I 'Byen uden lyde' åbnes festen med et hanegal og en ferieglad fletningepige, der tager en tur i skoven og forfølger flyvende mælkebøttefrø. I jagten på mælkebøtterne ramler hun ind i en langbenet dreng og sammen overvejer de, hvad de skal finde på i ferien.
'Gid vi ku’ rejse til andre byer, gid vi ku’ være med i et eventyr', synger de – og ønsket går i opfyldelse. Mælkebøttefrøene er nemlig magiske.
Derfra går det rask derudad med et virkningsfuldt miks af tale, sang og musik i et moderne eventyr om en by, der har mistet sine lyde. Takket være de to vakse børn får byen dog lydene tilbage igen. Det sker selvfølgelig ikke uden diverse farer og forhindringer. Men som i alle rigtige eventyr, hvoraf nogle tydeligt har været til inspiration, bliver al modstand overvundet med lige dele fortryllende magi og barnlig snusfornuft.
På deres vej møder de to børn, som synges glimrende af Cille Buch og lidt mindre glimrende af Emil Ritter, først en heks. Hun er kun farlig for ørerne, fordi hun synges alt for kraftigt og med hvinende falset af Tobias Ørum. Men ellers er heksen bare snotforvirret og kommet for sent til Bloksbjerg. Hun skippes hurtigt af sted i den rigtige retning, og som tak får børnene et par udtrådte syvmilestøvler.
Ved hjælp af støvlerne når børnene ind til byen med de høje hvide bygninger, hvor der er påfaldende stille. Tårnuret er holdt op med at slå, og derfor sover byens befolkning hele dagen. Heldigvis er gadefejeren vågen og beretter ærgerligt om den grumme og grimme kæmpe, som har stjålet byens lyde og puttet dem i en sæk.
Grimrianen er ikke for klog, og børnene narrer ham til at lukket lydene ud af sækken, så de kan flyve ind i byen igen. Selvom kæmpen er udstyret med dansk teaters største fødder, lokkes han også til at prøve syvmilestøvlerne. Så er han væk, og børnene tilbage i skoven.
Rosværdigt niveau
Handling og iscenesættelse har et godt flow og hænger fint sammen, trods heftigt overspil i birollerne. Teksten byder ikke på raffineret litteratur, men rimene er sjove og sangbare og til at forstå. Hvilket virker klogt og imødekommende, hvis børn måske for første gang skal opleve en opera. I 'Byen uden lyde' er det nu ikke svært at hænge på, for Cille Buch og Emil Ritter er troværdige i deres ligefremme tilgang til rollerne som børn og til publikum.
Forestillingen kaldes en musikalsk fortælling, og musikken har da også en afgørende rolle i forestillingen. Melodierne er enkle og ligetil uden at være banale eller kedelige. Tonerne flyder fedt med muntre klange fra marimba og saxofon, der ikke lefler for sit unge publikum, men også vover at give dem lidt udfordringer undervejs. Til overflod fungerer en ørehængende poppet feriesang som en slags musikalsk ledetråd igennem hele forestillingen.
Der synges igennem af de tre sangere på scenen, så ingen kan være i tvivl om, at de oplever en rigtig opera. Cille Buchs lyse sopran er fuld af sol og sommer og fører an i duetterne med Emil Ritters mere anonyme baryton. Og i rollerne som gadefejer og kæmpe klinger Tobias Ørums tenor betydeligt bedre end i rollen som heks. Sammen med to-mandsorkestret lægger de et rosværdigt niveau for genren.
