Af: Henrik Lyding

13. juni 2012

Madglæde og mobberi

Pudsig men ikke helt stringent dukkekomedie om heltedrømme og skolemobberi hos Marionetteatret i Kongens Have.

Opbuddet af klapvogne er massivt sådan en søndag eftermiddag i Kgs. Have. Her grundlægges måske en ny generation af teatergængere, når de små poder af forældre og pædagoger tages med til gratis børneteater i det fri.

Historien gælder denne gang et alvorligt emne som mobning. Drengen Thorkild er betydeligt rundere end gennemsnittet, og det har konsekvenser. De andre i klassen gider ikke lege med ham; han er altid udenfor, både i timerne og i frikvartererne. Tykke Thorkild – han vil så gerne, men får aldrig lov. Tættest på fællesskabet kommer han vel, når de andre sparker en bold i hovedet på ham. Og hvor sjovt er det lige! Ellers gælder det ydmygelse på ydmygelse, ikke mindst i gymnastiktimerne, for Tykke kan hverken springe over hesten eller klatre i reb.

Forståeligt at han finder trøst i køleskabet derhjemme. Trøst og ansats til yderligere problemer. For det er jo ikke ligefrem slankere, man bliver af en tur i køleskabet. Senere drømmer han sig ind i køleskabsland, hvor madvarerne er levende, og hvor Thorkild kan redde sin udkårne fra skoleklassen fra den frygtelige og aggressive roastbeef (!), der er køleskabets onde ånd. Omsider er Thorkild blevet en helt, om end kun i drømmeland.

Skægge stangdukker – og lidt for meget dukkefører

Men minsandten om ikke drømmen går i opfyldelse dagen efter. På mærkelig vis ender Thorkild som springmadras i gymnastiktimen, da en dreng ved et uheld havner langt oppe i rebene og ikke tør springe ned. Hvorfor han ikke bare klatrer ned, fandt jeg aldrig ud af. I det hele taget kommer den lykkelige slutning temmelig brat og uforløst, og det er ærgerligt, for resten af historien fortælles sådan set ganske sjovt.

Det sjove omfatter også dukkerne, der er tættere på virkeligheden, end tilfældet ofte er. Små, skægge stangdukker, hvor det dog irriterer mine voksenøjne, at man ser de sorte dukkefører-hænder så ofte over kanten, lige som det øverste af et dukkefører-hoved såmænd også lader sig bese med mellemrum. Det må kunne gøres med langt større præcision.

Og nu vi er ved unoderne: Jeg fornemmer, at iscenesættelsen ikke får det optimale ud af dukkernes spil, hvilket skaber nogle lidt uklare og mindre morsomme situationer end nødvendigt.

Set med voksenøjne vakler forestillingen også i det verbale. Vil den bruge ord og replikker, eller vil den ikke. Helst ikke, fornemmer jeg, hvilket også er det optimale i en turisttæt sommerhave; alligevel anvendes der visse steder ord og vendinger, hvor man måske kunne have klaret det mere elegant med en stringentere iscenesættelse.

Men som helhed er ’Helten i køleskabet’ ganske sjov – ikke mindst dansende og selvskrællende bananer i køleskabet er et klart hit – og så sætter den fint fokus på mobning uden at docere på nogen som helst måde. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.