Det kan dårligt blive mere aktuelt. Vi har lige set 14.000 flygtninge vandre ind i Danmark og – for de flestes – vedkommende hurtigt ud igen. Men nogle bliver, og mange af dem er børn. Det er deres rystende oplevelser, som 'Vi ses Rafiq-e-man!' fortæller usentimentalt og underholdende. Ikke udefra, som de billeder vi har set i medierne uge efter uge, men indefra med deres egne ord.
Det er ikke nyt at bringe virkeligheden ind i teatret i skikkelse af lyslevende mennesker, der kan give indholdet autenticitet. Det er heller ingen selvfølge, at metoden virker. Men det gør den her. I historien om flygtningebørn har iscenesættelsen og koreografien ikke blot inddraget, men indarbejdet to unge flygtninge og publikum i den kunstneriske helhed som et solidt og medrivende fundament under forestillingen.
Drengen Salah Issa er tyrkisk kurder. Pigen Diana Shumeykova er russer. Det er nok tilfældigt, men hun minder os om, at flygtninge også kan komme fra et land, som er ret tæt på os. Det hele kittes sammen af en musik og en musiker, der spiller fra det blideste og mest følsomme til hele den tyrkiske musik i sprudlende farver, og som også har overskud til at skabe lydbilleder af vind og hav. For selvfølgelig oplever vi en af de onde ture på havet, hvor nogen når frem, og andre ikke gør.
Begyndelsen og den sidste tredjedel af forestillingen fungerer bedst. Danseren Frej Stenholt Mortensen får med sin kraftfulde stil hurtigt manifesteret en troværdig fornemmelse af den hverdag, som et barn i et dansk asyl-center lever med. Drengens rastløse og vitale hang til bevægelse afslører en følelse af at være spærret inde. Helt konkret, fordi han ikke må forlade stedet, men også af ensformighedens trummerum i de trøstesløse omgivelser bestående af kraftige stativer i stål og træ. De forvandles senere med et snuptag til sejl og telte og bjerge.
Grufuldt genialt
Plankerne er bemalet med streger, der tæller dagene, indtil hans ven Rafiq vender tilbage. For det gør han selvfølgelig, selv om han ikke fik asyl og er sendt ud af Danmark og aldrig svarer på de beskeder, som bliver indtalt på hans telefon. Drengen ved det godt. Hans ven kommer ikke tilbage. Men han holder fast i drømmen om deres sted oppe i bjergene, om det hus, som de skal bygge i mange, mange etager, så der er plads til deres store familier, varme karbade og masser af pizza og nutella.
Sorg og savn over tabet af først familien og så sin ven, Rafiq, lukkes ud i små bemærkninger . 'Jeg græder kun om natten, når det er mørkt' og 'Jeg synger for mig selv, når jeg ikke kan sove'. Engang var det en mor, der sang for pigen i asylcentret, men det er længe siden. Alligevel er der ingen af de to teenagere, der ser sig selv som ofre.
Det er klogt tænkt og virkningsfuldt gennemført, at de taler deres modersmål på scenen og har speaket deres danske replikker. Det gør dem frie i spillet, hvor især han er utrolig nærværende og udtryksfuld, mens hun gør indtryk med en stille sødme.
Teksten er præcis og godt formuleret. Men Frej Stenholdt Mortensen er ingen stor fortæller, og det gør nogen af episoderne lovlig langtrukne.
Men i forestillingens sidste tredjedel folder konceptet sig for alvor ud. Adskillige tilskuere trækkes fysisk med ind i spillet og udfylder en vigtig rolle som en gruppe flygtninge på havet hegnet ind af en hvid kridtstreg. Det er lige så enkelt som grufuldt genialt at lade deres videre skæbne afhænge af et terningekast, som en af flygtningene bliver sat til at foretage.
En sekser betyder, at de klarer den og når Europas kyst, der venter som et lille hus med lys i. Men de slår en femmer og får motorstop, og kun to af dem når frem. Senere venter endnu et terningekast. Fra en treer og ned er det ud af vagten og hjemsendelse til det, som man er flygtet fra. Viser terningen høje tal, får flygtningen asyl i Danmark. Rafiq var ikke blandt de heldige.
