Frigørelse, luft og udlængsel hører alle aldre til. Når man er børnehavebarn og barn i de første skoleklasser, kan verden også snære. Der kan være meget, man gerne vil, men ikke må. Fordi de voksne synes, at det er for farligt, for tidligt, for skørt – eller af andre definerbare eller uforklarlige årsager.
Udlængslen eller 'søge væk og gå på opdagelse'-længslen er den følelse eller trang, som Balsamique Théâtre tager fat i i dukkespilsforestillingen ’Øbo’. Her er det lille Luna, som længes væk fra den lille ø, hun bor på. Hun vil gerne væk fra det trygge og velkendte.
I første omgang er Lunas drøm ret abstrakt. Det forstår vi på Lone Nedergaard, som udover at styre alle dukkerne også agerer fortæller. Hun fortæller os, at ’Luna ønsker at rejse derhen hvor havet møder himlen’.
Senere bliver den konkret. Luna ønsker sig ud i den store verden for at blive linedanserinde – akkurat lige som Esmeralda, som Luna oplever ’danse som en lille fjer’ i det Cirkus Bella Stella, der kommer til øen på turné.
Lunas mor, købmandskonen og til dels også naboen Emil ryster på hovedet eller er lodret imod Lunas projekt. De siger, at hun ’har hovedet i skyerne’ og ’drømmer sig op til månen’.
Men Lunas trang er for stor. Hun går alene ud om natten. Og hun tager turen ud over havet mod nyt land. På en rød (garn)line. Hun havner i bølgerne på grund af blæsten, men reddes af en gammel svagelig skarv, som ikke vil forlade en pige i havsnød.
Tung filosofisk glød
’Øbo’ er en dukkeanimationsforestilling, som udspiller sig på fantasiens lidt vidtløftige og abstrakte vinger, samtidig med at den også er konkret. Det miks er ikke noget problem for aldersgruppen. De kan snildt 'læse' forestillingens mange billeder og følge med i de skiftende stationer rundt på scenen, hvor dukkerne dukker frem.
De kan følge med, når Luna sætter sig ned og spejder ud over horisonten eller trasker rundt og rundt på den cirkelrunde kant af det lille skjold af en ø, som Nedergaard holder, mens hun fortæller at nu går Luna rundt og rundt på en ø, der er alt for lille.
De kan fange Lunas mor, som bagude på en stol i en lille ramme strikker løs på et rødt halstørklæde til Luna. Følge Emil, når han på høje stylter bevæger sig ud på havet efter Luna og skarven, der har høj H.C. Andersen hat på. Og mærke et lille Cirkus Stella Bella-sus, når små sirlige papirsklip af artister og dyr transformeres roterende rundt i en lyskegle.
Der, hvor ’Øbo’ (som da jeg så den var for de 4 til 10-årige) bliver svag, er på stemmesiden. Det er uforståeligt og helt unødvendigt, at Lone Nedergaard taler så babysprogsagtigt som fortællerske. De ældste i gruppen står i alt fald af. Dramaturgisk bliver forestillingen lidt uklar og svag akkurat omkring det afgørende sted, hvor Luna forlader øen.
Og så kan man sige at ’Øbo’ har en for aldersgruppen lige rigeligt fremskudt filosofisk og seriøsitetstung glød. Det er som om at forestillingen i stoflighed og ordvalg dyrker en overnænsomhedspræget tone og et signifikant grublende indhold, som i al fald nogle børn har svært ved at blive indfanget af og koncentreret om.
Man kan betragte det som et fint og modigt valg. Et modstykke til den direkte, tempohalsende og højtspeedede underholdning der tit serveres for børn i andre medier. Et vovet – og vanskeligt valg, som her har en tendens til at lukke sig lidt om sig selv. Sammenlignet med teatrets forrige forestilling, ’Hjerteslag’, er ’Øbo’ nu flere niveauer bedre.
