Det er ikke nyt, at en skuespiller skaber en soloforestilling med udgangspunkt i deres eget liv. Men i 'MOBBEDRENG’ formår Kristoffer Eriknauer at nå langt ud over sit selvbiografiske afsæt som homoseksuel og mobbeoffer.
Den ualmindeligt velskrevne og flot disponerede tekst viser, at den nyuddannede skuespiller har mere end et talent at gøre godt med. I et kort og koncentreret cirkelforløb foldes en historie ud om en dreng, der allerede som 8-årig ved, at han er anderledes and de andre drenge.
Men han ved også noget andet. Noget, der takket været en forstandig lærer giver ham en pind i ryggen, integritet og mod til at overkomme mobningens modbydeligheder. Iklædt hvid fjerdragt stiller han sig op og synger en sang vel vidende, at han vil blive grinet af og mobbet. Det tåler den lille dreng, fordi magien ved at mestre at stå på scenen er så meget større.
Det er dybt rørende, fordi den voksne mand og skuespiller ønsker og generøst evner at udbrede magien til publikum.
Alt det kunne den otte-årige af gode grunde ikke sætte ord på, men det kan og gør Kristoffer Eriknauer nu fuldstændig vidunderligt. Med storsmilende charme lægger han ud som vært på et tv-show med guldlameller og glitter og pink belysning.
Derfra fører han os suverænt og medrivende med sikkert overblik og overvældende dramatisk overskud igennem en række episoder, der veksler i tid og sted. Men hvor det overordnede tema om mobning og seksualitet og sammenhængen mellem de to aldrig tabes af syne.
En dramatisk moppedreng
Derfor er man ikke et sekund i tvivl om, at ’MOBBEDRENG’ er en forestilling, hvor der er noget – faktisk meget – på spil. Hele spektret af, hvordan man faker at være hetero, når man er homo, er komisk, men også tragisk. Tværs igennem den skønt underholdende og fysisk overlegent elegante fremstilling af den lille dreng, teenageren, den unge mand og personerne omkring ham, mærkes alvoren.
Indimellem helt konkret, når skuespilleren ubesværet skifter til rollen som nøgtern kommentator og tilbage igen, så det personlige ikke opleves som selvoptaget, men bliver alment og uundgåeligt.
Konfrontationen rammer som et slag i maven, når Kristoffer Eriknauer med et lille smil og intenst blik roligt beretter om de rædsler, som et mobbeoffer udsættes for. Men som den dygtige skuespiller han åbenlyst allerede er, på samme tid lader smerten og ydmygelsen vokse og vokse, til han går amok i et brøl af sorg og vrede.
Den slags kan ødelægge både mobber og den mobbede for livet. Alligevel bliver vi husket på, at mobbere selv kan være udsatte børn, roller kan skifte og medløbere ikke er ansvarsfrie – nærmest tværtimod.
Det er imponerende, så meget underholdende oplysning og stærkt teater, der også omfatter sang og en udsøgt lydkulisse, som ’MOBBEDRENG’ tilbyder publikum. Ikke mindst, hvis de er i teenagealderen.
Kristoffer Eriknauer præsenterede sin dramatiske moppedreng af en forestilling i samarbejde med Teater V og Copenhagen Pride under Priden, men dens kvaliteter rækker langt bredere ud end det.
