Hvor er de voksne dog mærkelige!
Det er svært ikke at give den lille prins ret, når man læser om hans mange mærkelige møder med den faktafikserede voksenverden i Antoine de Saint-Exupérys vidunderlige og kærligt-ironiske eventyrfabel fra 1946.
Forståeligt nok har bogen gennem tiden inviteret mange teatre til dramatisering; ikke mindst fordi historien for en stor dels vedkommende består af dialog.
Friluftsversionen bagerst i Kunstindustrimuseets skønne have er heldigvis meget loyal over for originalen. Med enkelte friheder i form af indlagte sange, der sammen med en sjov opstramning af de mange sørgmuntre skikkelser, prinsen besøger på sin rejse rundt i verden, skaber god afveksling i Sargun Oshanas meddigtende iscenesættelse.
Men oftest får vi ord til andet, hvilket sikrer den helt specielle naive poetiske logik og livsvisdom i barnehøjde, der er en af romanens styrker.
Men hvordan visualiserer man nu de mange lokaliteter, fortællingen udspilles i? Unægtelig en udfordring for en lille friluftsforestilling på få kvadratmeter uden projektørlys som meddigtende mulighed.
De to scenografer, Lise Birch og Ida Munk Ørstrøm, der lige som de otte medvirkende er elever på vej til tredjeåret i deres teateruddannelse, omkranser et lille græsplateau med staffelier, befolket med malere i hvide kitler. Det er deres malerier, der løbende skaber det enkelte rum, smukt og poetisk endda med Saint-Exupérys egne tegninger fra bogen som illustration.
De to gennemgående figurer er den lille prins og piloten – alias forfatteren selv. Sidstnævnte er strandet i ørkenen med sin flyvemaskine, sjovt præsenteret som den skønneste lille kombination af jetjager, sæbekassebil og sofacykel. Ude i ørkenen møder han den lille prins (sødt gestaltet af Alba August), der fortæller om sin egen rejse rundt til den ene sære planet efter den anden.
Piloten (Emil Prenter) fungerer undervejs som redningsmand, når de ensomme indbyggere på de mange mikroskopiske planeter bliver for vilde efter at beholde prinsen.
Den befalingslystne konge (Mette Klakstein) vil gerne have ham som undersåt på sin ellers fuldstændig øde planet. Den forfængelige fyr (Jakob Åkerlind) ønsker konstant opmærksomhed; det samme gælder den hysterisk selvoptagne blomst (Anton Hjejle), mens den stressede lygtetænder (Emma Silja Sångren) tænder og slukker lyset i stadigt hastigere tempo, fordi tiden bare går hurtigere og hurtigere. Eller forretningskvinden (Rikke Westi), der insisterer på at eje alle stjernerne, blot for at eje dem.
Tristest er nok drankeren (Nicolai Jørgensen) der skammer sig over, at han drikker. Hvorpå han drikker for at glemme, at han skammer sig.
Moderne twist
Hver enkelt af de mange figurer får undervejs et moderne, let revyagtigt twist, der løfter dem op over historiens indbyggede sødme, lige som de andre skuespillere elegant indgår som levende illustrationer.
En klar styrke, sikkert også i forhold til den kamp for karrieren, der venter efter endt uddannelse, er, at de otte elever virker meget forskellige i deres fysiske gestaltning og sceniske udtryk.
Som i romanen ender forestillingen grumt. Den døende prins – selvvalgt bidt af en giftslange – udånder i pilotens varmtfavnende arme, mens vi må trøste os med slutsangen: ”Intet er så smukt som at have en ven”. Hvis vi altså er så heldige at have en ven.
'Den lille prins' er næppe noget for de allermindste. Dertil er det sproglige abstraktionsniveau trods alt for højt og ordene nok for mange.
Men for de 8-årige, der lige har opdaget sprogets finurligheder og fortsat har barnelogikken i behold, vil forestillingen være en fin og sød oplevelse, lige som de voksne vil kunne nyde den sproglige og sceniske blanding af naivitet og raffinement.