SYDDJURS 2023: Jeg er på Aprilfestival – igen.
Det er ikke første, ikke tiende eller tyvende gang. Nok nærmere et par og tredivte… og så kan jeg endda sagtens få øje på folk i mængden her, der har været her flere gange end mig.
Det ene år har taget det andet og jeg er her stadigvæk, i børneteatret, så selvfølgelig skal jeg på festival igen.
Det er blevet mit liv. I en sådan en grad, at jeg nu er blevet blandt de gamle i branchen.
Ikke som argument for at jeg dermed er blevet klogere. Men alligevel: ERFARINGEN – den kan ingen tage fra mig:
Har været i den her samme begivenhed rigtig mange gange, set den løbe af stablen og udvikle sig igennem flere forskellige tidsaldre – i forskellige “kontekster”, om man vil. Det giver alligevel et særligt perspektiv – måske værd lige at hæfte sig ved?
Der er i hvert fald noget, der falder mig i øjnene den her gang, set i lyset af al tiden, der er gået; af samfundet der har forandret sig – og den her festival, der stadig er der…
En erkendelse der starter her på festivalen, med en videotale af kulturministeren og fortsætter senere med en kande kaffe, der får mit pis i kog. En kombination af oplevelser, der kilder min retfærdighedssans og får mine kætterske tanker om Aprilfestivalen i gang…
FESTIVALEN 2023 ER LIDT af et nød-arrangement og derfor kortere end ellers, så åbningsarrangement i Maltfabrikken i Ebeltoft falder på en fredag.
Frem på en skærm toner vores kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som ved sin tiltræden har trodset alle mine ellers så forudfattede forventninger gennem at udtale sig helt usædvanlig positivt om kulturens og kunstens betydning for samfundet og for nødvendigheden af at øge kulturbudgetterne.
Det er da alligevel noget at sige…!
Og Jakob følger denne aften trop på skærmen ved at give Aprilfestivalen sin velsignelse. I utvetydige vendinger priser han festivalen for dens betydning og uundværlighed, for dens evne til at skabe ringe i vandet for teatrene og dermed give børn og unge mulighed for at møde scenekunsten.
Jeg er ikke naiv, kan godt høre at ministeren læser ordene op, og at de måske ikke ligefrem springer direkte ud af hans egen erfaring. Mest sandsynligt er det, at Jakob aldrig har været på en Aprilfestival, og at det han siger er forfattet til ham af indsigtsfulde embedsmænd.
Men alligevel: Hvad han siger, er godt. Og lagt sammen med, hvad han ellers har sagt, er det løfterigt, og han taler trods alt på vegne af en flertalsregering.
Så tænk, tænker jeg, tænk engang, hvis manden virkelig skulle have magt som han siger, at han har agt, og måske er villig til at tænke nyt omkring kulturens og kunstens kår? Tænk hvis han er manden, der kan løfte festivalen ind i professionalismens tidsalder, hvor også kunstnere får penge for deres job?
JEG KAN JO KUN BEKRÆFTE og underbygge ministerens ord om Aprilfestivalens betydning:
Vigtig i sin funktion som formidlingscentral og salgsmesse, også selv om mange teatre i dag hævder, at de ikke længere sælger så meget ad den vej.
Vigtig som manifestation og synliggørelse af scenekunsten for børn og unge i værtskommunen og samfundet, den årlige sisyfos-handling.
Men allervigtigst er den, synes jeg: Som centralt årligt samlingspunkt for et helt miljø.
Det er nemlig her, at Aprilfestivalen bliver til særlig i hele verden: Intet andet sted findes en så stor og så åben festival for en hel børneteaterbranches udøvere.
Ingen andre steder findes der en sådan mulighed for vækstlaget.
Ingen andre steder findes en sådan samling af miljøet.
Jeg ved, hvilken stor betydning, det har haft for udvikling af mit eget teater, at vi har kunnet være en del af et miljø, hvor vi har kunnet lære vores kolleger at kende, se de andres forestillinger, få perspektiver på teatret, dyrke faglige diskussioner, finde inspiration og nye samarbejdspartnere.
Jeg ved, at det slet ikke er sådan alle steder, i de andre lande.
Så: Aprilfestivalen er særlig. Den har været helt central for udviklingen af den danske scenekunst for børn og unge. Og skal blive ved med at være det. Det synes jeg. Lad det være sagt.
VI SLÆBER IND til weekendens forestillinger. Stedet er EBIC, Ebeltoft Idrætscenter. Her ligger to store haller ved siden af hinanden, og mindst 10 store scenografier er ved at blive sat op.
Teaterbilerne kører frem på skift. Teaterfolket slæber. Et folk, jeg er en del af. Jeg slæber.
Et par ældre formidlere er kommet tidligt, de følger mig med øjnene, mens jeg passerer forbi med en dæmper, og jeg hører den ene hviske:
“Ja, så gør de det igen, er det ikke utroligt?”.
Jo netop, utroligt, tænker jeg, og føler et sus af betydning midt i mit slæberi.
Jeg skyder brystet frem og ranker på ryggen, selv om det godt kan mærkes i min aldrende lænd, at dæmperen er tung.
Jeg ved det nemlig!
Jeg ved, at jeg er i gang med at eksekvere det utrolige, sammen med kollegerne, at vi er i gang med at skabe Miraklet: Festivalen – det som vi er bedst til i hele verden…!
Om ikke til at spille teater, så i hvert fald til at sætte op og pille ned!
For det kan vi bare, vi danske børneteaterfolk!
Bom bom, så står det der bare! Og bom bom, så er det væk! Og vi klarer det hele selv.
Mens sveden perler…
DER ER STILLET KAFFE frem i hal-cafeteriaet, og jeg forsyner mig løbende.
Kaffe er drivmiddel for en børneteatermand som mig. Det går ikke uden kaffe.
I mit teater har vi ført det ind i vores kontrakt til spillestederne:
“Vi behøver kaffe og mælk, og hvis det er dobbelt-forestilling vil vi være glade for en lille bid brød”,står der, ydmygt formuleret.
Men så, på denne formiddag, og lige ovenpå slæberiet, hvor jeg mest har brug for det – så er kaffekanden i cafeteriaet tom!
Jeg går op til cafeteria-damen og beder om påfyldning.
Og så siger hun NEJ!
Jeg skal betale for kaffen, siger hun. Kaffekanden der er stillet frem, er slet ikke til mig, den er til de FRIVILLIGE.
Det er som om der sker noget i mig i det moment.
Som om noget rødt, en dybere uretfærdighed, begynder at koge. Selvom jeg godt ved det bare er kaffe, er der mere på spil. En større sag.
“Jamen, vi er jo teaterfolk, det er jo os der slæber, og faktisk er vi også en slags frivillige”, får jeg argumenteret.
“Det må du snakke med arrangørerne om – de der… Teatercentrum”, siger hun.
JEG HAR PÅ DET TIDSPUNKT ikke mødt de rigtige frivillige endnu, de er der nemlig ikke til at hjælpe os med at slæbe ind. Det er ellers også noget, som vi skriver i vores kontrakt til spillestederne, at vi gerne vil have to hjælpere til at hjælpe os med at slæbe ind. Men de frivillige her på festivalen har først fået besked på at komme senere.
Når de kommer, og det er så godt, at de kommer, ser de for øvrigt heller ikke ud til at være så meget bevendt i forhold til at slæbe.
De hjælper os med at lyse for publikum i den mørke hal – og det er fint. Jeg ved ikke om de får drukket kaffe.
Kaldte jeg mig for Frivillig?
Helt ærligt, hvor kom det fra?
Jeg føler mig jo alt for involveret i det her til at kalde det frivilligt: Jeg, som er her af meget tungere årsager, drevet af at skulle udøve mit erhverv, sælge forestillinger, møde kolleger, jeg som ER festivalen, en af dem der leverer det, det hele drejer sig om: Teater.
Det er sgu ikke frivilligt, det er mit liv!
OG SÅ ALLIGEVEL: I en presset situation, hvor udsigten til at skulle betale for kaffen lurer, er der noget i mig, der får mig til at ligestille mig selv med de frivillige!
Det er det her:
Vi lever i en tid, hvor højeste prioritet og værdi i samfundet drejer sig om at have job og udøve professionel gerning, og hvor det professionelle liv er defineret af, at man får betalt for sin indsats.
Alt der ikke betales for, henligger i frivillighedens og amatørismens sfære – og er for øvrigt altid forbundet med meget lavere status.
Aprilfestivalen må siges at ligge i grænselandet, afhængig af synsvinkel.
For nok er vi alle professionelle i vores hensigter, men vi teatre får reelt ingen penge – og ingen kaffe – for hvad vi laver på festivalen, faktisk koster det os mange penge at være her, vi håber bare på at få pengene ind senere – gennem salg af forestillinger.
Man kunne fristes til sige, at vi er her på amatørvilkår – og det er dér, at sammenligningen med de frivillige nok finder vej ind i mit plagede sind.
MEN VI ER JO PROFESSIONELLE. Det gør det derfor måske mere rimeligt at anskue Festivalen på lige fod med andre fags branchemesser, hvor det også typisk er firmaerne, der betaler for arrangementet.
Den analogi giver mening for så vidt at det jo er teatrene, som betaler for både festivalen og Teatercentrum i et stort regnskab, hvor også værtskommunens bidrag indgår.
Teatrenes bidrag består af deres forestillinger, som de donerer gratis, og statens tilskud sikres ved at man trækker refusion af forestillingernes værdi.
Et snildt regnskab, må man nok sige.
Skabt for i sin tid at sikre Børneteaterfestivalens eksistens.
Men teater er bare ikke helt at ligestille med f.eks. bilbranchen, eller andre lignende overskudsgivende virksomhedsbrancher.
Det er langtfra givet, at en deltagelse på festivalen, i dens tilspidsede konkurrencesituation med 150 forestillinger, kan omsættes i aftaler for den kommende sæson, og at overskuddet herfra dermed er i stand til at finansiere teatrets deltagelse på festivalen.
Ikke givet at teater giver overskud. Mange teatre får reelt underskud ud af deres deltagelse.
Og udgifterne til løn, overnatning og diæter tvinger dem derfor til måske kun at være på festivalen i de dage, hvor de skal spille. Det er tilfældet for mange af de nye, tilkommende teatre.
Og dermed ændrer festivalen og kulturen omkring den karakter.
Funktionen som mødested for branchen er truet.
JEG VED, AT DET ikke altid har været sådan. Festivalens form er blevet til i en helt anden tid.
En tid hvor presset fra “professionaliseringen” var mindre; hvor man som scenekunstner kunne gå uforstyrret på dagpenge i lange perioder. Hvor man sågar kunne få A-kassens tilladelse til at gå på festival på dagpenge. Og hvor alle teatre boede sammen og selvfølgelig fik hele deres overnatning arrangeret og betalt af Festivalen.
Siden er professionaliseringen sat ind overalt, og alle andre, der omgiver børneteatret – formidlere, tilskudsgivere, festivalarrangører, skolelærere – står i helt anderledes sikre og vellønnede ansættelsesforhold end os, der står på scenen og bærer hele risikoen.
Presset om at skulle leve op til professionalismen er øget, samtidig med at vilkårene for deltagelse på festivalen gradvist er blevet forringet.
DET BEKYMRER MIG som mangeårig børneteatermand og festivalvidne, hvis teatrene ikke kan være på festival på en måde, så de mødes, lærer hinanden at kende og deler hinandens kunst og erfaringer.
Og det kilder min retfærdighedssans, at teatrene, som i en vis forstand “betaler hele gildet”, ikke har mere indflydelse på den festival, de er centrum i, og at de ikke gives mere rimelige økonomiske vilkår.
Det kan åbenbart få mig til at se rødt og kræve gratis kaffe af en intetanende cafeteriadame.
Og det kan få mig til at have forventninger til en ny kulturminister, som gerne vil fremme kunstnernes kår.
