Flere af de små stationære børneteatre i hovedstadsområdet kæmper med faldende tilskuertal – hvor især besøg af skoler og institutioner er blevet ringere, mens familiepublikummet har ændret adfærd og først bestiller i sidste øjeblik, hvis de da ikke bliver helt væk.
Det betyder udover faldende belægningsprocenter og afledt økonomisk tab også logistiske udfordringer med flere aflyst forestillinger på hverdage og usikkert fremmøde i weekenderne.
Spørger man teaterlederne på de hårdest ramte teatre, er forklaringsrammen nogenlunde samstemmende og rimelig uafhængig af repertoirevalg:
Skolerne har åbenlyst en presset økonomi og mangler penge til både billetkøb og transport til teatrene – og lærerne er presset på overskud og tid til at tage eleverne med i teatret, hvilket især skolereformens indførelse i 2014 har accentueret.
Det betyder bl.a., at samme skolereforms pålæg om, at eleverne skal opsøge og møde kultur også udenfor skolen, ofte støder mod rigide lærerskemaer og generel underbemanding.
Hvad familiepublikummet angår, er økonomien ikke problemet – men kampen mod de mange andre tilbud fra en voksende og markedsføringsstærk underholdningssektor, der afleder voksne og børn fra fælles teaterbesøg.
Gratis forestillinger er ikke nok
Her kan de små teatre ikke matche trods forsøg på udvidet pr- og markedsføring, oprettelse af ambassadørkorps og direkte kontakt til de enkelte teaterinteresserede lærere mv.
Selv med tilbud om gratis forestillinger – til prøver, forpremierer, Åben Skole-ordningen m.v. kan det være svært at få skoleklasser til at møde op. Igen blokerer manglende økonomi til transport og især den nødvendige frigivelse af tid til lærerne ofte for teaterbesøget. Og flere teatre kan fortælle om skoleklasser, der af disse og andre årsager aflyser besøg – eller for den sags skyld bliver væk uden afbud.
Generelt har der i hvert fald tidligere været stor efterspørgsel, når de københavnske teatre har kunnet tilbyde gratis billetter til skoler og institutioner i Københavns Kommune gennem ordningerne Åben Skole og Åben Dagtilbud. Men dels er der også økonomiske puljebegrænsninger, dels er teaterforestillinger i absolut mindretal blandt de mange gratis tilbud, der spænder fra træklatring over mountainbiketure og vikingeworkshops til drikkevandsforsyning.
Det går bedre i Aarhus
Indledningsvist tyder et par korte raids udenfor hovedstadsområdet ikke på, at man her er så hårdt ramt på billetsalget.
I Aarhus er Åben Skole-ordningen livsnerven i skolernes teaterbesøg. Kommunen fastsætter en årlig sum til køb af forestillinger, og det er udelukkende disse gratis forestillinger, som de lokale skoler benytter sig af – omend de selv betaler evt. transport til byens børneteatre.
Hos Teaterhuset Filuren oplever teaterleder Ditte Felding det således som en rimelig stabil ordning, der ikke har genereret billetkrise, selvom det også her hænder, at en forestilling må aflyses pga. manglende publikum.
Men Åben Skole-puljen har en økonomisk ramme, og også i Aarhus er der behov for familiepublikummet til at pynte på belægningsprocenter og indtjening.
Og som det lyder fra et af de andre børneteatre i kommunen kan det mærkes på det enkelte teater, når fx. Aarhus Teater og de andre stationære scener har store familie- og juleforestillinger.
Hos Teaterhuset Filuren har man dog tidligere ikke haft ret mange offentlige forestillinger på programmet, fortæller Ditte Felding. Det har man så opskaleret i indeværende sæson – med udfordringer i bl.a. efterårsferien og fulde huse i festugen.
Ihærdigt samarbejde i Odense
I Odense er situationen anderledes end både København og Aarhus. Med det lokale lille storbyteater Nørregaards Teater har kommunen en velfungerende institution, der står for skoleteaterordningen og ifølge teaterleder Carsten Wittrock arbejder ihærdigt på at få publikum til at tage ejerskab af teatret.
»Vi oplever ikke en billetkrise her, tværtimod, men vi investerer også meget tid på at kontakte skolerne med vores for skolerne gratis tilbud. Der skal et aktivt valg til fra skolerne, og bustransport eller cykeltransporten står skolerne selv for. Vi oplever for hvert år, ordningen består, en fremgang og at teater naturligt tænkes ind i skolernes planlægning både som en enkeltstående scenekunstnerisk oplevelse, men også som en del af planlægningen af pensum/læring for skoleåret. Det et langt sejt træk og ikke bare en kundegruppe, der skal opdyrkes – men et langvarigt samarbejde der konstant skal tilpasses,« siger Carsten Wittrock.
Også hvad billetsalget til private er Nørregaards Teater i en gunstig situation:
»Vi er den eneste scene med et kontinuerligt udbud af scenekunst til børn og unge i en meget stor radius, så vi sælger mange billetter set i lyset af, hvad der tidligere er solgt i byen, men potentialet/kundegrundlaget er også meget stort med hele Fyn – hvor der dog er et mindre udbud i Svendborg – men ellers strækker vores kundegruppe sig helt til Kolding og endog til Esbjerg. Vi klarer os helt sikkert på et meget bredt udbud – således har vi år hele 33 titler på programmet, selvom mange gæstespil koster os penge. Hvilket givet er meget anderledes end hos mange af de københavnske scener.«
Kamp for flere tilskuere
Men tilbage til hovedstadsområdet, hvor billetkrisen er anderledes konkret.
Teaterleder Piet Bertelsen fra Riddersalen, der er lille storbyteater i Frederiksberg Kommune, fortæller, at man generelt kæmper med at få flere publikummer.
»Skolerne mangler jo midler, men vi arbejder lokalt på, hvordan vi kan løse og finde ordninger, der gør det muligt for skolerne og institutionerne at sende eleverne i teatret,
Det er en længere proces, men der er åben for lydhørhed både hos politikere og i forvaltningen.
Udover besøg fra skoler og institutioner oplever vi, at familiepublikummet først bestiller i sidste øjeblik – og vi har talt med flere om, at der generelt er et meget stort udbud af underholdning i hovedstaden, så familierne har meget de kan vælge imellem.
Med vores begrænsede markedsføringsmidler er det svært at komme igennem lydmuren overfor andre og større kulturaktører, der udbyder til samme målgrupper som os.
Men vi arbejder på, hvordan vi bedst muligt kan bevæge os hen et sted, hvor det kan hænge sammen med nye produktioner/opsætninger og det at få en rimelig god belægning blandt de betalende gæster,« siger han og nævner også en styrket formidling af teatrets gæstespil som et indsatsområde.
Som stationært børneteater i landets mindste kommune arealmæssigt – Frederiksberg fylder blot 8,7 kvadratkilometer – er lige transport for de lokale skoler til gengæld ikke noget problem. De tager gerne den korte tur til Allégade – ligesom der faktisk er søgende stigning fra de private skoler.
Piet Bertelsen glæder sig også over, at det trods alt går godt med forestillingerne for de 1,5-4 årige, som Riddersalen spiller både stationært og på turné. Og som i øvrigt også på landsplan synes at være den aldersmæssige niche, hvor der er størst publikumsinteresse.
De senere år har Riddersalen også haft øget publikumstilstrømning til de gratis Kiosk-forestillinger, der afvikles i sommerperioden på plænen foran teatret og er med til at synliggøre Riddersalen.
Råbekor om opmærksomhed
Går man til et af de københavnske børneteatre, der traditionelt har tårnhøje belægningsprocenter i sin 170 pladser store sal og i de oftest meget lange spilleperioder, så viser tallene hos Teatret Zeppelin på Vesterbro, at salget de sidste sæsoner har været aftagende.
Det fortæller teatrets administrative leder, Lasse Frank, der også forstår at tegne situationen klart op:
»Vi ser, at skolerne i stigende grad er pressede på økonomi, overskud og tid. Vi hører det igen og igen i forskellige versioner i vores daglige kontakt med lærerne. Desuden oplever vi øget konkurrence nu også fra traditionelt voksenorienterede teatre, som producerer forestillinger for børn og unge.
Helt generelt, også uden for scenekunstbranchen, er der opstået et heftigt råbekor om skolernes opmærksomhed. Portaler som Åben Skole flyder over af tilbud, og spørgsmålet er, om det er overskueligt og tjenligt for lærerne. Vi ser det samme i kampen om privatpublikummer. Forældre med børn i 3-13-årsalderen er et både købestærkt og købelystent segment, som prioriterer oplevelser med deres børn højt. Det har alle forretninger både i og uden for kulturen luret, og her taber vi især kampen om synlighed til de kommercielle aktører med marketingbudgetter, der langt overstiger teatrenes.
Men det mest bekymrende er dog presset på lærerne, for det går ud over vores børn. Vores fremtid. Skolereformen pålagde skolerne at opsøge, bruge og komme ud at møde kulturen, også uden for skolen. Men i kølvandet på selvsamme skolereform ser vi, at mange skolers hverdag ofte er præget af vikarafløsninger, tids- og arbejdspres, stress, underbemanding, dårlig økonomi, politik og slidsomme, opofrende prioriteringer.«
Løsningsmuligheder
Klar tale – som Lasse Frank følger op med positiv fremtidsorienteret tænkning:
»Heldigvis ser vi stadig rigtig mange lærere, som forstår vigtigheden af børns møde med den levende scenekunst og som gør et kæmpe stykke arbejde for det rundt om på landets skoler. Kunne vi gøre det arbejde bare en smule nemmere for dem, så ville vi gøre dem og vores børn en tjeneste.
Den klassiske løsning handler om at frigive økonomi til skolerne og øremærke den til kulturoplevelser med mening i læringsforløb. Men det handler også om bedre tilgængelighed og god kommunikation med lærerne. Det skal f.eks. være nemt og ubesværet at besøge teatret med sin skoleklasse. Det betyder, at der skal være gode systemer for håndtering af besøgende elever, som fjerner følelsen af pres fra lærernes skuldre når de er ude,« siger han, der selv er med i en følgegruppe hos Scenit, der arbejder med at udvikle en god, letforståelig og overskuelig kommunikationskanal mellem scenekunsten og skolerne.
Status fra Scenit
Om det arbejde siger Johanne Prahl, direktør for Scenit:
»Vi arbejder på at skabe en hjemmeside dedikeret til billetsalget til skoler og institutioner. Det vi kan gøre i samarbejdet er at skabe et bedre og mere tilgængeligt overblik over teatertilbud til de forskellige målgrupper. Vi har nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter både for børneteatre og voksenteatre med stort salg til unge, så vi får dækket hele spektret fra vuggestuer til gymnasier.
Tilgængelighed og overblik er kodeordene for den nye hjemmeside – og så skal der også gerne ligge nogle administrative gevinster for teatrene f.eks. i at det bliver nemmere at sende fakturaer til skoler og institutioner,« siger Johanne Prahl
Som direktør for Scenit – den landsdækkende formidlingsorganisation, der bl.a. står bag salgs-, rabat- og formidlingssamarbejdet Teaterbilletter.dk med omkring 100 medlemsteatre i Storkøbenhavn og dele af Sjælland – må hun da også kunne sige noget om det aktuelt manglende billetsalg til skoler og institutioner i Københavnsområdet:
»Det er rigtigt svært at sige noget om generelle tendenser i billetsalget her i først halvdel af sæsonen – der sker masser af udsving i løbet af året, så det er kun en foreløbig status jeg kan give.
Vi ser ikke et stort fald i salg af børn/unge gruppe-billetter, som er den typiske billetform til skoler og institutioner. Der er et lille fald, hvor vi sidste år havde rundet 100.000 Børn/unge gruppe-billetter for de små og mellemstore teatre i Kbh. og omegn med udgangen af oktober, mens vi i år "kun" er på 96.000 stk.
Tendensen er at skoler og institutioner køber senere. For det første har lærernes primære købsperiode flyttet sig fra juni (før sommerferien) til august (efter sommerferien). For det andet er den kortsigtede planlægning blevet meget kortsigtet – altså skoler m.v. som køber billetter helt ned til en uge før teaterturen.
Vi ser også en let nedgang i de almindelige børn/unge billetter – altså salg til børn og unge med forældre/bedsteforældre, men ikke katastrofalt.
Der er ingen tvivl om at lærernes og pædagogernes behov og tilgang til det at gå i teatret med deres klasser/stuer har ændret sig – og at de er blevet mere pressede i forhold til hele logistikken om det at komme af sted med en børnegruppe,« lyder det fra Johanne Prahl, der – udover arbejdet med den omtalte hjemmeside – forsikrer, at man holder skarpt øje med udviklingen.
Kommunen har udspillet
For de mange små stationære scener i København udgør evt. faldende billetsalg og tilhørende lavere belægningsprocenter en aktuel udfordring, her hvor der 20. november var deadline for ansøgning om at vedblive eller indgå i Københavns Kommunes palet af små storbyteatre for perioden 2021-24.
Der er næppe tvivl om, at Kultur- og Fritidsudvalget ønsker børne- og ungdomsteatre, der formår at tiltrække skoler og institutioner og familiepublikum – som alle andre kommuner i landet har København også visioner om at sikre børn og unges møde med kultur.
Men man bør altså også notere, at det kan kræve bedre økonomiske og logistiske forhold for skolernes mulighed for at opsøge teaterkunsten.
