Af: Henrik Lyding

15. april 2016

Pas på spegepølsen!


Usikker blanding af foredrag og farce om alle de farer, der truer børn. Fra vippen på stolen i klasseværelset til fodbold og vandgang.


Velkomsten er let skræmmende. En skikkelse i gul sikkerhedsdragt scanner og desinficerer os ved indgangen. Her tages tydeligvis ingen chancer.

Vi slipper dog alle helskindede ind i teatersalen, hvor det heldigvis viser sig, at tonen er mere gemytlig. 'For en sikkerheds skyld' er nemlig ikke en forestilling om atomstråling og andre verdenstruende fænomener. I stedet befinder vi os i intimsfæren – hjemmet, skolen, fritidsaktiviteterne.

To sikkerhedskontrollører har indfundet sig for at lære os om alle de farer, der truer. Afsættet er den bedrøvelige kendsgerning, at 165.000 børn angiveligt kommer til skade hvert år.

I kontrollørernes optik handler det blandt andet om vippen på stolene i klasseværelset og onde klassekammerater, der lokker søde børn til farlige påhit. Men også om den usunde spegepølse, solens stråler og risikoen ved at gå i vandet.

Alt det skal der laves om på, mener de to kontrollører, der repræsenterer hver sin type – Maria Myrgaard er den ivrigt engagerede, Folmer Kristensen den forsigtige og forsagte, med hvem livet tydeligvis ikke har handlet vel. Han var sikkert den, der altid varmede bænke til skoleballerne.

Scenografisk usikkerhed

Igennem en god halv time præsenterer de os for en mængde farefulde hverdagssituationer; det meste fortalt og let demonstreret, mens andet gennemspilles for fulde farce-gardiner i den plastikstrimmel-indhegning, der udgør scenen. Strimler i de klassiske advarselsfarver: gul og sort.

Inden for dem er de to konsulenter nemlig i sikkerhed, fortæller de os, og kan derfor aflægge deres sikkerhedsdragter – udenfor sidder vi og repræsenterer den verden, de ikke rigtig tør gå ud i. Resten af scenografien består af nogle mobile kasser, et par afskærmede sikkerhedsrum og tre projektører.

Og dermed er vi fremme ved den første af de iscenesættelser- og scenograf-usikkerheder, der desværre præger forestillingen. Den sparsomme scenografi giver nemlig en uskøn udsigt til lokaliteterne bag spillearealet, i dette tilfælde et stort flygel og en trist bagvæg. Fint nok, hvis ideen er, at dette bare er et lokale på en skole, hvortil konsulenterne er ankommet for at holde sikkerhedsforedrag. Men hvad laver projektørerne så? Og den indlagte musik, der tydeligvis styres af en tekniker i baggrunden.

Den slags signalerer jo teater. Men er det teater, havde det unægtelig været skønt med en samlende og fokuserende afskærmning, gerne i form af en sort bagvæg. Fraværet skaber et unødigt flimrende og diffust scenerum, der heller ikke får fokuseringshjælp af de beskedne tre projektører.

Foredrag eller farce

Spillestilen har samme problem. Kontrasten mellem de to er fint tænkt, og Maria Myrgaard slår sådan set stærkt nok igennem, mens Folmer Kristensen bliver alt for forsagt og hverdagsagtigt lavmælt, hvilket får parløbet til at tabe nødvendig energi og afføder den næste usikkerhed: Foredrag eller farce. De første ti minutters ret saglige – og kun sparsomt morsomme – gennemgang tyder på foredrag. Men så slår farcen pludselig igennem i en enkelt scene. Alene hjemme hos en pige, der skal lave mad – det koster hende både fingeren, øjnene og tungen! Og senere en vild jagt på stranden, hvor den kvindelige konsulent forfølges i vandet af en dræber-rødspætte!

Ren farce, ret sjovt. Men hvorfor lige de to scener, hvorfor ikke hele forestillingen? Som små komiske oaser dukker det groteske op, men forsvinder desværre igen til fordel for det mere tørt fremlæggende, hvor teksten langtfra er skarp og sjov nok til at bære ren tale.

Køn morale

Moralen er lige så køn som den er forudsigelig og beskeden. De to konsulenter opdager, at deres påstand om, at intet er sikkert i denne verden, jo også må betyde, at det ikke er sikkert, at alt er farligt. Hvorpå de sprænger de sort-gule sikkerhedsstrimler og kommer ud i verden til os.

En anden, utilsigtet morale er nok desværre, at der er sjovere ude hos os end inde hos de to inde i sikkerhedszonen. I hvert fald hvis de og instruktøren ikke giver forestillingen en tur gennem vridemaskinen og undervejs træffer nogle klarere valg.

Især valget om at skrue gevaldigt op for farceringen. Belærende foredrag får ungerne sikkert rigeligt af i skolen i forvejen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang