Vi møder Christian Glahn i hans hjem – et kollektiv i midtsjællandske Lejre, indrettet i en firlænget, stråtækt og lavloftet bindingsværkgård fra 1600-tallet. Og når man snakker med Christian, foretrækker han, at det foregår over en kop te. Men ikke en hvilken som helst te. Det skal helst være Kuan-Yin-te,som han selv har hjembragt fra Kina, da han var på turné i Fujian-provinsen med børneteatret Corona La Balance.
Christian er 56 år, og hans liv har de sidste mange år bestået af musik og teater, men faktisk er han oprindelig uddannet keramiker, hvilket måske forklarer den selvsikkerhed, han udstråler, når han forklarer, at teen, vi skal drikke, med fordel kan serveres fra den meget lille tepotte af uglaseret brunt stentøj, som står på bordet mellem os:
»Den kommer fra samme provins som teen,« forklarer han.
Christian har god tid. Med en ro, han måske henter fra buddhismen, hvis meditations- og koncentrationsteknikker, han har praktiseret en del, varmer han møjsommeligt vores kopper op på indersiden med varmt vand, inden han endelig serverer teen:
»Den er meget aromatisk – og der er vel at mærke ingen parfume i,« bemærker han henkastet, da vi hver har drukket en lille slurk.
Den musikalske dimension
Umiddelbart kan det måske være svært at se en klar og logisk sammenhæng mellem det at have en passion for keramik og så samtidig være udøvende musiker og scenekunstner inden for børne- og ungdomsteaterbranchen. Men i Christians verden hænger det fint sammen.
»Som jeg ser det, er der nogle æstetiske lovmæssigheder, der er ens inden for både keramikken, musikken og teatret. Det er forholdet mellem helhed og detalje, hele det æstetiske udtryk og så måden at kommunikere på. Og det er ønsket om simpelhed og en stræben efter en forkortelse af virkeligheden. Og selvfølgelig er teater og musik forskellige medier, men de er også meget beslægtede.«
Men når man spørger mere ind til, hvordan han selv foretrækker at definere sig selv, så er han ikke i tvivl:
»Jeg ser ikke mig selv som ’teatermand’. Jeg er derimod ’musiker i teatret’. Det er jeg absolut.«
De hører med øjnene
Som musiker har Christian især i 70’ og 80’erne spillet i et utal af sammenhænge, og han har turneret i både ind- og udland. Og således med et ben i hvert miljø har han også lært, hvorledes de to kunstarter kan befrugte hinanden. F.eks. har han ofte opfattet det som en mangel, at der ikke tænkes mere scenografisk i musikermiljøet:
»Det var før i tiden meget irriterende for mig, at folk stillede sig op bag et nodestativ og prøvede at kommunikere på den måde – udelukkende gennem lyd – fordi det var så tydeligt for mig, at det ikke kun var gennem lyd, at man skulle nå ud til publikum.«
Han forklarer også, hvordan det tidligt i hans musikerkarriere gik op for ham, at folk faktisk i langt højere grad ’hører med øjnene end med ørerne’, når de f.eks. går til koncert og oplever live-musik.
Dette fik han ofte eksempler på, når publikum efter en koncert kunne finde på at rose en musiker, der i Christians øjne ikke havde præsteret noget særligt på den musikalske side. Men samtidig kunne han også godt se, at den pågældende musiker havde en fantastisk udstråling på scenen.
Det handlede altså ikke bare om at spille. Det handlede også om, hvordan man gjorde det, og hvorledes tingene tog sig ud på en scene.
Bassen – musikkens grundpille
I det perspektiv virker det ret naturligt, at Christian har brugt rigtig mange af sine år som aktiv musiker på at kombinere musikken med teatret – og omvendt. Og når snakken falder på, hvorfor han netop valgte at spille på bas – og ikke f.eks. trommesæt eller el-guitar, som de fleste af hans barndomskammerater betragtede som det helt oplagte valg – så kommer Christian med en forklaring, der virker lige så naturlig.
»Jeg gik på Krebs Skole på Østerbro i København i begyndelsen af 60’erne, og min sanglærer åbnede virkelig noget for mig med hensyn til musikken. Lidt senere kom jeg med i Parkdrengekoret i Søborg – forløberen for Det Danske Drengekor – på en fribillet. De manglede så meget min stemme, at jeg kom med, før jeg kunne teksterne. I starten måtte jeg stå og mime til koncerterne. Jeg sang 3. stemme, og det vil sige, at jeg lærte at høre harmonierne. I modsætning til når man synger hovedstemmen, hvor man jo kun hører melodien. 3. stemmen er jo basgangen eller grundtonerne, og jeg lærte altså at lægge både en 2. stemme og en 3. stemme meget tidligt i mit liv – bare ved at lytte mig frem.«
I starten af gymnasiet købte Christian så sin første bas for 30 kroner. Det var en japansk short scale el-bas. Lige siden har bassen været hans foretrukne instrument. Han har dog aldrig fået nogen formel uddannelse inden for musik – kun enkelte isolerede, special-kurser og så en masse erfaring med simpelthen at spille.
»Men det teoretiske grundlag og metoden har jeg aldrig fået. Jeg kan f.eks. ikke gå ind i et bigband og være afløser, fordi mit nodekendskab er ikke godt nok. Jeg har meget mere spillemandens praktiske her-og-nu-tilgang til musikken.«
Spillemanden begynder at spille teater
Christians indgang til børneteatret var fuldstændig tilfældig. Det var Peter Holst, grundlæggeren af Det lille Turnéteater, der i november 1993 første gang hørte Christian spille bas og så, hvad der kunne gemme sig af muligheder i at kombinere teater for børn med Christians basspil.
Peter Holst havde indtil da kun spillet forestillinger, hvor han var alene på scenen og havde på mange – og ret succesfulde – turnéer rundt om i landet fortalt klassiske fortællinger som f.eks. ’Nattergalen’ og ’Sin bad Søfareren’ specielt rettet mod børn. Peter Holst tilbød Christian at komme med på turné og lave teater for børn, men de økonomiske ressourcer var begrænsede, og Peter Holst kunne ikke love nogen penge eller aflønning i den periode, hvor forestillingen blev sat op:
»Penge under opsætning? Hvornår har jeg nogensinde fået penge for at stå i et øvelokale som musiker? Det var altså helt i orden med mig; men der var tre betingelser, som jeg forelagde Peter: Den første var, at han skulle være nummer et, jeg skulle være nr. to. Det var ham, der skulle bestemme. Jeg havde aldrig prøvet at spille teater før – alene af den grund skulle jeg være nr. to. Den anden betingelse, var at jeg ikke ville ikke røre administrationsopgaver med en ildtang. Og den tredje var kort og godt: Giv mig en musikertarif, hver gang vi spiller.«
Lidt tegnefilmsagtigt
Således startede Christians arbejde inden for dansk børneteater. Den første forestilling, han var med til at producere sammen med Peter Holst, blev ’Odysseus’, som han var med til at skabe helt fra grunden.
Ingredienserne var i udgangspunktet meget simple:
»Det var en fortælleforestilling: Peter fortalte en historie, og jeg spillede bas. Eneste scenografi var et simpelt bagtæppe. Musikken i forestillingen var musikalske citater: Når personerne lister sig af sted på tå, spiller jeg f.eks. ’Vi lister os af sted på tå’ fra ’Folk og Røvere i Kardemomme By’. Alle over 20 år griner. Dem under 20 ved ikke, hvad der foregår,« griner Christian.
»Den slags små musikalske vignetter er der sindssygt mange af. Og så er der en masse lydeffekter, som understøtter det, der bliver fortalt. Det er lidt tegnefilmsagtigt og lidt tabu inden for musikermiljøet, eftersom de ’rigtige’ komponister prøver at lægge sig imod eller supplere billedet for at gøre det større. Alt dette laver jeg med min bas og min bue. Punktum. Vi brugte ingen form for båndoptager eller lignende.«
Jeg har været heldig
’Odysseus’ blev en uhyre stor succes inden for det etablerede børneteatermiljø i midten af 90’erne. Så stor at forestillingen fortsat den dag i dag turnerer over hele landet – stadig med Peter og Christian på scenen.
I de efterfølgende år fik han mulighed for at arbejde med en lang række ambitiøse professionelle teatre, der alle havde det til fælles, at de tog både teatret og det unge publikum alvorligt – og ofte fik anmeldernes ros for det, de lavede:
»Jeg føler, at jeg har været sindssygt heldig. Udover Peter Holst arbejdede jeg i starten sammen med Bodil Alling fra Gruppe 38 og Jørgen Carlslund fra Corona Danseteater/Corona La Balance (nu ZeBU, red.) – de var og er alle tre helt vidunderlige arbejdsgivere på hver deres måde. Via dem føler jeg, at jeg er kommet direkte ind på første klasse i børneteatret i Danmark.«
Siden har Christian arbejdet med en række forskellige teatre – hver især med deres unikke, kunstneriske udtryk, f.eks. dukketeater eller mere kropsligt danseteater; men alle med den fællesnævner, at de opererer inden for det professionelle børneteatermiljø her i landet.
Nogle gange har det ikke været lige nemt at finde ud af, hvordan man bedst passede ind i en ny sammenhæng, men med tiden har Christian opbygget en professionalisme inden for området, hvis grundtanke han hurtigt og sikkert kan sætte ord på:
»Min tilgang til teatret er: Med hvilken ret står jeg her? Altså, hvorfor står jeg her og udbreder mig om noget? Bilder jeg mig ind, at jeg har noget på hjerte? HAR jeg noget på hjerte? Vil jeg noget? Eller er det bare en masse underholdning? Er ungerne flyttet, når de kommer ud efter en forestilling? Eller har de bare grinet?«
Et spørgsmål om moral
Det handler ifølge Christian i bund og grund om moral. Som scenekunster har man i høj grad et moralsk ansvar overfor det publikum, man udsætter for sin kunst. Det er ikke nok bare at underholde.
Men selvom Christian har stået på en scene rigtig mange gange – både i sin egenskab af musiker og af skuespiller, så er han ganske ydmyg overfor skuespillerfaget:
»Jeg er ikke uddannet skuespiller. Jeg har da taget små kurser, men ellers har jeg lært det meste ved at se de andre gøre det. Jeg har heller ingen ambitioner om at slå igennem som skuespiller overhovedet. I det hele taget har jeg få ambitioner. Hele miljøet – både som musiker og skuespiller – er jo på en eller anden måde: Se mig! Man skal hele tiden gøre sig fortjent til at være bedre eller vigtigere. Eller have noget at byde på, som de andre ikke har. Det er et fuldstændigt vanvittigt pres. Der er nogen, for hvem det er helt naturligt og indarbejdet – det er deres mening med livet at stille sig frem og ’være på’. Det er det ikke for mig. Jeg har det rigtig godt som nr. to. Bassistens rolle. Jeg synes simpelthen ikke, at jeg er nogen god nr. et.«
Keramikerlære i Japan
Christian er vokset op det mondæne Charlottenlund lidt nord for København i en ’ordentlig kasse af et hus’, som han selv beskriver det.
Det virker langt væk – både i tid og rent kulturelt – når han nu sidder her i et lille kollektiv i Lejre og kigger ud over markerne.
Mens han skænker mere Kuan-Yin-te op, taler Christian langsomt, eftertænksomt og med lange pauser om sine barne- og ungdomsår:
»Vi var en superborgerlig familie. Men det var ikke naturligt for os at være borgerlige. Blandt mine kammerater i skolen var f.eks. sønnen af Privatbankens direktør. Det var jo folk, der havde det i blodet. Det følte jeg ikke, at vi havde på nogen måde. Men vi var altså ’vældig fine’ og familiebevidste, selvom vi i virkeligheden ikke havde så meget at have det i. Det var en påstået borgerlighed.«
Hans far var handelsmand, der havde succes med at købe og sælge kunstindustriprodukter over det meste af verden i 60’erne. Og selvom hans forhold til faderen var konfliktfyldt og præget af ungdomsoprøret – især i den periode, hvor Christian gik i gymnasiet – så var det faktisk i kraft af sin fars kontakter over hele verden og hans grundlæggende idealistiske livssyn, at Christian fik mulighed for at komme i mesterlære som keramiker i Japan i starten af 70’erne.
Mødet med Østen
Christian er ikke i tvivl om, at den periode, han tilbragte i Asien, har været med til at sætte sit præg på hele hans liv sidenhen og hjælpe ham til at finde sin egen identitet i forhold til den barn- og ungdom, som han selv følte var meget overfladisk – en slags illusion.
Hele hans kunstforståelse i bred forstand – uanset om det handler om keramik, musik eller teater – baserer sig også på meget af det tankegods, som han har fået ind under huden via buddhismen.
Han holder en lang pause og giver så et enkelt og illustrativt eksempel:
»I keramikken handler det ikke om potten – det handler om måden at lave potten på – hvordan den bliver til. Processen. Og dette kan fint overføres til musikken og teatret: Det handler om at gøre virkeligheden poetisk og simpel. Det handler om den arrangerede virkelighed og skønheden i det simple. Når dét lykkes, kan det være stor kunst.«
Skuffelser og lyset i horisonten
De sidste to år har Christian Glahn brugt en stor del af sin tid på sit eget teaterprojekt ’Hjelm’ – en dokumentarisk og delvis selvbiografisk beretning, som tager udgangspunkt i nogle arkæologiske udgravninger på øen Hjelm ved Djursland.
Det har på mange måder været en energikrævende og lærerigproces for Christian. I forestillingen står han for musikken samtidig med, at han spiller skuespil – det sidste i en langt mere udpræget grad, end han tidligere har gjort.
Men det har været meget brydsomt at finde penge, der kunne finansiere en turné, og til Christians store skuffelse har han – sammen med holdet, som var med til at skabe forestillingen – været nødt til ’at lægge den ned’ og vente på bedre tider. Og dét er en af grundene til, at han for tiden fylder sin tid ud med et job som gravermedhjælper ved den lokale kirke:
»Det piller grundlæggende ved min selvopfattelse at have fået det job. Det er meget afslappende arbejde, og jeg nyder det faktisk meget. Men der er også rigtig meget plads til at gå og spekulere på, hvad jeg egentlig skal nu. Jeg er jo 56, så der ikke så lang tid til, at jeg skal til at tænke efterløn og sådan nogle ting.«
Turneerne lokker
Men en permanent tilværelse som graver venter næppe på Christian lige om hjørnet. Turnélivet med teatret omslutter ham fortsat.
Han er således lige kommet tilbage fra en lille turné i Australien, hvor han medvirkede i Grønnegade Teaters version af ’Hamlet’, der opførtes i Jørn Utzons berømte operahus i Sydney, og til næste år vinker turnéer i bl.a. Norge og Japan forude.
Og bare ved tanken om at skulle ud igen, får Christian til uvilkårligt at gribe ud efter bassen og slå et par akkorder an:
»Hm – det bliver godt,« brummer han stilfærdigt.
Søren Kløft er informationsmedarbejder på Teatercentrum. Artiklen er en lettere revideret udgave af et interview, der blev lavet i oktober 2009 som led i et journalistisk uddannelsesprojekt, der netop er afsluttet.
