Af: Morten Hede

10. marts 2017

Makkerløse handsker i Randers

Hvad bliver væk i Randers EgnsTeaters forestilling ’Væk’? En historie i to spor, hvor det ene går direkte hen over de små hoveder i salen, men hvor der delvist kompenseres med poesi og spillemæssig nærvær.

Nanni Lorenzen er alene på scenen i denne randrusianske forestilling for de allermindste. På gulvet står hendes pakkenelliker; kasser, kurve og kufferter. Hun byder velkommen i døren, og Nanni er vi allerede på fornavn med, før vi kommer ind.

Foran hende, på madrasser, sidder nu omtrent 15 vuggestuebørn og en håndfuld pædagoger og ser opmærksomt til, mens hun flytter ind og flytter rundt. Hun placerer igennem forestillingen sine minder på hylderne og på møblerne, mens hun knytter små fortællinger om sin ven Ejner til hver genstand.

Før, under og efter forestillingen hører vi jazzet musik, både i swing- og valserytmer, som virker særdeles stemningsskabende – også på de små.

Scenografien er hyggelig og intim. Og lyssætningen, der dog virker noget statisk i sit konstante skær, omslutter den lille stue på en behagelig måde.

Forestillingen ’Væk’ spiller som en del af Randers Kommunes ’en til alle’-ordning, som skal sikre mindst én årlig teateroplevelse til alle kommunens børn og unge og derfor udbydes til vuggestuer og dagplejer i Randers.

Hvad er væk?

Flere gange ringer hendes telefon, som hele tiden forputter sig i æsker og kasser, så hun først for sent får den fundet. Og modsat det optrækkelige ur, som de færreste af småfolkene nok har stiftet bekendtskab med før, er telefonen en smartphone, som hun swiper hen over med pegefingeren.

Når hun opdager, at hun ikke nåede telefonen, siger hun: 'Nå, det nåede de ikke'.  En kuriøs lille bemærkning, som denne anmelder stadig grubler over.

Men måske er der ikke den store mening i det. Ligesom det er svært at blive helt fortrolig med meningen bag titlen ’Væk’. For foruden telefonen – som ikke bliver væk, men nærmere glemt – så er der ikke rigtigt noget, der bliver væk.

Og i programteksten fra Randers EgnsTeaters hjemmeside omtales ’Væk’ som en forestilling om, når noget bliver væk, og fortsætter: 'Og tænk, hvis man selv blev væk? Bare et øjeblik'.

En historie om alderdom?

Vennen Ejner er ikke til stede, selvom hans frakke hænger på stumtjeneren. Og det er oplagt, set med voksne og teatervante briller, at det er Ejner, der er væk. Måske er han hendes afdøde mand.

Det mærkes i flytteriet; hun indretter sig iblandt minder i en mindre lejlighed. Og det mærkes i den sjælfulde dans med Ejner, i form af dansende handsker på bordet, og det inderlige kram igennem hans frakke, som vi ser til sidst i forestillingen.

Men Ejner omtales hele tiden i nutid, og forestillingen drejer sig primært om, at hun skal til Ejners fødselsdag. En fødselsdag, som hun først til sidst indser er hendes egen.

Det er for denne anmelder tvivlsomt, at børn i vuggestue-alderen forstår den tolkning. En anden og velsagten endnu fjernere tolkning for børnene, ledt ud af programteksten, er, at det er hovedpersonen selv, der er blevet væk i en begyndende demens eller lignende.

Hvorom alting er, så hænger forestillingens titel og præmis ikke sammen med det, der bliver fortalt. Og derfor bliver ’Væk’ mest en historie om en kvinde, der savner sin ven. Og det er alt andet lige også en god fortælling.

Hyggelige rammer

Ser vi så på fortællingen om to venner, der savner hinanden – så er ’Væk’ i virkeligheden en poetisk lille sag. Nanni Lorenzen formår hurtigt at skabe relationer til publikummerne, og hun manøvrerer fint rundt i kommentarer fra de små.

Spændingen daler lejlighedsvist igennem forestillingen, fordi der er for mange sager, der skal flyttes. Men disse sager bruges alligevel til at skabe tydelige billeder som snevejr og en køretur med Ejner i det danske sommerlandskab.

Det er befriende at lade sig opsluge af denne kvindes lille liv i den lille stue, og hun er behageligt selskab. Og når uret endelig går, hører vi sekundslagenes associationsvækkende lyd.

Historiens og konceptets mangler – eller måske overkompleksitet i forhold til målgruppen – opdager kun de voksne, og børnenes største udfordring bliver derfor at holde begejstringen, hver gang der åbnes endnu en æske med sager.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang