Ved et bord i højre side af scenen sidder Martin Ammundsen med sin computer og ligner en introvert scenetekniker ramt af rampelyset. Vi får at vide af Basse J. Dam, der står på scenen, at det er hans søn, som afvikler forestillingen. Basse J. Dam spiller Svend Tveskæg, og snart har han brug for én til at spille sønnen Knud. Hvorfor ikke få sin egen søn til at springe ind i den rolle?
Lidt betænkelig tager Martin Ammundsen jakken af og går ud på gulvet. Og selvom der faktisk sidder et par brede skuldre og markerede overarme på skuespilleren Martin Ammundsen, så får han alligevel sin afvikler-figur til at fremstå splejset og træg – som en teenager, der endelig er blevet lokket væk fra computerskærmen og ud i den friske luft.
Nu står de side om side og vugger i takt, mens vikingeskibet krydser det bølgende og brusende ocean i retning mod England. Det er altså tydeligt, at vi skal ud på en dannelsesrejse med Knud, som enten vil gå i sin fars fodspor som krigerisk vikingehøvding eller blive mønsterbryderen, der sejrer med hjerte og hjerne.
Har vi egentlig nogensinde set en far-søn-fortælling i vikingeindpakning? Og med så simpel og dog så virkningsfuld en metafortælling – at afvikleren er skuespillerens søn, som skal hjælpe med at få forestillingen i mål? Sikke et potentiale!
En anden historie
Desværre varer dette far-søn-øjeblik kun få minutter. Og snart efter finder vi ud af, at det slet ikke er dén forestilling, vi skal se. Vi skal simpelthen bare ud på et vikingetogt, hvor målet er at hakke englænderne i småstykker. Det gør de med vikingebrøl, sværdfægtning og gidseltagning. Gidslerne bliver taget blandt publikum, der nu går rundt i kæde på scenen bag skuespillerne, mens slaget flytter sig fra by til by.
Hele baduljen serveres med en lydkulisse af tegnefilmsagtige lyde og musik, der indimellem overdøver replikkerne. Og spillestilen pendulerer imellem gimmick-agtigt skuespil og klassisk storytelling.
Nå, men ud til højre med dét, vi altså ikke får i ’Vikingernes konge’. Hvad får vi så?
Vi får action, underholdning og en lille smule vikingehistorisk lærdom. Mathias Rosenkildes lydunivers er både stemningsfuldt og morsomt, og når publikum inddrages på scenen, bliver det næsten et helt nummer i sig selv. Og ikke mindst er Basse J. Dam en udmærket historiefortæller, der evner både at holde kursen i fortællingen og holde de mest curlingagtige bedstemødre med kamera og håndsprit væk fra scenen imens.
Potentiale til mere
At vi i begyndelsen bliver præsenteret for et helt andet tema, der i bund og grund ikke har noget med fortællingen at gøre, er en dramaturgisk tanketorsk. Det vidner om, at Teater Lux ikke rigtig har besluttet sig for et formål med forestillingen, hvilket for en anmelder er temmelig afgørende.
Jeg håber dog, at selvom historien i høj grad kritiseres i nærværende anmeldelse, så er det tydeligt for læseren, at der også er masser af kvalitet og god børneunderholdning at komme efter.
Vi kommer ikke uden om at slå nogle englændere ihjel, når vi er på vikingetogt, og det slipper Teater Lux afsted med, uden at det bliver alt for blodigt. Og med efterhånden otte publikummere på scenen, der er med til at lave fægtebevægelser, bliver det også nogle muntre slag at betragte. Vi morer os, og det gør de små vikingestatister åbenlyst også.
Derfor kan det i høj grad anbefales at se ’Vikingernes konge’ – særligt hvis man er af den krigeriske og fægteglade type. Budskabet er blot, at vi tydeligt kan se på forestillingen, at Teater Lux har potentiale til endnu mere.
