Odsherred Teatercenter lagde i dagene fra 27. maj til 2. juni 2012 en skøn ramme for ASSITEJ’s internationale TABOO-workshop, der havde deltagelse fra 23 deltagere fra ni lande i Latinamerika, Norden og Europa, der skulle sættes fokus på, hvordan man laver teater for børn over tabuiserede emner. .
TABOO har, siden den første workshop blev afholdt i Caracas, Venezuela i 2008 været et koncept i stadig udvikling i ASSITEJ’s regi, med en række internationale workshops afholdt i bl.a. Cuba, Brasilien, Finland og Island.
Udgangspunktet er, at tabuer oftest dækker over vigtige, smertefulde og undertrykkende oplevelser, som det er vigtigt for teatret at behandle og – ikke mindst – finde form til at udtrykke. Udover at hver workshop kan ses som et unikt møde, både mellem deltagerne indbyrdes og det sted, workshoppen foregår, har tabu-konceptet udviklet en række grundlæggende principper for arbejdet, som handler om mødet på gulvet på tværs af kulturer, fokus på værtslandets tabuer, og inddragelse af børnene i processen.
TABOO har karakter af praktisk laboratorium for dannelse af erfaringer, som hver enkelt deltager efterfølgende kan tage med sig i sit videre sceniske arbejde.
Workshoppen i Odsherred blev ledet og facilliteret af Vigdis Jakobsdottir fra Island, Jorge Padin fra Spanien og Dirck Backer fra Danmark, og målet var at introducere nye – og ikke mindst danske – deltagere til tabu-arbejdet.
15 af deltagerne var således førstegangsdeltagere. Fra Danmark var der deltagere fra Asterions Hus, Teater Patrasket, Madam Bach, Teatret NEO, Asger Zap Showteater, Forumteatret Prisme og Scenekunstens Udviklingscenter.
Og da TABOO er et koncept i stadig organisk udvikling, var der – for at sikre projektets kontinuitet – også deltagere fra tidligere workshops.
Hvad er tabu?
Også på denne workshop inspirerede temaet deltagerne til at kigge indad og se efter de mere skjulte og fortiede sider af den kultur, de selv er en del af.
For at bidrage med en teoretisk inspiration indledtes med en forelæsning af adjunkt Morten Warming fra Institut for Tværkulturelle Studier. Han fortalte bl.a. om begrebets historie, at det havde bevæget sig fra religionsvidenskabens domæne til psykologiens: Tabu er i høj grad blevet betegnelsen for det, en kultur fortrænger, og de mest effektive tabuer er dem, vi overhovedet ikke kan se!
Derfor giver det mening at arbejde internationalt med tabuer, for netop med hjælp fra øjne udefra får vi mulighed for at se det, vi ellers ikke kan se i vores egen kultur. I arbejdet med folk fra andre lande viser det sig ikke svært at blive enige om en række fælles ’store’ tabuområder omkring krop, seksualitet, familieskam og død – men der er alligevel store variationer over, hvordan tabuerne kommer til udtryk og vægtes i forskellige kulturer.
Og disse forskelle – og bevidstheden om dem – kommer frem i arbejdet. F.eks. blev vi danskere, under arbejdet med en scene om sorg i familien, klar over, at det i vores land stadig er tabu for voksne mænd at græde for længe ad gangen: En spansk skuespiller gav scenen et smukt og meget tårevædet udtryk, som vi følte var udover vores kølige nordiske grænse for, hvad fædre kan vise i den situation.
I en anden scene udløste det, vi troede var en harmløs national stereotypisering – ’sådan bevæger spaniere sig’ – en voldsom reaktion fra en serbisk deltager. For ham var det uacceptabelt med den slags nationale generaliseringer – og måske et udtryk for at nationalisme er et meget ladet og tabuiseret emne i Serbien p.t. Eller måske at vi selv er blevet meget vant til vores egne fordomme? Svarene er relative, når man arbejder tværkulturelt…!
Møder med børn
Workshoppens fokus var imidlertid ikke tabuerne alene, men hvordan vi kan behandle dem i teater for børn: Hvordan rammer tabuer danske børn? Hvilke emner er påtrængende at tage op?
Der var indlagt to møder med børn: I starten af ugen tog deltagerne til en lokal skole som indledende research, og i slutningen kom børnene fra skolen til Teatercentret for at se de scener, der var lavet i ugens løb.
Det første møde på skolen havde sin egen udfordring: 23 voksne mennesker fra alverdens lande kommer ind i en 4. klasse i Nykøbing Sj. – og hvordan få børnene til at tale om deres tabuer i den situation..!?
Metodevalget blev at arbejde med børnene i mindre grupper og varme godt op med teater- og dramalege.
Generelt viste de 18 børn i Nykøbing Sj. ikke modstand mod at tale om, hvad de mente tabuer var for dem og danske børn generelt – der blev talt åbent og skrevet emner ned på store fælles papirer: Alkohol, incest, fedme, at være anderledes, ensomhed, død, vold/forældre der slår, skilsmisse, mobning.
Et markant træk ved børnenes tanker om tabuerne var deres trang til at beskytte deres forældre/de voksne: Grunden til at man ikke ønsker at snakke med de voksne om noget, man har været udsat for, er børnenes frygt for at gøre dem kede af det. Og det gælder også, hvis det er de voksne, der har udsat én for det ubehagelige..!
Forventninger og begrænsninger
Med afsæt og inspiration i børnenes udsagn fra denne indledende research blev ugens scener skabt.
Deltagerfeltet på workshoppen var meget erfarent og der var kun få sprogproblemer, hvilket gjorde det muligt at arbejde ret frit. Det resulterede i en stor bredde i udtrykket og et mere eksperimenterende arbejde, end det har været tilfældet på tidligere TABOO-workshops.
De formmæssige valg blev truffet i en form for ’åbent marked’, hvor deltagerne kunne finde sammen i grupper omkring særlige arbejdsformer og formsprog, man havde lyst til:
’Masker’, ’Den personlige erindring’, ’Det Absurde’ og ’Objekter/site-specific’ blev overskrifterne for gruppernes arbejde.
Den afsluttende forestilling, som blev det andet møde med børnene, blev en timelang tur rundt gennem teatercentret: Scener om udelukkelse af minoriteter, om forældres fravær, om familiehemmeligheder, alkoholisme, seksuelle overgreb, mobning og grænseoverskridende handlinger – udført i mange forskellige udtryk.
Børnene var meget optagede af scenerne, og flere udtrykte efterfølgende, at det mindede dem om, at ’mange mennesker har det svært’.
Flere havde spørgsmål til, hvordan de skulle forstå det absurde, dadaistiske indslag, hvilket afsluttende også gav anledning til en – måske ikke helt ny – diskussion blandt os deltagere: Hvor meget skal man som kunstnere forholde sig til børnenes forventninger om at ’forstå’? Skal man møde denne forventning og muligvis dermed komme til at begrænse sin kunstneriske frihed – eller skal kunsten for børn også udfordre, og åbne for publikums evne til at opleve, frem for at forstå?
TABOO til nye kontinenter
Dagene i Odsherred var rige på arbejde og udvekslinger – og bekræftede styrken i hvad teatret kan, ikke mindst for de medvirkende. Det at mødes på det tomme gulv og udvikle et arbejde sammen nedbryder hurtigt barrierer og skaber stærke bånd. Derfor har TABOO- workshopsene i ASSITEJ vist sig at være i stand til at skabe et stærkt netværk, der til stadighed udvikler sig, og med tiden også bærer egentlige samproduktioner med sig.
Der blev på workshoppen i Odsherred aftalt en fortsættelse af arbejdet, og flere af deltagerne har planer om at arrangere fremtidige workshops i deres hjemlande. ’Taboo’ som tema er et stærkt tema, der stadig kan udforskes, men også andre temaer kunne være samlende for internationale workshops af denne karakter, som burde være en fremtidig kerneaktivitet i ASSITEJ – fordi det giver så uendelig meget mening.
Mens Norge og Serbien nu påtænker fremtidige TABOO-workshops, er det også tanken at udvide disse workshops i ASSITEJ-regi til Afrika og Asien, idet der hidtil kun har været afholdt for Europa og Latinamerika.
Og helt konkret og lokalt påtænker man i Teater Patrasket på baggrund af de indhøstede erfaringer fra forårets workshop at lave en forestilling, der tematiserer hemmeligheder.
ASSITEJ – den internationale organisation for formidling og organisering af børneteater – (www.assitej-international.org) har afholdt en række workshops i forskellige lande med udgangspunkt i tabuer i børneteater. Seneste TABOO-workshop blev afviklet 27. maj til 2. juni 2012 i Danmark med deltagelse af 23 deltagere fra ni lande.
