Det startede med teater: Palæstinensiske Chadi Abdul-Karim og danske Nikolaj Rosengreen stod sammen på scenen i Opgang 2’s Reumertvindende forestilling ‘4 Ever’ der handler om fire drenges sammenhold og en uforglemmelig oplevelse en kold vinterdag på søens tynde is.
Forestillingen blev spillet på Skolen på Amagerbro for et publikum af unge samt 35 voksne fra kredsen af dansk børne og ungdomsteater, der havde tilmeldt sig seminaret 'Ens for alle – alle for ens'.
De fleste af os i teatermiljøet opfatter nok dansk børne- og ungdomteater som inkluderende og mangfoldigt. Der er forestillinger om børns udfordringer i splittede familier, integration, sygdom, død, teenagerliv, og LGTB. Men ifølge ZeBU er der plads til forbedringer, og derfor har teatret startet projekt PRISMA, som skal undersøge, hvordan det er fat med mangfoldigheden hjemme hos de turnerende teatre. For ude hos deres publikum på skoler og intitutioner findes mangfoldigheden.
Forestillingen ‘4 Ever’ var første oplæg til dagens emne og vel også et eksempel på vellykket mangfoldighed. Chadi Abdul-Karim har et stort talent for i samme sæt at skabe fire meget levende figurer på scenen i en dramatisk spændende historie, hvor Nikolaj Rosengreen sparrer ham med en fin lydside på sin guitar.
Historiens fire ‘musketerer’ ude på isen er ikke forkælede ønskebørn og kunne findes i både i fattige og rige miljøer her i landet. Der optræder omsorgssvigt, hurtige biler, guldkæder, stoffer, drømme om en fremtid med en god uddannelse.
Et digt at starte dagen med
Seminariets mediator, Nanna Bøndergaard Butter, der er PRISMAs research- og projektmedarbejder, er i gang med en rapport om mangfoldigheden, som den pt. tager sig ud hos børne- og ungdomsteatrene. Hendes oplæg på seminardagen var samplede bidder fra interviews med ti forskellige teatre, som hun havde nedfældet til et digt. Et digt om at være en fremmed på den danske scene. Her forsøgt gengivet i brudstykker:
‘Du er barn af en fortættet verden. Din onkel er fra Ghana, din mor fra Yemen… Din far har siddet på sin sofa i over tusinde år og mener han har sine rødder i danernes land…
Selv er du multikulturel på fødder og fly og med en finger på tasten. Du fejrer jul i Esbjerg, nytår i London og ser solen stå op i Obarsel i fasten. Dit vindue står åbent. Du tager hverken din nationalitet, identitet eller dit køn for givet…
Men når lyset tændes, spillet sættes til skue, er der kun repræsentationer af repræsentationer. Alle vil dig det godt… Der danses og synges, gøres badut… Det kan være svært at høre en fremmed der råber…
Du og jeg vi sidder fast i det samme net… ja det er ikke let. Du kan ikke slippe af scenen eller ud af strukturen… Her fortælles historier om os selv og hinanden. Dem og os… Performativt forvandles din identitet til min… Mens du smiler sødt, går du på besøg i det du tror er mig… som en (Carsten) Niebuhr på charterrejse fascineret af turistorientalisme. Det Lykkelige Arabiens fossiler og planter…
Hvis vi kan bytte vil jeg gerne være dig, men med det privilegie at definere mig. Så kom da bare ind på scenen, siger du. Som om jeg kunne træde ud af strukturen, ud af historien med hud og med hår… Jeg fortæller din historie, OK, stiller røven i klaskehøjde og kæmper din kamp…
Dem- og os-kriterier forvandles til demokrati gennem nyhederne. En konstant og overophedet dialog om værdier, normer og det der adskiller os to. Fra scenekanten stikker jeg min hånd i minefeltet, stiller flere spørgsmål end jeg giver svar, udfordrer og provokerer. Det er kunstnerisk kvalitet i ultraprivilegeret stil. Kald det hvide privilegier.’
Det er ikke tanken men handlingen der tæller
Lene Bull Christensen, forsker i køn, magt og mangfoldighed på Roskilde Universitet, forklarede i sit oplæg, hvorfor vi ikke kan læne os tilbage i selvtilfredshed trods dansk børne- og ungdomsteaters popularitet i udlandet.
Vi er nemlig alle involveret i strukturel racisme, der betyder, at i kraft af vores opdragelse, oplevelser og medier får vi indbygget et skjult reaktionsmønster i kroppen, mest styret af vores følelser, der får os til at reagere, ofte negativt, på noget der er fremmed.
Lene Bull Christensen viste os i forskellige nedslag i historiens løb, begyndende med oplysningstiden og koloniseringen af verden, hvordan vi i Europa ofte ranglistede andre folkeslag som underordnede eller ligefrem som ikke-mennesker.
Selv de mest humane af os havde og har stadig den holdning, at vi skal hjælpe de stakkels mennesker ude i verden med at opbygge det samme ‘demokratiske’ system som vi kender.
Forventet eller overraskende
Seminaret havde besøg af det svenske Teatercentrum (der i modsætning til det danske kompetencecenter af samme navn er en faglig organisation for de fleste af Sveriges frie teatergrupper, red.), som i projektet 'Friktionskraft' har udarbejdet analyseværktøjet 'Fōrväntat eller överraskande' til at italesætte mangfoldigheden hos både teatrene og teaterforeningerne.
Det er udgivet som et lille hæfte som kan downloades fra fra deres hjemmeside. 'Fōrväntat eller ōverraskande' består af en række spørgsmål inddelt i fem kategorier: ophavspersoner, manuskript, rollebesætning, opførelse og publikum.
Nogle eksempler:
– På vilket sätt är gruppen av upphovspersoner lika eller olika?
– På vilket sätt är ensemblen lika eller olika?
– Vilka roller i föreställningen … bestämmer? … tar initiativ? … blir kär? … tar ansvar? … bryter mot lagen? … är passiva? … offrar sig?
– Förutsätter föreställningen en publik som är … svenskspråkig? … seende? … hörande?
– Finns det flera roller i föreställningen som publiken/målgruppen kan identifiera sig med?
Hæftets spørgsmål er bare til privat diskussion, og ZeBUs kunstneriske ledere, Jørgen Carlslund og Marc van der Velden, havde på forhånd afprøvet materialet på teatrets egen forestilling ‘Voksen’. De fortalte, at materialet er fint til efterrationalisering, efter at en forestilling er lavet færdig, men at det ville hæmme deres kreativitet, hvis de skulle bruge analyseværktøjet som regelsæt ved skabelsen af en ny forestilling.
En del af spørgsmålene om ulighed tog Jørgen Carlslund for allerede givet i sit arbejde, f.eks. køns- og aldersfordeling og forskellig livserfaring, men at der også var nye parametre som de aldrig havde tænkt over.
Jørgen Carlslund sluttede af med at påpege den svaghed, at de mange spørgsmål mest tog udgangspunkt i den traditionelle måde at lave en teaterforestilling på; at man vælger et manuskript, caster nogle skuespillere, som instruktøren sætter i spil osv.
Skab et tableau
Seminariet sluttede med debat i små grupper. Arbejdsmåden fra art-based research gik ud på at diskutere og lave et billede af mangfoldigheden i dansk børne- og ungdomsteater med en æske plasticfigurer.
I den efterfølgende fremlæggelse kom grupperne med følgende udsagn:
– Girafferne i vores tableau illustrerer opmærksomhed på behovet for opmærksomhed. De går forrest mod en lysere fremtid.
– Hvis vi, der er mødt op på dette seminar, repræsenterer mangfoldigheden, så er der plads til forbedring.
– Vi synes selv, at vi er enormt forskellige, men vi kan bare ikke se hinanden.
– Hvad er det for eventyr eller tabuer, vi gerne vil fortælle, men ikke tør gribe fat i af skræk for at blive sat i bås?
– Vores publikum er mangfoldigt. Vi er på vej, men ‘tigeren’, som repræsenterer den politiske magt ved hjælp af økonomien, insisterer på at der skal vises ‘TEATER’.
Det er ikke forsent at være med
Selv om man ikke har deltaget i seminaret hos ZeBU på Amager er det stadig muligt at være med i projektet, modtage nyhedsmail om PRISMA og læse Nanna Bøndergaard Butters rapport. Det kan ske ved at sende navn og e-mailadresse til nanna@zebu.nu
