På 'Restaurant Fair Play de Luxe' har de flæskesteg på det dyrt udseende menukort. Og andebryst og frugtkompot og jeg ved ikke hvad. Det får vi at vide, mens vi sidder på tæppet i 'The Lounge' og nyder pebernødder og rød saftevand, mens Michael Ramløse som russisk virtuos med vekslende held spiller Mozart og Rachmaninov og Chopin på det flytbare klaver.
Med andre ord: Rimeligt fremmede omgivelser for de tæt på halvt hundrede 5-6-årige, som jeg er omgivet af på denne helt almindelige tirsdag i Fair Plays dejlige lokaler i Holbæk.
Men inden 'The Lounge' har vi – allerede i venteværelset – fået at vide af den småforvirrede hovmester i kjole og stribede bukser (Hr. Larsen i skikkelse af Robert Parr), at vi er ved at få lov til at træde ind i hans fashionable de-luxe restaurant til en julemiddag, der savner sidestykke i gastronomiens historie.
En hemmelighed
Men hans ængstelige hentydninger til egnens og gårdens og husets nisser tyder på, at han nok ikke har den fornødne kontrol med alt i køkken og anretterværelse. Det vil sige – det havde han sidste år, men hvor er de nisser nu?
Selvfølgelig! Ikke så snart er Hr. Larsen forsvundet, før to glade og drilske nisser kommer krybende ud af panelet. Maria la Cour og Mikkel Hansen kommer hurtigt på talefod med os, og vi er helt med på, at vi har en hemmelighed sammen: Vi må ikke fortælle Hr. Larsen om, at de findes og at de måske vil lave et par numre eller tre.
Og selvom det er svært at holde tand for tunge, er den kollektive fryd over at vide noget, som Hr. Larsen ikke ved, stor nok, mens vi føres fra det ene rum til det andet.
Men når nisserne tryller flæskesteg og andebryst om til festguirlander og sæbebobler og smukke modeller af vinterlandskaber, og Hr. Larsen er på sit mest forvirrede, klarer det ivrige publikum ikke at holde på hemmeligheden længere, og salen eksploderer i råb og latter.
Det får spillerne kontrol over ved hjælp af en video-hilsen til Larsen og hans publikum fra nisserne fra sidste år, og årets unge nissepar bliver godtaget, og vi går ind i den store sal, hvor et smukt pyntet juletræ venter, og sammen med Mads, som har lagt sin hånd tillidsfuldt i min, og alle de andre får vi en dans om træet, som sig hør og bør.
Og selveste Julemanden kommer ned fra skorstenen på trods af sin enorme mave, og Hr. Larsen får en banjo i julegave og alt er fryd og sang og gammen, og vi løber i en lang slange fra rum til rum på det reneste Fanny-og-Alexander-vis.
Elskeligt
Jeg kan ikke rigtigt stå for Fair Plays indsats for at hævde – tage vare på – værdsætte traditioner og julehygge på denne måde. Hele huset bliver taget i brug, bordet er dækket med fint bestik, her er levende lys og rigtig julepynt overalt, her er mange spillere og hyggelige tjenere, her spenderes saftevand og pebernødder, og så sandelig får vi alle en solid portion risengrød med smør og kanelsukker til sidst. Kan man ønske sig mere?
Jeg gider ikke snakke om kunst og præstationer – dette er ikke 'teater' i den forstand, bare hygge i pureste udgave. Og sjov.
Og jeg lægger mærke til, at Michaels røde smokingsløjfe begynder at blinke godmodigt, når han akkompagnerer 'Nu er det jul igen'.
Mads og hans medpublikummere har haft en fin time hos Fair Play.
