Af: Anne Middelboe Christensen

29. marts 2014

Når livet gør for ondt

Teater Kompas har skabt en uhyggeligt vedkommende forestilling om selvskadere. Og Line Bie Rosenstjerne brager igennem som pigen, der skærer i sig selv for at dulme smerten indeni.

’Jeg spiller mit liv som en film,’ siger pigen. Hendes mascara og eyeliner er flydt sammen, så hendes øjne bliver til sorte huller. Og hun er bare vred, vred, vred. Vred på verden. Vred på sin mor. Vred på skolen. Men allermest vred på sig selv. Så derfor er hun holdt op med at spise mad – og derfor skærer hun dybe ridser i sine arme. Så hun da i hvert fald kan mærke et eller andet…

Forestillingen 'Når det skærer i hjertet' handler nemlig om en selvskaderpige, der går planken ud. Som tumler rundt i sit eget univers af mindreværd og tvangsforestillinger – og uhyggeligt meget smerte. Indtil hun faktisk bliver behandlet, så hun en dag måske kan blive stjernen i sit eget liv – i stedet for at forvandle sig til en fiktiv figur i den film, hun hele tiden drømmer om at lave.

Neglelakfjerner

Det er Teater Kompas, der har skabt forestillingen om dette ultrasvære og uhyggeligt tidsrelevante emne.

Line Mørkeby har skrevet en tekst, hvor hun bygger videre på sit tætte kendskab til teenageres aggressivitet, ikke mindst fra forestillingerne 'Ung blond pige' og 'Jeg mig fuck dig'.

Men universet i 'Når det skærer i hjertet' går endnu tættere på en enkelt piges forestillingsverden. Undervejs går det for eksempel op for tilskueren, at den fyr, som sætter sig ved siden af hende i klassen, måske slet ikke findes. Heller ikke når han tvinger hende til at rense øjenmakeupen af med neglelakfjerner  – bare for at få hende til at græde helt naturligt…

Her hviner pigetilskuerne instinktivt – og drenge rømmer sig. For hvad er det dog, hun har gang i? Og de stirrer foruroligede videre, efterhånden som pigens selvdestruktion kulminerer.

Det er med andre ord en meget avanceret tvangsforestilling, som denne forestilling formår at bygge op. Og i Mads M. Nielsens iscenesættelse er pigens vrede kombineret med en stærk umiddelbarhed og nogle mørke blikke, som både skaber nysgerrighed hos teenagetilskuerne, men absolut også hos de voksne.

Men hvordan kan andre overhovedet bryde ind i den vrangforestilling, som sådan en teenager bærer rundt på inden i sig selv? Hvordan kan man standse hende? Og hvordan kan hun nogensinde erstatte sin vrede med glæde?

Hånden på lampen

Line Bie Morgenstjerne har en stærk trods i sin lillebitte krop – og nogle helt bedårende, sorte øjne, som man slet ikke kan lade være med at holde af. For man kan mærke, hvordan hun føler sig forladt af hele verden. Og man begynder langsomt at gå ind i hendes logik og forstå, og hvordan hendes spisevægring og cutting åbenbart er hendes eneste værn mod verden.

I begyndelsen står hun symbolsk og holder fingrene op mod en tændt lampepære, indtil hun brænder sig. Og tilskuerne gisper, fordi de ikke kan holde ud, at hun ikke trækker hånden til sig. Men det er jo netop det, hun ikke kan.

I rollen som de voksne omkring hende spiller Johanne Dal-Lewkovitch både moderen og dramalæreren og psykologen: fortvivlet, kontant og forstående – og absolut troværdigt.

Hun synger blændende godt i nogle scener, der lige akkurat giver tilskueren en chance for at trække vejret og klare en scene mere. Og hun har en stærk fysisk tilstedeværelse og en klar marchrute i firkanter rundt omkring pigen, der til sidst vitterlig ser ud til at være indhegnet af mennesker, der netop ikke forstår hende. Selv om de så gerne vil.

For som moderen ender med at sige til pigen: ’Sådan her opfører man sig ikke!’ Og nej, det gør de fleste ikke. Men det gør denne pige altså. Og hun har brug for hjælp.

Farlig nærhed

Pelle Nordhøj Kann kan til gengæld godt forstå hende. Han er jo hendes ’fantasiven’ og eksisterer måske slet ikke. Men han har en vidunderlig følsomhed og generthed over sig, når han inviterer sig selv hjem til te og byder hende på det første og dejligste kys, hun nogensinde har fået.

En af de skønneste scener i forestillingen er den, hvor pigen lægger sig ned for at filme sig selv i en ’selfie’. Hun ligger nemlig ned på ryggen – og ved siden af hende lægger fantasidrengen sig så, hoved mod hoved, så han kan løfte armen og filme dem sammen. Her bliver hendes drøm om en lykkelig og tryg verden så klar. Og derfor gør det endnu mere ondt, når man forstår, at drengen nok slet ikke findes. Og at hun egentlig har opgivet nogensinde at komme så tæt på et andet menneske.

Sentimentale rim

Scenografisk er forestillingen dog lige lovlig spartansk med sine fire standerlamper og en foldeudmadrasstol; her måtte en scenograf gerne have bredt armene ud.

Til gengæld har Michael Rune komponeret nogle fine melodier, der både er desperate og medrivende. Sangteksterne rim har dog en tendens til det sentimentale – med popomkvæd, der ikke svarer til pigens punkede råhed. Men det går alligevel. Og måske er det nostalgiske ligefrem med til at piske følelserne helt op i det ubærlige felt, hvem ved.

For forestillingen er et begavet og bevægende teatermøde med en selvdestruktion, der ellers er så sjælden at sætte ord og følelser på. Og en scenekunst, der bliver tilskueren tæt på hele selvskaderens register af mindreværd og vrede – og af omverdenens afmagt.

Så jo. Det gør ondt at være tilskuer hos Teater Kompas. Men det gør også godt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang