»Du er ikke stærkere end mig,« hvisker drengen på forreste række.
Han sidder på en træbænk i et mørkt rum. Hans kammerater sidder omkring ham – men det er ikke dem, han adresserer. Det er Elin. Hun går rundt og spiller med musklerne. Lige før var hun lille og slap, men for øjnene af drengen og hans kammerater har hun forvandlet sig til verdens stærkeste. Drengen knytter hænderne i luften.
Det er et underligt, magisk rum – den lille, store teatersal med højt til loftet. Den er mørk. Det er en forvandlingshule. Man går derind – og når man går ud, er man ikke længere helt den samme. Det knager i identiteten hos drengen på første række i takt med, at hans knyttede næver åbner og lukke sig. Det gyser og rykker og river i de børn, som går i teatret med en voksen i hånden – og en lille time senere kommer ud i dagslyset. Hvad er det, der sker?
Vi vokser gennem mødet
I Danmark går børn i teatret. Og med god grund. De går i teatret og oplever noget af verdens allerbedste børneteater. Danmark har ry for at levere teater i øjenhøjde med sit publikum – teater, som bevæger, inddrager, forundrer – og forløser. Det gode teater er fortællinger om at være menneske, fortalt på en måde, som bringer mennesket tættere på sig selv – og et skridt længere ud i livet. I Danmark har vi skabt en børneteatertradition, som folk fra hele verden kommer for at se på. Lytte til. Og eksportere til deres egne egne. Det hele starter med troen på, at barnet er værdifuldt…
Vi vokser, når vi kan identificere os. Vi vokser, når vores identitet konsolideres og bekræftes. Vi vokser, når vores identitet rystes, når vi famler rundt i halvmørke efter noget, der kan give en ny mening og finder det. Vi vokser gennem mødet. Børn har brug for pejlemærker på deres vej til at udfolde sig selv, brug for voksne, som viser vej, brug for historier og fortællinger, som beretter om veje og vildveje, om at generere mod, om afslutninger og begyndelser.
Nogle af disse fortællinger møder barnet i sofahjørnet, hvor en voksen fortæller eller læser, hvor varmen fra den voksnes krop giver modet til at høre om det, der gør ondt – og hvor den fælles latter løfter den fælles tro på livet og det gode. Andre fortællinger ser barnet på tv… Men hvorfor virker teatret ofte så meget stærkere end det medie, som på mange måder kan det samme? Hvorfor skal barnet tage sin voksne i hånden og gå hen i forvandlingshulen?
Troværdighed er et nøgleord
På scenen ligger en dreng i en seng. Han er syg. Sengen er en hospitalsseng. To sygeplejersker passer ham – to skønne kvinder med enorme fortænder, kæmpe briller, kitler og træsko. De er skrupskøre og gør os helt bløde i hjerter og knæ med deres vanvittige klovnerier. Midt i balladen ligger drengen og bliver mere og mere syg. Han har mistet sin mor. Måske dør han lige om lidt – af sorg.
Den yngste tilskuer er et stort børnehavebarn. Den ældste er bedstefar. Vi er tryllebundne. I den komisk-groteske ramme får de to piger fra Frøken Fracasos Kompagni fortalt historien om, hvordan den helende fortælling kan samle stumperne af et iturevet hjerte til et meningsfuldt hele. Vi er snurret ind i tøsetryllerier med resonans i en solid klovnetradition – og får fortalt historien om, hvordan Bertram bliver rask – ikke af medicin, men af fortællingen om Dronning Mor. Åh, hvor er vi forelskede i de to klovnepiger – men det er ikke kun forelskelsen, der gør hjerterne lette. Det er også den nyvundne tro på, at selv den værste smerte kan føles meningsfuld.
Troværdighed er et nøgleord, hvis vi skal flytte os, flytte os i retning af tro og tryghed og nye horisonter. Identifikation er et andet. Begge dele er til stede i det rum, det fysiske rum, som skuespilleren og tilskueren har fælles.
Den magiske grænse
»Jeg oplevede engang, at hele salen holdt vejret sammen med mig – og først, da jeg åndede ud, åndede salen med.«
Jeg smuglytter til en samtale mellem to skuespillere i kantinen. I forvandlingshulen får skuespilleren og tilskueren et fælles åndedræt – ikke kun rent fysisk; på en eller anden måde bliver de to del af den samme organisme. Det rigtige, levende menneske, som står overfor mig, er mere troværdigt end den todimensionelle udgave, jeg ser på tv. Jeg tror på det menneske, jeg accepterer præmissen om, at Elin er verdens stærkeste, selvom hun for et øjeblik siden ikke engang kunne åbne vandhanen. Det bliver til virkelighed for mine øjne – og for drengens, på forreste række, og derfor udfordrer Elin ham.
Selv helt små børn fornemmer den magiske grænse, som er på det nøgne gulv mellem tilskueren og spilleren. De går hen mod den farvestrålende scenografi men standser så brat, som havde de mødt en usynlig snor. Først efter forestillingen, når spilleren smider masken og inviterer børnene til at kigge og røre, kommer de nærmere.
Som tilskuere accepterer vi præmissen om, at vi er medskabere af det magiske rum, som omgiver spilleren, som vi både er-en-del-af og ikke-er-en-del-af. Og fordi magien er stærk, er muligheden for identifikation og forvandling derfor også stærkt tilstede.
Inspiration til leg
Drengen, som knytter hænderne, har lyst til at gå op og give Elin en gang bank, så hun kan forstå, hvem der er den stærkeste. Og det er både-en-mulighed og ikke-en-mulighed og derfor er spændingsfeltet så stærkt. Og i det stærke spændingsfelt ligger magien.
Vi skal tage vores børn med i teatret, fordi teatret kan noget, ingen andre medier kan ligeså stærkt. Børnehavebørn, som kommer i flok, får en fælles oplevelse og har, fra det øjeblik, en stærk fælles reference til væsentlige eksistentielle eller praktiske problemstillinger. Eller inspiration til legen i børnehaven, hvor de skiftes til at være Elin, den stærkeste i verden. Og det er af mindst ligeså stor betydning, som selve teateroplevelsen: Inspirationen til selv at sætte sin virkelighed i spil. Identifikation, som havde et æstetisk afsæt i teaterrummet, får nu frit løb i den personlige udfoldelse af fortællingen.
Persongalleriet skiftes ud med et kendt – Elins brødre får andre navne, alt efter hvem, der er ‘Elin’. For teatret lærer nemlig også børn at man kan: Man kan spille teater, man kan skabe sig – i betydningen at være skabende, at forholde sig kreativt og ikke blot reaktivt til sit liv.
Det værdifulde barn
Bodil Alling fra Børneteatret Gruppe 38 sagde i et inteview forud for den årlige børneteaterfestival: ‘Hvis det er godt, er det også for voksne. Hvis det ikke er godt, er det ikke for nogen’. Og her er essensen af, hvad dansk børneteater kan: Fortælle de største, eksistentielle dramaer, så alle kan være med. At være fanget mellem løgnen og udfrielsen på den ene side – og sandheden og sanktionen på den anden, er ikke et tema, som er forbeholdt Strindberg eller Tjekhov. Det er et dilemma som lige så vel kan udspilles i historien om Malle, som skal handle, helt alene – og kommer hjem med det forkerte. Skal hun sige sandheden og indrømme sin fejl? Eller skal hun give skylden til grønthandleren, og betale prisen ved at bære sin egen løgn? Av. Et hurtigt blik rundt blandt de øvrige tilskuere og det er nemt at afgøre, at vi har alle sammen været der.
Det hele starter med troen på, at barnet er noget værdifuldt. Og som voksne kan vi vælge at nære det værdifulde med værdifulde og meningsgivende oplevelser. Teater er et tilbud om nærvær – et nærvær, som ikke kan malkes ud af selv den bedste tegnefilm. Et nærvær, som baserer sig på, at rigtige, levende mennesker og ånder og lever en fortælling sammen med barnet. I det samme rum. I en fælles, fysisk forvandlingshule. Vi har ikke rigtig råd til at lade være.
Tag dit barn i hånden
Det gode børneteater indskriver barnet i en dynamisk kulturtradition, som nok har en dannende funktion – men som i lige så høj grad er livskvalificerende. At være aktive deltagere i en kultur forudsætter, man kan sproget – ikke nødvendigvis det talte sprog, men det sprog, som formidler og fortolker fra udspringet af eksistensens kilde.
Også derfor skal børn møde teatret som små – for at vedblive at være livlige kulturvæsner som oplever, relaterer til og udvikler sig gennem kunst og kultur.
Kultur er samfundskit. Kultur er feltet, hvor vi tolker og forstår vores egen og de andres virkelighed. Både den nære nabos virkelighed – og naboen på den anden side af Jorden.
Teatret er rummet for det stærke møde – det stærke menneskemøde og det virkelighedsomvæltende, lattervækkende og eftertanketrickende kulturmøde.
Børn bliver stærke, små mennesker af at gå i teatret. Tag derfor dit barn i hånden og gå en tur i forvandlingshulen. Og vær glad for at være borger i en by, i et land, der tager barnet så alvorligt, at I sammen kan gå i teatret.
Pernille Nederland er kommunikationsmedarbejder på børneteatret Skægspire i Odense. Hun har bl.a. undervist i musik, billedkunst og drama og underviser stadig voksne i at skrive kreativt. Desuden har hun produceret portrætudsendelser til tv. Ovenstående tekst har været bragt i lettere beskåret version som kronik i Fyens Stiftstidende.
