Lørdag den 27. februar åbner Teater Refleksion dørene for sit nye stationære værested på Frederiksgade i Århus.
Her står 726 kvadratmeter klar til at berige det særlig segment af teaterlivet, der udgøres af dukke- og animationsteater. Det sker med gode teaterfaciliteter i form af spille- og prøvesale, publikumsfoyer, værksted og administration.
Med økonomisk opbakning fra kommune, kunstråd og fonde samt godt med knofedt fra medarbejdere, venner og kolleger er stedet blevet klar til at møde sit publikum – og det sker med åbent hus for alle interesserede fra kl. 11-14 og siden med udsolgt premiere på ’H.C.’s Ventesal’, der er en dukketeaterforestilling for voksne.
Flere festivaler og forestillinger
Teater Refleksions kunstneriske leder, Bjarne Sandborg, har været med siden teatrets start for ca. 20 år siden, og han glæder sig naturligvis over de nye muligheder for at promovere både teatret og den særlige kunstart, som animationsteatret er.
Og selvom det stadig er en relativ smal kunstart, hvor fokus i Danmark mest er på børneteater, så ser Sandborg tegn på en stigende interesse – også hos det voksne publikum.
»De sidste par år er blevet produceret flere dukkeforestillinger for voksne end sammenlagt i de næsten 20 år, Refleksion har eksisteret,« siger han og uddyber:
»Copenhagen Puppet Festival blevet etableret og har med stort held satset på at skabe en festival med udelukkende voksenforestillinger, mens Silkeborg Dukketeaterfestival præsenterer mange dukkeforestillinger for voksne og har stor søgning til dem. Der blev skabt en ren tråd-marionet-film, ’Strings’, i Danmark etc. Vi har desuden gennem årene oplevet, at der kommer et stadig stigende antal unge og voksne uden børn for at se vores forestillinger. Men også på børneteaterområdet er der jo mange flere forestillinger, der gør brug af dukker og animation, end der var, for blot ti år siden,« lyder det fra Bjarne Sandborg, hvis egen interesse for dukketeater startede i midten af halvfjerdserne, hvor han kom med i en dukkeforestilling som medlem af ungdomsskolens dramahold.
En magisk verden
»Men fascinationen tog virkelig fart, da jeg så Jytte Abildstrøms ’Petrushka’ og de mange fantastisk spændende, udenlandske forestillinger på de første ’En anden slags teater’-festivaler i begyndelsen af 1980’erne. Der åbenbarede sig en fuldstændig magisk og surreel verden, som tiltalte mig meget. Jeg har altid været tiltalt af det magiske og af illusionerne i teatret ¬– f.eks. har jeg haft meget svært ved at tro på store, voksne skuespillere, der hænger i wirer i loftet og lader som om de flyver – men derimod ingen problemer med at acceptere at en dukke svæver gennem luften,« siger Bjarne Sandborg, der nu som etableret dukkefører, instruktør m.v. på Refleksion har haft en tilgang til faget, som bunder i, at Danmark ikke har en egentlig uddannelse i dukketeater:
»Som ung var jeg med i en amatørgruppe i fem år og stykkede derefter min egen uddannelse sammen i firserne, hovedsagligt gennem kurser på Århus Teater Akademi. Derefter vendte jeg tilbage til dukketeatret med målet at forene de redskaber, jeg havde tilegnet mig, såsom kropsteater – som det virkelig hed dengang – dans, mime, performance og brugen af rum, lys og lyd som fortællende parametre. Derudover har jeg lært utrolig meget af Ole Bruun Rasmussen (dansk dukketeaterpioner, f. 1936, red.). Og jeg har set et hav af spændende dukke- og animationsteater, som jeg tændt og vedligeholdt min interesse for genren.«
Ingen dansk uddannelse, men…
– Hvorfor har vi aldrig haft eller fået en dukketeateruddannelse i Danmark – bortset fra den nu lukkede dukkemageruddannelse i Thy, der jo reelt var et ungdomsuddannelsesprojekt?
»Det er der jo nok flere grunde til. Den første og største er vel at faget aldrig rigtig har opnået den forståelse og respekt, det fortjener. Mange tror simpelthen, at det er enormt nemt at spille dukketeater, så det behøver man ikke uddanne sig til. Indtil for nylig har dukketeater desuden haft karakter af at være en niche i det samlede teaterudbud, så det har vel ikke været muligt at forsvare at sætte de mange nødvendige midler af til at uddanne fagfolk. Men efterhånden som brugen af dukker, figurer og objekter i teaterforestillinger stiger, så vokser behovet for fagligt funderede kunstnere jo også, så måske det kommer,« lyder det forhåbningsfuldt fra Bjarne Sandborg, der samtidig erkender, at det nye dukketeaterhus i Århus ikke har ressourcer eller økonomi til at løfte opgaven, selvom man gerne vil være et samlingssted for animationsteater i Danmark.
Men han og andre kan så glæde sig over, at Scenekunstens Udviklingscenter – der også rummer Odsherred Teaterskole – netop har oprettet en særlig kursusafdeling for dukke- og animationsteater. Og at det selvfølgelig også indgår i planerne hos den entreprenante leder af stedet, Martin Elung, på sigt at etablere en egentlig uddannelse i faget…
Svært, sjovt og spændende
– Men hvad er det egentlig, at animationsteater kan, som ’almindeligt’ (børne)teater ikke kan?
»Man kan ophæve tyngdekraften! Og det kan være meget brugbart, når man nu gerne vil fortælle historier og give oplevelser, hvor drømme og fantasi er en stor del. Og så kan man for ret små midler bygge et omrejsende teater med mulighed for et rum under gulvet, med træk i loftet og meget andet sjov,« kommer det entusiastisk fra Bjarne Sandborg, der glæder sig over, at stadigt flere teatre benytter sig af dukker og objekter i forestillingerne, men også er opmærksom på, at det også kan bunde en i en meget udbredte opfattelse, at det er nemt at bruge en dukke.
»I virkeligheden er det stik modsat: Det er faktisk teknisk set meget mere tidskrævende at producere en dukkeforestilling, fordi man som spiller(e) og instruktør må bruge uger eller måneder, før de egentlige prøver kan gå i gang, fordi man skal lære at beherske og forstå netop denne dukke for at undersøge dens bevægelsesmuligheder, dens udtryk, dens karakter,« siger Bjarne Sandborg.
»Det er altså lidt som at tisse i bukserne for at få varmen, for det holder ikke ret længe, hvis ikke man har fundet en bedre og større berettigelse for at bruge dukker i forestillingen. Det er altså ikke nemmere at skabe en velfungerende dukkeforestilling end det er at skabe enhver anden type børneteater – det er nøjagtig lige så svært og sjovt og spændende og krævende som det er at skabe enhver anden kvalitetsoplevelse for et publikum.«
Dukkeførere bruges for lidt
Og så er det jo, at man er nødt til at spørge til Sandborgs generelle opfattelse af dukkefører-niveauet i dansk børneteater…
»Taler vi om de ’rigtige’ dukkeførere; de, der gennem års træning, skoling eller erfaring har tilegnet sig håndværket, så er der absolut et højt niveau, repræsenteret af et par håndfulde rigtigt dygtige og meget seriøse dukkeførere. Taler vi derimod om børneteatret generelt, så trækker det noget ned, at man ofte vælger at bruge en skuespiller uden eller med meget lidt erfaring i dukkeføring, frem for at vælge den fagligt rigtige person til opgaven. Nogle af de rigtig dygtige dukkeførere, vi har, har desværre alt for lidt at lave og det kan ærgre mig frygteligt at de ikke bliver brugt mere, når der nu bliver produceret flere og flere teaterforestillinger med dukker,« siger Bjarne Sandborg
– I Danmark er dukketeater primært for børn, i mange europæiske lande er det en højt skattet kunstart. Hvornår og hvorfor er denne forskel opstået?
»En del af forklaringen skyldes sandsynligvis, at man har kunnet tillade sig at sige stærkere sandheder om magthaverne og samfundets struktur gennem de ’uskyldige’ dukker, end man kunne som skuespiller af kød og blod. Og her har vi måske ikke haft det samme behov for at pakke tingene ind, i hvert fald i de sidste århundreder,« siger Bjarne Sandborg, der erkender, at genren stadig har til gode at blive opdaget af det store publikum.
Andre udfordringer
Men Refleksion har og vil forsøge at opdyrke også voksenteaterforestillinger – og har altså nu fået et stationært teater til det.
»Vi startede faktisk teatret med at producere en voksenforestilling og har lavet én for ti år siden, så det er ikke noget, vi skal til at opdyrke. Men det er forfriskende, som et teater og som efterhånden velvoksne kunstnere, der hovedsageligt skaber børneteater, at kunne fordybe sig i en tematik, der er mere aktuel for os som voksne. Vi kan bruge os selv på en anden måde og vi kan kommunikere på et andet plan. Endelig tror jeg på, at det kan være værdifuldt for vores børneteaterarbejde at tage et lille frikvarter fra den sædvanlige referenceramme og udsætte os selv for helt andre udfordringer. Men vi har en stor passion for denne teaterform og den vil vi naturligvis gerne dele med andre voksne, ligesom vi gerne vil give det voksne publikum mulighed for at opleve den magi og kraft, genren rummer,« fortæller Bjarne Sandborg.
Netværksudvikler
– Nu får I et stort nyt teater: Skal I nu til at spille mere stationært teater og dermed geare ned for turnelivet i Danmark – og turneerne i udlandet
?
»Nåhh, stort og stort, så er det nu altså heller ikke større! Men jo, vi skal spille mere stationært, men absolut ikke geare ned hverken for den danske eller den udenlandske turnéaktivitet,« kommer det bestemt fra Teater Refleksions kunstneriske leder af et teater, der har ønsker, drømme og ambitioner og håber, at man med det nye dukketeaterhus kan udvikle et større og også internationalt netværk for animationsteatret.
