats- og embedsmandshjælp til Refusionsudvalget, mens Teatercentrum står for den praktiske afvikling af showcases for Refusionsudvalget i de to årlige sessioner – januar/februar og oktober/november, hvor der er mulighed for at møde op både i Jylland og i hovedstadsområdet.
Føler sig dårligt behandlet
De to teatre, der har valgt at inddrage teateravisen.dk i deres korrespondance med Refusionsudvalget, er Louise Schouw Teater og Det Lille Verdens Teater, der hver især har sendt frustrerede mails til Refusionsudvalget, hvori de både ærgrer og undrer sig over udvalgets dispositioner.
Louise Schouw Teater (LST) et 14 år gamle teater med en halv snes forestillinger på repertoiret, man sælger flere hundrede forestillinger hvert år og skaffer derved if. teatret ca. 40-50 branchefolk i arbejde. Hidtil har man oftest fået godkendelse af kortere eller længere varighed, men dog også været på showcase med enkelte forestillinger.
Den aktuelle sag for LST er i kort form:
En ny juleforestilling ('Nissemor og Kanelia i Julenød') blev i november 2013 godkendt som teater i teaterlovens forstand, og efterfølgende solgt til en række teaterforeninger. Nu er den så alligevel i denne ombæring ikke godkendt til refusion med den begrundelse, at den ikke er klar til showcase i februar – og så må på showcase til efteråret. Det betyder bl.a., at den ikke kan komme i den nye udgave af Den Røde Brochure, mens et eventuelt senere afslag betyder tab af allerede solgte forestillinger.
Dertil er LST altså blevet bedt om at komme til showcase med 'Snehvide og de 2 dværge'. Forestillingen havde premiere i forår 2013 og har i denne og sidste sæson spillet over 50 opførelser både til teaterforeninger, skoler, biblioteker mv. på en toårig godkendelse. Showcase-indkaldelsen betyder bl.a. tab ved aflyste forestillinger af en ny (godkendt) forestilling med samme spillerhold, der nu i stedet skal genopsætte 'Snehvide'. LST vurderer selv, at en showcase kommer til at teatret mellem 70-100.000 kr. og overvejer nu helt at droppe forestillingen (og altså miste sandsynlig godkendelsesmulighed), fordi det bliver for dyrt at ødelægge prøveforløbet på den nye forestilling for at skulle spille den gamle på showcase.
Louise Schouw har via mails søgt om genovervejelse af sagen hos udvalget – teatret har tidligere haft held med den procedure – og er i denne forbindelse frustreret over, at henvendelser og mails til Kulturstyrelsen er forblevet ubesvaret.
'Jeg føler mig virkelig dårlig behandlet!! Sat ud på sidelinjen og forhindret i at lave mit arbejde ordentligt', lyder det i en opfølgende mail fra Louise Schouw, der også både 'forstår og respekterer Refusionsudvalgets opgave om at kvalitetstjekke' – men nok mener at det primært burde gælde 'især de nye på feltet og dem der er kunstnerisk usikkerhed ved'.
Ingen konsekvens i afgørelserne
Hvad Det Lille Verdens Teater (DLVT) angår, har det 17 år gamle teater otte-ti forestillinger på repertoiret, primært i småbørnskategorien, og sælger omkring 120-140 forestillinger om året.
Den aktuelle sag for DLVT er i kort form:
I august 2013 søger teatret fornyet refusion på fire gamle forestillinger og får i slutningen af oktober tilsagn et års refusion – mens man får afslag på refusion på en ny forestilling, fordi den ikke var klar til at blive præsenteret på showcase.
DLVT sender straks et brev retur om, at man finder afgørelsen uforståelig, da man med et-års-tilsagnet skal søge igen allerede 15. november 2013 på samme forestillinger plus de nye, hvis tilsagn udløber sommeren 2014 – altså at man skal søge igen inden for 14 dage efter første tilsagn. Her får man dog svar om, at det er en fejl og får efterfølgende to års refusion.
I næstkommende ansøgningsrunde søger teatret fornyet refusion på to gamle forestillinger og en overtaget juleforestilling fra et andet teater – samt atter på den nye forestilling. Mens den ene gamle forestilling får to sæsoners refusion og den 'nye' juleforestilling hele tre sæsoner, skal den anden gamle forestilling, 'Et teselskab' – der hidtil har fået refusion på papiret gennem ti sæsoner – nu på showcase, og det samme gælder stadig for den nye endnu ikke-producerede forestilling, 'Drengen og træet'.
Da der medvirker spillere i 'Et teselskab', som også er med i to andre forestillinger, der er solgt til at spille netop på de to showcase-datoer i januar og februar, må disse altså flyttes eller aflyses.
Også Det Lille Verdens Teater har haft svært ved at få svar på henvendelser til Kulturstyrelsen/Refusionsudvalget, og dertil kommer, at man føler sig i en vanskelig situation, for 'med de afgørelser der nu foreligger, er der for os ingen hoved eller hale i beslutningerne, når en tidligere godkendt forestilling uden opsætningsændringer skal til showcase'.
Og videre: 'Vi havde jo ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi skulle vise en gamle velrenommeret /velanmeldt forestilling for et nyt udvalg. Vi får ikke støtte af Scenekunstudvalget, men til gengæld er der fonde, der tror på os – f.eks. har 'Drengen og træet' pt. modtaget 100.000 kr. fra Bikubenfonden, hvorfra vi bl.a. har fået støtte gennem flere år', som det bl.a. lyder i mailen til Refusionsudvalget.
Refusionsgodkendelse betyder alt
Både LST og DLVT ved ligesom alle andre ikke-støttede teatre, at det er vilkårene, at Refusionsudvalget altid kan vurdere deres forestillinger, også selvom disse tidligere har fået korte eller lange refusionsperioder – og teatrene kender jo på forhånd også til, hvor mange sæsoner refusionen gælder for de enkelte forestillinger
Alligevel undrer det disse og andre teatre i den aktuelle sag, at Refusionsudvalget ønsker at (gen)vurdere så mange forestillinger, der tidligere er blevet godkendt både på papiret og af tidligere udvalg.
Udover de direkte besværligheder for alle teatre, der skal stille til showcase, står der andre i kulissen og tripper:
Teatercentrum, der står for udsendelse af det store årlige repertoirekatalog, Den Røde Brochure, i marts måned, afventer afgørelserne, idet kun refusionsgodkendte forestillinger kan komme med i kataloget. Det samme gælder i forhold til den efterfølgende Aprilfestival, der også kun accepterer refusionsgodkendte forestillinger.
For afviste forestillinger – om de så er spritnye eller gamle travere – betyder det altså manglende indpas i såvel den vigtigste markedsføringsdel som den vigtigste salgsmesse.
For nye teatre betyder manglende refusion stort set, at det er umuligt at komme ind på markedet for opsøgende børneteater, fordi netop refusionen giver kommunerne mulighed for at få refunderet halvdelen af forestillingsprisen af staten.
Og for de etablerede teatre og deres gamle forestillinger vil en afvisning oftest tillige betyde problemer i forhold til allerede indgåede aftaler og kontrakter for en ellers forventet refusionsberettiget forestilling.
Organisation inddrages
Såvel LST som DLVT har i den aktuelle sag valgt at kontakte andre faglige medspillere, herunder de små teatres organisation, TIO (Teatrenes InteresseOrganisation) – som de to teatre dog ikke er medlem af, men som i øvrigt selv har været med til at udpege det ene medlem af Refusionsudvalget, ligesom TIO's overvågningsinstans, Kontrolkommissionen kaldet, er blevet alarmeret.
Medlemmer fra denne deltager normalt på showcase for at sikre, at de deltagende teatre rent praktisk får en rimelig behandling. Det plejer normalt at foregå i fuld fordragelighed, og 'kommissionen' har selvsagt ikke hverken taleret over for eller indflydelse på udvalgets afgørelser.
Der er allerede aftalt møder mellem TIO og Refusionsudvalget, men det vil i givet fald primært komme til at handle om producerer og sagsbehandling og ikke konkrete afgørelser.
Det er heller ikke muligt for de afviste teatre at indgive en klage over de enkelte afgørelser, idet Refusionsudvalget som et såkaldt armslængdeudvalg er suverænt selvbestemmende i forhold til kunstneriske beslutninger.
I hvert fald det ene af de to nævnte teatre fortæller, at man nok vælger at klage over bl.a. manglende svar på fremsendte mails og ditto manglende tilkendegivelser af at ville diskutere med teatrene, men en klage skal i givet fald stiles til Kulturstyrelsen som sagsbehandlende sekretariat.
'Vil gerne se det hele'
Og så må det vist være på tide at indhente en reaktion fra Refusionsudvalgets formand, Jens Frimann Hansen, der er udpeget af Danmarks Teaterforeninger og til daglig er leder af Helsingør Teater – og i øvrigt selv har købt flere af Louise Schouws mange juleforestillinger til visning blandt byens børn…
Det har vakt en del undren i børneteatermiljøet, at I til den kommende showcase har valgt at indkalde en lang række forestillinger, der har haft refusion og været på de pågældende teatres repertoire i årevis? Hvad skyldes det?
»Det kan der være forskellige grunde til. Det helt afgørende er, at udvalget får set så meget som overhovedet muligt, således at vi sikrer, at det solide håndværk og kvaliteten er i orden. Det kan være, at for få eller ingen af udvalgets medlemmer har set forestillingerne. Det kan også skyldes, at nogle medlemmer har set forestillingerne, og at udvalget på baggrund af deres vurdering har fundet det hensigtsmæssigt at indkalde en forestilling til showcase. Endelig kan en forestilling have haft en tidbegrænset godkendelse på fx en-tre sæsoner, som i nogle tilfælde gives for at vinde tid til, at udvalget kan nå at få set forestillingen. Det optimale ville være, hvis vi kunne nå at se det hele, men så langt rækker ressourcerne desværre ikke. Derfor godkender vi nogle forestillinger på papiret, så vi forhåbentlig kan nå at se dem senere. Men manglen på ressourcer kommer altid ansøger til gode. Selvfølgelig under forudsætning af at man lever op til bekendtgørelsens formelle krav.«
'Søg i god tid'
– Flere af disse forestillinger er fra såkaldt etablerede ikke-støttede teatre, der har mange forestillinger i omløb og med jeres disposition får økonomiske problemer omkring både genopsætning til showcase og i forhold til allerede kontraktligt solgte forestillinger i den kommende sæson?
»Nu er det jo ikke teatrene, hvad enten de er etablerede eller ej, vi skal godkende, men forestillingerne. Samtidig kan vi konstatere, at vi i dag har flere måder at producere børne- og opsøgende teater på. I dag har vi flere projektteatre – altså, hvor kunstnere er ansat på kontrakt i en kort periode, som måske ikke lige rammer de dage, hvor vi har showcase. Det er et problem, vi meget gerne vil tage op sammen med TIO og Teatercentrum,« siger Jens Frimann og lægger an til andre forretningsgange.
»Vi kommer nok også til at ændre nogle ting i forhold til tidligere udvalgs praksis for at imødekomme dette. Fx vil vi gerne prioritere, at udvalgets medlemmer i højere grad får mulighed for at se forestillinger uden for de gængse sammenhænge. Det kan ikke løse problemet helt, men alt hvad der kan gøre det nemmere for teatrene, og som kan ordnes inden for bekendtgørelsens og økonomiens rammer, vil vi se meget positivt på. Vi vil forsvare vores ret til, at vi SKAL have mulighed for at se forestillingen inden godkendelsen. Det vil også sige, at der skal foreligge en færdig forestilling og ikke bare et stykke papir. Det er for os det vigtigste. Teatrene kan også selv gøre noget – især i de tilfælde, hvor man har fået en tidsbegrænset godkendelse eller hvis der er tale om en forlængelse af en godkendelse. Søg i god tid. Nogle af de eksempler, du nævner, kunne have været undgået, hvis teatrene havde søgt allerede for et år siden,« siger Jens Frimann, som har fuld forståelse for teatrenes udgifter omkring det at skulle på showcase.
»At det er forbundet med store omkostninger for teatrene at skulle på showcase er velkendt. Men det er altså en del af gamet, som er fastsat af bekendtgørelsen. Vi har ud – over dem du nævner – også fået mange andre henvendelser, bl.a. fra nogle af dem, vi har kaldt på showcase. Især video har været nævnt som en mulighed, da det at skulle etablere en scenografi uden for den planlagte spilleperiode kan være svinedyrt. Og især for nyetablerede teatre kan selv en lille udgift have stor betydning – det er desværre ikke kun noget der gælder de teatre, du nævner. Vi vil så vidt muligt godkende forestillinger for den maksimale periode på fem år. Der giver først og fremmest de etablerede teatre muligheden at fordele udgiften over flere budgetår. Men for de små nystartede og for enkeltstående projektteatre løser det ikke problemet.«
Klagegang og mødeaktivitet
Louise Schouw Teater og Det Lille Verdens Teater klager dertil over, at de ikke modtager svar på deres indsigelser eller bekræftelse af fremsendte mails – hvad er historikken i det?
»Med hensyn til klager og indsigelser er det vigtigt at sige, at ønsker man at klage eller gøre indsigelse over udvalgets beslutninger, skal man altid kontakte Kulturstyrelsen, som har helt faste regler for procedurer, svartider, kvitteringer etc. Udvalget eller dets medlemmer kan ikke kontaktes direkte. Det stiller både klager og udvalg bedre i de tilfælde, hvor der er kød på benet i en klagesag. Vi kan selvfølgelig begå fejl, og vi har kun en interesse i at få rettet ind, hvis det sker. Jeg har fuld tillid til, at Kulturstyrelsen overholder regler og frister, men mener man ikke, at det er tilfældet, er det i første omgang Kulturstyrelsen, man skal klage til.«
– Nogle af teatrene har også klaget deres nød til TIO, som angiveligt vil gå ind i sagen og mødes med udvalget. Handler det om, at man evt. skal kigge på nye procedurer og arbejdsgange?
»Jeg håber alle klagere eller interessenter, der har forslag til forbedringer inden for bekendtgørelsens rammer, vil kontakte TIO eller Teatercentrum. Det er udvalgets ønske at få skabt et struktureret samarbejde med dem, hvor vi konstruktivt kan arbejde på at forbedre vilkårene for teatrene, publikum og formidlerne. Vi har desværre ikke haft mulighed for at møde dem endnu, men vi er i færd med at aftale møder med både TIO og Teatercentrum. Andre sammenslutninger og organisationer kan selvfølgelig også komme på tale. Hvis man har en interesse i at møde udvalget kan man kontakte Kulturstyrelsen.«
'Vi skal se på det gode håndværk'
- Har jeres udvalg lagt en 'hårdere linje' over for forestillingerne end foregående udvalg, som bl.a. er blevet kritiseret for at være for at godkende for mange dårlige forestillinger?
»Jeg mener, at vi er så bredt sammensat et udvalg, at vi fagligt dækker et meget bredt felt af det man kan kalde scenekunst. Vi forholder os udelukkende til forestillingen, vi ser – om vi er bløde eller hårde, kan jeg ikke vurdere. Vi skal ikke være smagsdommere, men vi skal godkende det gode håndværk, således at publikum får et bredt og mangfoldigt udbud inden for alle scenekunstens genrer.
Vi er nødt til at være meget strikte over for de formelle krav i bekendtgørelsen. Der er et stort pres på ordningen fra andre kunstformer fx musik, forumteater, fortællekunst, kommercielle events med mere. Der er gråzoner, og det er ikke altid let at træffe et konsekvent og entydigt valg. Netop derfor skal vi være meget omhyggelige med, at vi, og der mener jeg teatrene, selv lever op til de krav, vi stiller til andre.«
Vigtigt med kurator-aspektet
– Planlægger I eventuelt selv nogle nye tiltag i arbejdet som Refusionsudvalg?
»Ja det gør vi. Selvfølgelig inden for bekendtgørelsens rammer. Vi vil gerne være åbne i vores arbejde. Vi vil ikke kun synliggøre og kommunikere vores arbejdsform, vi vil også kvalitetssikre den. Det kan vi gøre ved at have en dialog med teatrenes organisationer, så vi kan få rettet ind, hvis det er påkrævet. Scenekunst er en levende kunstform som hele tiden udvikler sig. Det stiller store krav til udvalget.«
- Du er jo selv som formand den eneste ikke-kunstner i udvalget. Ser du det som en styrke eller svaghed?
»Klart en styrke. For min egen del kan jeg kun gentage, hvad jeg tidligere har sagt, at det helt principielt er en styrkelse af udvalget, at man nu også har en kurator og formidler med i udvalget. Jeg sidder ikke her og skamroser mig selv. Om jeg gør det godt eller dårligt, må andre vurdere. Men både kurator- og formidleraspektet er efter min mening voldsomt underprioriteret inden for teaterområdet som helhed, selvom det er begyndt at dukke op. Bl.a. på Caféteatret har jeg set. Danmark adskiller sig på dette punkt markant fra udlandet og også fra andre kunstområder. Med hensyn til klager er det allervigtigste at det formelle er på plads. Vælg de rigtige kanaler, så er du sikker på at blive hørt, hvis du har en god sag,« slutter Jens Frimann Hansen, der med sine kolleger i Refusionsudvalget skal på showcase i weekenden 18.-19. januar, hvor man også internt i udvalget vil afholde en workshop omkring arbejdsgange og indhold m.v.
