Musik og komik går hånd i hånd i 'Ørerne i maskinen'. Titlen beskriver præcist forestillingens underholdende musikalske univers, hvor en kakofoni af toner og lyde med og uden maskiner fylder ørerne.
Dialogen mellem den velafrettede pige og den stærkt udadreagerende dreng er knap, men fyldestgørende, fordi de lige så meget kommunikerer med mimik og musik.
Det gælder ikke kun i forhold til hinanden, men også i forhold til publikum. Marianne Søndergaards violinspillende pige har tit direkte front mod publikum, som hun ikke slipper med øjnene, mens hun tænker højt, så man kan følge med i, hvad der foregår. For nok er hun velafrettet, men hun er også målrettet og ambitiøs og langt fra nogen underdanig lillepige, og nu skal der spilles koncert. Velkommen til 1. etude i a-mol!
Metronomen slår takten strengt og ubønhørligt, hun lægger buen til strengene og fokuserer på musikken, og blide toner når vores ører. Men det varer kun kort, så skratter violinen fælt og komisk. Hun strammer hestehalen og starter forfra, men flere tapre forsøg giver samme resultat, og det bliver værre endnu. Pludselig går døren til salen op og en stor fyr med strikhue og ål i strømperne vælter ind. Han er også dum som en dør.
Drengen kan i hvert fald ikke finde ud af at gå ud af døren igen, selv om pigen fast og myndigt forsøger at få ham til det. Han er alt for optaget af at lave sine egne lyde, mens han drøner rundt blandt publikum og slår rytmer på alt forhåndenværende inklusiv en tilskuer. Han hører ikke efter, hvad hun siger, bønfalder og til sidst råber til ham. Men, da det viser sig, at han har billet til koncerten, får drengen lov til at blive, og så går der for alvor larm og lyde i forestillingen.
Musikalsk mangfoldighed
Det begynder med guitarspil, der stik mod hendes vilje får pigen til at bevæge sig. Drengen kan også en sød sang om at spille sammen, for så bliver musikken let, og det bløder lidt op på hendes forsvarsværker.
Det bliver staks sværere – og sjovere at se og høre på – da han triller sin store lydmaskine ind på scenen. Den er et skønt rodsammen af hverdagsting som plastikposer og glas og musikalsk isenkram, og det hele kan bruges til at nå vores ører.
En enkel ulidelig kling-klang sekvens gentages i det uendelige, for musik kan også være pågående og irriterende og en spændende erfaring for børn. Og selv om Sune Skuldbøl Vraa koncentrerer sig mere om pigen og lydene end om publikum, hænger man på i deres musikalske magtkamp. Forgæves prøver hun at undslippe hans forstærkerledning. Men det ender med både forstærkning, en fjer på violinen og et fejende flot stykke violinmusik, mens lyset skifter til forførende pink.
Da pigen vil rulle ledningen tilbage igen, giver det selvfølgelig drengen anledning til drilleri og forhindringer. Han stiller sig på ledningen, og han vikler den om en række træstave, der minder om tangenter. De omgiver scenen som et palisadeværk i den lette og lækre scenografi, hvor store standerlamper med hvide Le Klint skærme matcher pigens hvide plisserede nederdel.
Det er ikke kun musik og lyde, der blandes. Drengen og pigen nærmer sig også hinanden, og den historie er rigtig fin. Hver for sig prøver de to at tilpasse sig det, de tror, den anden kan lide. Hun gør sig mere rå og han mere nydelig.
Men det er helt forkert. Musikken må et øjeblik vige for dramaet, når de lydløst og nænsomt ruller tilpasningen tilbage til de personligheder, som de faldt for. Hendes strømper trækkes op igen og hans ned. Han får hue på igen og hun – rørende ubehjælpsomt – igen en elastik i håret.
Desværre falder den historie (for) sent i forestillingen og foldes ikke så meget ud, som den har potentiale til. Til gengæld er den lange optakt til deres kærlige møde fuld af sjove indfald, tempo og herlig kropskomik.
