Af: Randi K. Pedersen

28. maj 2010

Poetisk og virkelighedsnært eventyr

Æstetikken er et generøst fortælleelement i ’Sa Tu Sai’, hvis forbilledlige børn er fjernt fra mediernes hysteriske mini-voksne.

Der er glade, og der er grumme eventyr. Teater NoCanDos eventyr om børnearbejde hører så afgjort til den sidste slags. Det siger næsten sig selv. ’Sa Tu Sai’ handler om livstruende oversvømmelser. Om børn, der mister kontakten til deres forældre, og som i tilgift ’reddes’ og brutalt udnyttes af kyniske, voldelige voksne.

Det er ikke nogen munter historie. Men alligevel er forestillingen midt i den hjerteknugende alvor fuld af humor og barnlig glæde. Det skyldes ikke mindst de betagende, æstetiske kvaliteter, der rækker langt ud over blot at være en fryd for øjet. Det er de også. Men det flot komponerede samspil mellem scenografi og iscenesættelse gør æstetikken til et bærende og generøst fortælleelement, der giver dukketeaterforestillingen en dybt fascinerende stemning.

’Sa Tu Sai’ er fuld af utroligt smukke, poetiske billeder med lys, som skifter fra isblåt til lysende rosa, blodrødt og lilla. Farver, der giver de barske, dokumentariske baggrundsbilleder et blødt, eksotisk skær, så virkeligheden bliver til at holde ud. Men som også gør den mere spændende og vedkommende end tv-kanalernes katastrofestrøm. For trods den delikate ramme og de rørende yndefulde dukker, så er det en sørgelig aktuel forestilling om verdens tilstand.

En oversvømmelse efter en naturkatastrode har tvunget kinesiske Sa Tu Sai og hendes far og mor til at søge mod en storby. Men undervejs bliver hun skilt fra forældrene. Pigen har set en lille dreng, som er ved at drukne, og træffer et valg, der kommer til at koste hende dyrt.

En visuel oplevelse

Tekstens nøgterne, indfølte beskrivelse af de to børn og deres indbyrdes forhold er utrolig overbevisende. Den seje, handlekraftige pige og den yngre, knapt så robuste dreng er også gribende med deres kantede dukkebevægelser og udtryksfulde ansigter. Selv om man – især for Sa Tu Sais vedkommende – savner noget mere medspillende skuespil fra dukkeførerne.

En helikopter samler børnene op og forklarer dem vejen til en nødhjælpslejr. Men før Sa Tu Sai og drengen når frem til lejren, får en børnehandler fingre i dem og sælger dem til en silkefabrik. Her må de slide døgnet rundt. Men bange og udmattede trodser børnene de modbydelige, tårnhøje – og meget flotte – dukkemænd, der har købt dem som arbejdslaver.

Den eneste opmuntring, Sa Tu Sai har, er en fløjte, som hun har fået af sin far. Ved at spille på den får hun mod til at flygte fra fabrikken og tage drengen med. Det er også lyden af hendes fars musik, der til sidst fører dem til Sa Tu Sais forældre i nødhjælpslejren i den store by. En lykkeligere slutning, end virkeligheden plejer at byde på, men som ikke svækker indtrykket af en smuk og barsk, visuel oplevelse.

Heldigvis, for det er netop derfor, forestillingen er værd at se – bare ikke for børn under 7 år. ’Sa Tu Sai’ er et velkomment og langt ad vejen også vellykket bud på teater, der tager moderne børns globale virkelighed alvorligt – både publikums og dem i forestilingen.

De sidste er hverken helte eller ofre. De er små overlevere og stærke forbilleder så fjernt fra medieverdenens hysteriske mini-voksne, som tænkes kan.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.