(27.9.2010) »Jeg er egentlig lidt sky overfor sådanne markeringer, men tænkte: OK, nu gør jeg det sgu og samler nogle af mine mange forestillinger,« kommer det fra Peter Seligmann, der markerer sit ti-års jubilæum med eget teater ved at lave en festivalkavalkade med 16 forestillinger, musik og fest i Svendborg, der er fast base for Teater2Tusind, der dog er et turnerende teater i såvel Danmark som den store verden.
Peter Seligmann, der i børneteaterkredse stort set kun går under navnet ’Sille’, har været en fast bestanddel af dansk børneteater i årtier og præget området med sine ideer, sine forestillinger, sit engagement og sin medleven, og det blev bl.a. belønnet sidste år, da han i september 2009 fik Horsens Kommunes Børneteaterpris.
Det skete bl.a. med motiveringen, at han været både flittig og stædig i sin kunst, der er båret på en ægte omsorg for børns tarv og muligheder. ’En ægte humanist, der i 30 år har givet børn i alle aldre fantastiske teateroplevelser’, lød nogle ordene til Peter Seligmann, for hvem det hele startede tilbage i 1973, da han som lærerstuderende på Skaarup Seminarium fik en rolle som vicevært i Harold Pinters ’Viceværten’ på BaggårdTeatret, der dengang var et amatør(voksen)teater.
Da BaggårdTeatret i 1976 fik professionel status via 67.000 kr. og en bil fra Teaterrådet, stod repertoiret på børneteater – og det har det også gjort lige siden for Sille, der både har skrevet og spillet med i en lang række BaggårdTeater-succeser.
Minimalist med store armbevægelser
I 2000 besluttede han sig dog for at forlade BaggårdTeatret, der trods sin relativt beskedne størrelse alligevel var blevet for bureaukratiseret efter Silles smag. Med for mange møder og udvalg og beslutningsprocesser og administration og regler.
Teater2Tusind blev således skabt med det erklærede mål at være et minimalistisk foretagende, hvor det hele skulle dreje sig om skuespillet.
Han ville være ’en halvdårlig administrator, der sjusker hvor jeg kan komme til det og hvor kun kontakten til kunder og spillesteder administreres, så godt jeg kan’, lød det dengang fra Sille, der ville bruge sit teater til at realisere egne ideer og være med i alle processerne, skrivning, opsætning og medvirken.
Det gik også godt en rum tid – og Teater2Tusind fik helt fra starten støttet via RBOT-ordningen og siden fra Teaterråd/Scenekunstudvalg – men Sille er kendt for at have mange ideer, der helst skal realiseres på én gang, og for få år siden kammede det over, og teaterejer Seligmann gik ned med stress og måtte aflyse alt i seks måneder.
»Det var en periode, hvor jeg skrev på et stykke, bearbejdede et andet, spillede og administrerede teatret, og det blev pludselig for meget,« siger Sille, der dog atter er helt på fode, men har erkendt, at det trækker søm ud, når man har for mange folk i arbejde og bøvl med alt det organisatoriske, som selv et lille teater skal rumme.
Nu kører han helt bevidst i et lavere gear med mindre forestillinger og et blik for det muliges kunst.
Hårdere tider
I foråret fyldte Peter Seligmann så 60 år, men trods de 34 år i det turnerende børneteaters tjeneste har han ingen aktuelle planer om at stoppe.
»Der er selvfølgelig en vis inerti i det. Det er jo noget, som man kan. Men det handler også om den basale nysgerrighed: Det er et frirum, hvor man kan lege sig selv som lille og udforske sin nysgerrighed. Jeg laver ikke kun teater ud fra hvad børnene vil have og interesserer sig for, men kører meget på mine egne fornemmelser og de andre filtre for hvad forestillingerne skal rumme,« siger Sille, der bliver ved, så længe lysten er der. Og helbredet.
For han elsker stadig kontakten med publikum, og nysgerrigheden over for barnesindet er intakt.
Men også Sille og Teater2Tusind kan mærke de dårligere tider for børneteatret.
»Det er helt basalt sværere at sælge forestillinger. Formidlerne melder om økonomisk lavvande og man støder hyppigere ind i meddelelsen om, at ’det var så nok sidste gang, at vi har teater ude’,« lyder det fra Sille, der bl.a. tager mere til udlandet for at spille – hvilket lettes ved, at han kan spille mange af sine forestillinger på både engelsk, tysk og spansk.
Og så har han i øvrigt altid været internationalt orienteret:
»Det er vigtigt at stikke snøften ud og på den måde holde sin nysgerrighed i live,« lyder det fra Sille, der også gennem årene har været med i flere internationale samarbejdsprojekter.
Fata Morgana
Det nyeste er dog helt hans eget. Og symptomatisk for Silles arbejdsstil og verdensanskuelse. Forestillingen ’Fata Morgana’ er lidt af en ulandsthriller fra Afrika med en zambisk medspiller, hvor forholdet mellem hvid/kolonisator og sort/koloniseret bliver afdækket med humor og helt uden løftede pegefingre i et lille spil om kampen om en vandflaske med indhold.
Teksten er skrevet af Sille og tyske Volker Quandt og sidstnævnte – der huserede i dansk børneteater tilbage i 70’erne og 80’erne – har også instrueret. Forestillingen fik fem stjerner og følgende ord med på vejen af Anne Middelboe Christensen i anmeldelsen
i børneteateravisen.dk:
’Det er imponerende, at Teater2Tusind har fået denne internationale forestilling på benene – eller på vandflaskerne. Og det skønne er velsagtens, at ’Fata Morgana’ både skaber eftertænksomhed og gode grin hos de mellemstore børn og hos deres voksne. Og en tørst efter at vide mere om det kontinent, der absolut ikke kun lokker med sine elefanter’.
Den gode modtagelse af forestillingen er dog ikke blevet fulgt op af ‘kommerciel’ succes.
»Jeg har solgt TO forestillinger,« nærmest råber Sille i vantro frustration, for det har været en bekostelig produktion og det er jo ikke ligetil at hive medspilleren, der er bosat i Zambia, op til Danmark for næsten ingenting.
Man skal turde noget
Alligevel er der ingen vaklen i de kunstneriske geledder:
»Det er vigtigt, at vi ikke af økonomiske grunde trækker os ind i os selv og kører på rutinen og det, som vi ved er salgbart, Man skal stadig turde noget,« siger Sille, der selv satser med sin helt egen jubilæumsfestival i hjembyen.
Selvom Sille nok bor i Svendborg, har han helt bevidst holdt sig fra byens teaterliv i kølvandet på sin exit fra BaggårdTeatret. Og det kan også mærkes på forhåndsinteressen for hans festival.
»Det føles som lidt af en boomerang, for jeg har ikke mere noget netværk i Svendborg, der automatisk kommer til forestillingerne,« siger Sille, der dog ved hårdt benarbejde har afsat ti lukkede skoleforestillinger til byens institutioner.
På den måde er der skabt en basisøkonomi for festivalen, selvom det har knebet med at sælge billetter til aftenforestillingerne.
Med sammenlagt 16 forestillinger på otte dage på BaggårdTeatrets scene har han også åbnet for et større logistisk puslespil med tilrejsende medspillere, op- og nedtagning af scenografier m.v.
»Man føler sig sgu nogle gange ligesom den Klods Hans, jeg spiller så meget. Man render rundt hele tiden lige som ham,« kommer det fra Sille.
