Marc van der Velden er trukket i klovnetøjet. Børnene klukler, da han iført alt for store blå stumpebukser og kridhvide knæstrømper dukker frem og ser totalbetuttet ud.
Verden er helt afgjort ny for ham. Og svær. Og det kan børnene selvfølgelig lide at se – for det er klokkeklar genkendelse i poetiske klæder.
Den nu ikke længere selv årsunge Marc van der Velden kan lægge ansigt og krop i elskeligt ultra naive folder. Krop, gestik og mimik emmer af fortabthed, uskyld og uvidenhed overfor den verden der ligger foran ‘den blå uskyld’. En verden, der kræver ‘det store spring’. Men vejen til at nå op på og springe ud fra vippen er brolagt med prøvelser.
Først forældrenes overbeskyttende adfærd. De trækker en sweater ned over hovedet på ham og putter hans fødder i støvler. Og de slæber af sted med ham. Bærer ham på deres egne fødder. Kaster ham hen over ryggen som en slaskedukke. Og knuger ham ind i favnen som en besiddelse. De lader i det hele taget ikke staklen få et ærligt livsafprøvende ben til jorden.
Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff er kropsligt vævre som de to stor-bebrillede forældre. Iført forklæde og slips mosler de dominerende og storsmilende rundt med en skræmt dreng, der skiftevis holder sig for øjnene og ørerne. Som tre klovne på livets manege krydser de tre spillere rundt på scenen.
Publikum genkender og ler. Det er sjovt det her og det giver mening. ’Tror du han kan klare sig selv?’ spørger en dreng bag mig sin voksne ledsager. Og det befordrer oplevelsen at spillet er fyldt med dynamisk melodi og god timing.
Vipper og biceps
Siden trækker Faarup i en stor kittel, og Kirchhoff smækker en kasket bagvendt på hovedet. Nu er de mere abstrakte figurer. Eller rettere en arkitekt og en atlet. Faarups arkitekt arbejder meget koncentreret med at konstruere bygningsværker. Først med tommestok. Siden udfører hun sine skitser med stiger af træ, der anbringes på kryds og tværs af hinanden så de danner broer, stiger og vipper.
Kirchhoffs atlet vender derimod blikket indad for meget muskelfikseret at kaste sig ud i diverse bicepsstyrkende øvelser. Planker samles og anbringes forskellige steder i rummet og armbøjninger tages og muskler vises frem for den måbende dreng, der hverken interesserer sig for, forstår eller kan følge med de to voksnes ideer og tempo.
’Det Store Spring’ er en meget fysisk forestilling. En forestilling som uden ord og på vrøvlesprog gennemspiller en drengs proces fra overbeskyttet lille knøs til styrthjelmsbarnet, der oplever små sejre og til sidst vover springet. Eller gør han? Er det ham selv der springer?
Denne afgørende passage virkede lidt uklar, da jeg så forestillingen. Vi er ikke i tvivl om, at drengen fatter mod og klatrer op på rampen. Marc van der Velden giver også – grådkvalt og med bævende blik og tårer på spring – ganske overbevisende udtryk for, at det er grusomt angstprovokerende og bestemt ikke sjovt at stå der svimlende højt oppe.
Børnepublikummet forsøger på bedste solidariske vis at gøre de to forældreroller på scenen opmærksom på, at de da for pokker skal hjælpe staklen deroppe. Først overhører de børnene. Men lidt efter griber de ud efter drengen og hjælper ham med at komme godt ned på jorden.
Er det mon udtryk for, at forestillingen vil vise, at voksne skal huske at være tilstede og støtte deres børn? Det vælger jeg at opleve det som, for ellers havde et ‘på helt egen hånd’-spring jo været det mest sejrsfyldt for drengen.
Hvor indledningen fungerer fint, kommer der også undervejs spilpassager som virker lidt vanskelige og som ikke fungerer helt så dynamisk. Af programteksten fremgår det, at drengen ‘for at vove springet, må i kontakt med mørke drifter og dybe længsler fra sin underbevidsthed, han ikke anede eksisterede’.
Dette træder ikke helt indlysende frem i det ellers så fascinerende og fint udfordrende scenesprog. Et scenesprog hvis styrke er det universelle, kropsligheden og poesien, og som også som sin medspiller har en meget stor skrøbelighed.
