Wharv!, jubii!, YES!, Uhmn!, Nøj! og Øj! – En flok voksne klædt fra top til tå i skrigende røde tætsiddende trikotdragter brænder en gevaldig masse begejstringsenergi af.
Parvis, enkeltvis og i samlet trop sprutter og pibler og springer de i vejret af fryd og glæde over forunderligheden i at skabe og fremføre musik – de jubler over de rytmer og kompositioner de har fundet på – og helt i tråd med forestillingens 'DNA' opererer vi helt ned på mikro-niveau – med fryd over en yndlingslyd – en lyd, som performerne med et smittende stort smil og ufravigelig optimistisk sikkerhed i stemmen bebuder: 'Min yndlingslyd bliver jeres yndlingslyd!'
I sig selv er det ret utroligt, at musikperformancegruppen We Go kan få hele 40 minutter til at gå med at være begejstrede. Men det sker rent faktisk – om end for nedadgående gear. Det er energien, alt det tossede, performerne finder på, som er brændstoffet i danseforestillingskoncerten 'Music from Movement', og det som gør, at vi ikke – i første omgang i al fald – vender det begejstrede hold ryggen.
Tosserier
Begyndelsen er langt bedst – performermusikerne tæsker med 'tossethedsfyldte' koreograferede armbevægelser løs på bækken, trommer, keyboard og hinanden.
Der bliver trykket på pedaler og kørt op og ned på lydanlægget som er anbragt på et strygebræt. Den ene performer præsenterer smittende sin yndlingslyd.
Performerne vrider synkront deres guitarer omkring sig i en synkron 'dans'. Kasper Daugaard Poulsen forsvinder ud og vender tilbage som en performerversion af et Storm P'sk multimusikinstrument. Med rytmenstrumenter og tromme spændt fast på kroppen og et 'franskbrød' spændt fast på hovedet.
Det udmærkede og fascinerede er, at performerne i forestilligens første halvdel får gjort musikken koreografisk, fordi de med deres kropsudtryk skaber et rum af musikskaberglæde med deres skæve og aparte musikudøvelser.
Struktur og energi smuldrer
Godt 15-20 minutter inde i forestillingen begynder energien at ebbe lidt ud, forestillingen falder i en trummerum-rille.
Mine tanker begyndte i al fald at bevæge sig væk fra den kropslig-musiske oplevelse af et scenekunstnerisk udtryk for musikglæde og fantasi og over i hjernevindingsspekulationer omkring, hvor grænserne går for scenekunst. Er det her mere en skrupskør koncert?
I starten har forestillingen ingen problemer med ikke at være historiefortællende i mere traditionel forstand – fortællingen ligger bare et andet sted – den er mere abstrakt og fremføres teateranderledes. Men fordi We Go's valgte form selv begynder at træde vande og virke iltfattig, får forestilligen et problem – hvor forestillingen i begyndelsen flytter noget – og er stram i sin komposition og koreografi (på sin egen balstyriske og kaosfyldte måde) får udtrykket med tiden en 'uden mål og med' præget karakter.
Forestillingen synes – som i øvrigt en række i landskabet pt. – at kalde på en kyndig dramaturg.