Bille er 10 år gammel og har en livlig fantasi med ’sans for drama’, som det bliver formuleret. Vi møder ikke Bille – i hvert fald ikke direkte – men i stedet en fortællerstemme i Billes hoved, som kommer til udtryk igennem de tre skuespillere, der medvirker i forestillingen. De fortæller os om Bille, om vennen Sol, om den arbejdsløse far med cykelhjelm, om den parfumeduftende mor og om den seje lærer Besir.
Da historien begynder, er alting fryd og gammen, og Bille nyder især at være sammen med sin bedstemor, der bor i samme hus, og sammen drikker de te og fortæller røverhistorier. Men en dag bliver der vendt op og ned på Billes verden. Klassekammeraten Sol skal flytte, bedstemor skal på plejehjem, og Besir har fået et forskningsprojekt og skal på orlov. Og den lejrtur, som Bille ellers havde glædet sig til, bliver fuldstændig uoverskuelig.
Nu begynder den muntre fortællerstemme at ændre karakter. De sjove røverhistorier bliver skiftet ud med bekymringer og katastrofetanker, som det kaldes i psykologien. Alt, hvad der potentielt kan gå galt, bliver italesat af fortælleren, der stadig tror, at den hjælper Bille. Og langsomt bliver knuden i maven større og større.
Et umiddelbart komisk talent
Det er den nyligt uddannede dramatiker Josephine Eusebius, der står bag den anden forestilling fra Teater [døgdi], som hun driver sammen med skuespillerne Mathilde Eusebius og Ida Nørfelt Lund. Og manuskriptet er aldeles velfungerende både dramaturgisk, dramatisk og på replikniveau.
Særligt imponerende er hendes overskudsagtige konstruktion af manuskriptet, da handlingen deler sig i tre simultane handlinger, ligesom der også må lægge en del psykologisk research eller erfaring bag forestillingen. For ’Billes bekymring’ fortæller ikke kun en historie om at tage kontrol over sine tanker og bekymringer, men skildrer et regulært tilfælde af angst. En angst, som vi som publikum forstår, når vi ser forestillingen.
Foruden Mathilde Eusebius og Ida Nørfelt Lund medvirker skuespiller Morten Kjær også i forestillingen. Og tilsammen udgør de et udmærket trekløver på scenen. De skaber en række genkendelige og morsomme karakterer, når de skildrer persongalleriet omkring Bille, og den flydende rolle som fortælleren formår de at gøre levende og energisk, når de griber hinandens replikker halvvejs inde i sætningerne.
Der er et helt umiddelbart talent for komik hos dem alle tre, hvilket instruktøren Johan Sarauw er lykkes med at få fremhævet i sin iscenesættelse. Og det betyder, at forestillingen først og fremmest bliver særdeles underholdende. Men den vækker også eftertanke hos publikum, der synes usædvanligt opmærksomme og medrevne af forestillingens historie og karakterer.
Vi savner en smule usikkerhed
Der er ingen tvivl om, at ’Billes bekymring’ er en forestilling, som mange børn i målgruppen vil kunne genkende sig selv i.
For hvem har ikke følt den slags bekymringer i løbet af barndommen? Og hvor gode er vi egentlig til at sætte ord på, hvad det er, der sker oppe i hovedet, når amygdala-hjernen overtager styringen, og instinkter som flugt og angreb kommer i spil?
På den måde er ’Billes bekymring’ en anbefalelsesværdig forestilling, der er skabt af et dygtigt Teater [døgdi] med styr på formsproget og de teatertekniske virkemidler. Også visuelt er forestillingen ganske stilren og gennemført med Simone Bartholin og Rosa Birkedals realistiske og dog abstraktionsrige scenografi og kostumer.
Den eneste malurt i bægret er, at forestillingen – og især skuespillet – indimellem synes noget skolet. De medvirkende virker så sikre i deres arbejde, at vi savner nerve og spænding, som kunne få os lidt længere ud på sæderne.
Derfor kan vi håbe på, at de tre unge kvinder bag Teater [døgdi] sender sig selv lidt længere ud på det dybe vand, når de engang vender tilbage med teatergruppens tredje forestilling.
