Med Amager Kulturpunkt som centrum er der lagt op til endnu en deltageraktiverende SpringFestival, hvor ni internationale og seks danske forestillinger skal konkurrere med en mekanisk legepark og en masse kunstneriske værksteder om opmærksomheden.
Og med det forventede folkemylder på Musiktorvet, der med sin nye overdækning er blevet endnu mere markant og brugervenlig og vil danne ramme om en række udendørs og gratis forestillinger m.v., får SpringFestival samme udtryk af fornøjelig kulturel markedsplads som sidste festival i 2014.
Og der er tale om en helt bevidst og klar strategi, fortæller den ene af festivalens kunstneriske ledere, Marc van der Velden, der også deltager i lederskabet med Jørgen Carlslund i teatret ZeBU, som i 2007, lancerede denne internationale, biennale teaterfestival for børn og unge.
»Det kan godt være, at de mange sideaktiviteter fylder en del, men vores kunstneriske hovedlinje er uændret: Det gælder om at give publikum en smagsprøve på spændende, internationale forestillinger, suppleret med udvalgte danske. At skabe en lokal festival med global forankring.«
Den økonomiske virkelighed
Den lokale forankring er også på plads: Festivalen arrangeres af ZeBU i samarbejde med Børnekulturhus Ama’r og Amager Kulturpunkt med de fire spillesteder og Musiktorvet inden for få meters afstand. Det giver en fortættet stemning, der i forrige års solbeskinnede udgave var en hel forestilling i sig selv.
SpringFestival 2014 samlede således over 10.000 tilskuere, hvor næsten halvdelen benyttede sig af flere tilbud ud af de sammenlagt 120 forestillinger og aktiviteter.
Men en succes er ikke nødvendigvis lig med en lettere gang på jord for den næste festival.
»Vi må hver gang starte helt forfra med at skrabe penge ind til festivalen. I år var det tæt på at mislykkedes, men trods færre store bidrag gjorde mange flere små donationer udslaget – og trods et lidt mindre samlet tilskud (fra 1,3 til 1,2 mio. kr., red.) er det lykkedes at lave en festival med samme antal forestillinger som 2014,« fortæller han til teateravisen.dk
Der er så flere inkluderende aktiviteter, hvilket bl.a. skyldes øget samarbejde med Børnekulturhus Ama'r. Og også afspejler den økonomiske virkelighed, idet budgettet indeholder færre penge fra Lokalrådet, som kun støtter aktiviteter øremærket til lokale skoleelever, dvs. workshops m.v.
Synlighed og gratis oplevelser
Alligevel burde SpringFestival virke som en markant murbrækker for teaterinteressen på Amager og som en god branding af både ZeBU og samarbejdet med de lokale skoler og kulturinstitutioner for børn og unge, men sådan fungerer tingene ikke, siger Marc van der Velden.
»Det ville kræve væsentligt flere midler og meget mere arbejde at markedsføre og synliggøre festivalen for alvor – ganske som vi har erfaret, hvor sejt og langsommeligt træk det har været at tiltrække publikum som nyetableret lille storbyteater på Amager.«
SpringFestival er dog et godt forsøg, der er helt målrettet lokalsamfundet og som lokker med et festivalprogram, der bugner af gratis forestillinger udendørs, gratis aktiviteter på scenekunstneriske værksteder, gadeparade m.v. Samt særdeles overkommelige billetpriser på de indendørs forestillinger.
Og spørgsmålet er vel, om man skulle gøre som den nys afviklede SWOP-danseteaterfestival i Roskilde og de årlige Aprilfestivaler og Horsens Teaterfestivaler, der alle opererer med gratis billetter til det hele….
»Vi har da overvejet det, for billetsalget kaster ikke så meget af sig, ligesom det koster i administration m.v., men der sker hurtig en devaluering af oplevelsen, når 'børneteater er noget, man bare kan komme til',« siger Marc van der Velden.
»Problematikken opleves jo også omkring gratis koncerter, streaming af film, musik osv. Publikum vænner sig til, at ting ikke skal koste noget eller meget lidt – og pludselig opleves det så som dyrt at gå to voksne og to børn i børneteater, selvom billetpriserne er ganske lave.«
Internationale fristelser
Med billetpriser på 40-80 kr. til de entrékrævende forestillinger burde det ikke vælte budgettet, og ellers er der som nævnt et hav af gratis oplevelser udendørs på Musiktorvet.
Her vil der også være mulighed for at købe mad og drikke til både små priser og med særdeles god samvittighed. Det er nemlig kvinderne fra Trampolinhuset, der står for forplejningen. De kommer fra hele verden som flygtninge og asylsøgere og får som frivillige i Trampolinhuset meningsfuld beskæftigelse og kontakt til det danske samfund.
Og indtægterne fra madsalget er i en sindrig konstruktion af international solidaritet og støtte direkte med til at bakke op om Trampolinhusets arbejde.
Således er de kulinariske fristelser vel næsten som de kunstneriske ditto på SpringFestival: Det handler om at skabe rammer for mødet med og mellem forskellige lande – og give børn i alle aldre og deres voksne nogle gode oplevelser, der 'rykker og skubber', som SpringFestival skriver på sin hjemmeside.
Aldersgrænser for alle…
Og lige det med alder har Marc van der Velden absolut en kommentar til, da teateravisen.dk's programgranskende skribent foreholder ham, at de fleste forestillinger synes for de helt små og ikke meget større og om det monstro er et bevidst valg…
»Det er faktisk problematisk med disse aldersgrænser, for det får tilsyneladende en helt forkert effekt, når man laver en aldersindikator som fx 'fra 6 år'. Det opfatter mange så som om, at forestillingen nærmest kun er for de 6-årige – i stedet for at forstå, at den så er seværdig også for alle større børn, unge og voksne.«
Så man kan altså trygt tage sine lidt større børn med til de mange forestillinger, der i programmet er markeret med 'fra 6 år' (se faktaboks), uden at de på nogen måde behøver at føle sig over målgruppen.
SpringFestival 2016 sættes i gang 24. maj, hvor de første par dage udover en enkelt ungdomsforestilling primært er fyldt med værkstedsaktiviteter for skoler, men fra torsdag 26. maj åbner festivalen for alvor for alle med gadeparade med start kl. 15 fra Sundby Kirke og videre ad Amagerbrogade til Amager Kulturpunkt.
Det sker selvfølgelig med deltagelse af festivalens signaturagtige event, de menneskelige giraffer fra spansk-catalonske Xirriquiteula Teatre, der trofast er stavret med på de fire foregående SpringFestivaler osse.
Herefter tager deres landsmænd fra La Industrial Teatrera over med poetisk klovneteater på Musiktorvet – og så er SpringFestival for alvor i gang…
Senere på aftenen er der officiel åbning med taler og uddeling af SpringPrisen – en hæder, der tildeles en person, et teater eller en institution, der har bidraget med innovative og nyskabende veje for dansk børneteater.
Sidste år gik prisen til Forsøgsstationen – men denne portal har skam osse fået den!