’Mor, det er jo derfor, vi tror på nisser,’ sagde en lille pige med tilfreds stemme efter Nøddebo Præstegaard. Og jo, nissestemningen er i top på Odense Teater, hvor ’børn og voksne i kærlig krans’ vandrer rundt omkring træet, akkurat sådan som man altid har gjort det til denne juleklassiker. Først på Folketeatret i 1888, men allerede i 1889 også på Odense Teater, som teaterchef Kasper Wilton så stolt skriver i programmet.
Så nej, ‘Nøddebo Præstegaard’ er absolut ikke forbeholdt nordsjællændere.
Kurt Dreyers iscenesættelse bygger på hans tidligere opsætninger i 1998 og 2003, og den ønsker først og fremmest at holde forestillingen spændstig som en klassisk komedie. Her er nissefortælling med striksokker og blid menneskesatire, og her er alle de uskyldige forviklinger, som både rummer julens naive glæde og bittersøde kompromiser.
Og Christian Tom-Petersens scenografi fylder drejescenen med både kirkeklokke og gardinrosetter – og klaver – så der i denne juleverden er dømt præstegaardssnevejr, der er lykkeligt ubekymret om klimakrise og solhverv.
’En hane, Nikolaj!’
Opsætningen gør derfor Elith Reumerts gamle julehit til et herligt sted at begynde, når det gælder gammeldags teater for skoleungerne. Børnehavebørnene bliver typisk også inviteret med af bedsteforældrene, men den lange og ret abstrakte historie om studenter, der læser til eksamen, er altså for avanceret til de små. De kunne gladeligt nøjes med sidste akt, hvor Andrea Margrethe tænder det siiiiidste lys, og hvor Nikolaj tager livet af pastor Blichers hane i skabet – og alting i øvrigt speeder op til en fest.
Årets Nikolaj spilles af skuespillereleven Anders Cornelius Zoffmann, der stadig er noget upræcis i sit spil, men som har charme og energi nok til at blæse rundt som den utålmodige lillebror, der så gerne vil score sig en kæreste i en fart.
Michael Grønnemose spiller Corpus Juris inden for stivstikkerens rammer – og eleven Jacob J. Teglgaard, der spillede tjener i Trold kan tæmmes, imponerer igen med sin klangstemme og sit gode blik, nu i rollen som storebroderen’Gamle’.
De giftefærdige søstre spilles af Christine Gaski, der har humøret til den energiske Andrea Margrethe, mens eleven Marie Nørgaard ikke just har satset på poesien hos Emmy, men nøjes med det glansbilledkønne. S
å er pigefigurerne da også tegnet klart op. Også selv om et klogere valg nok ville være Sanne Saerens’ stuepige – eller eleven Louise Rønhof Davidsens renfærdige Ane.
Supermamma
Det er dog de garvede karakterroller, der trækker komikken hjem. Ikke mindst Henrik Weels ret så jordnære præst og Mette Maria Ahrenkiels præstekone, der har et herligt feminisme-glimt i øjet. Egentlig spiller disse to garvede skuespillere meget meget ungt og hipt end skuespillereleverne!
Desuden er det frækt, at Ahrenkiel således hopper over i mamma-faget – hun var altså elskerindetrold i Odenses Shakespeare-succes for et par måneder siden. Hatten af for Ahrenkiel!
Kvindelivets yderligheder rammes også med kyssemund af Betty Glosted, der herser og regerer og tryner, så hun ligner hver anden kvinde i køen i Netto; det er vidunderlig komik, og Mogens Rx lader sig klogt kue som hendes tøffelhelt. Desuden spreder Klaus T. Søndergaard både hygge og nissedrilleri som nissefar, der lige skal vise sine nissebørn, hvordan det egentlig gik til, dengang i Nøddebo Præstegaard.
Børnepublikummet er vilde med nissebørnene, der er otte disciplinerede børn fra Det Kgl. Teaters Balletskole i Odense. De er uartige, præcis som de har fået besked på at være det, men det er synd, at Dennis Frank Vikströms koreografi er så balletfikseret. Hun byder kun på klassiske hop i første position og lidt liggen på maven på række. Ville lidt nisseri og fantasifulde bevægelser ikke være på sin plads her?
Og ville det ikke også være her, at ‘Nøddebo Præstegaard’ kunne vise sig at rumme de moderne børnebevægelser, som ungerne kender?
Uanset hvad, så var børnetilskuerne allermest vilde med scenerne med nissebørnene. Ikke mindst de steder, hvor almindelige Nøddebo-mennesker ikke kunne se nissebørnene, for så løb nisserne selvfølgelig frækt løb rundt og sad i alle de fine møbler og kastede rundt med tingene, så de voksne troede, at de så syner.
Den slags overnaturlighed er lige noget for unger i december. For så er der noget ved at tro på nisser.
