En reading er hel disciplin for sig selv, og hvis man ikke har prøvet dét før som publikum, kan det være, at ens evner til visualisering kommer på en alvorlig prøve. For dér på scenen står der… ikke noget særligt; denne eftermiddag kun nogle nodestativer til at holde styr på manuskripterne.
Jesper Bræstrup Karlsen, der er kunstnerisk leder af Dramatiker Væksthuset, forklarer, at denne præsentation er organiseret som en klassisk reading for netop at give plads til ordene. Det er trods alt dem, der er i centrum denne eftermiddag.
Således adskiller denne type afgangsarrangement fra tidligere års Væksthus-afslutninger, hvor publikum har kunnet opleve både såkaldte staged readings (hvor der spilles og ageres på scenen med manus i hånden) og næsten komplette 20 minutters uddrag af afgangsforestillingerne med fuld scenografi og kostumer, og hvor de medvirkende har haft forholdsvis god tid til at indstudere roller og øve dramaturgien.
Men denne eftermiddag skulle det fremmødte publikum altså opleve en reading, hvor de tre indhyrede skuespillere – Mia Lerdam, Mathias Sprogøe og Joachim Bach Rosendal – under instruktør Kasper Jacob Sejersens ledelse skulle styre os igennem seks 20 minutters uddrag af de nyudklækkede dramatikertalenters værker. Skuespillere og instruktør havde kun haft ca. to timer til at forberede præsentationen af hver tekst.
Men inden vi går videre, skal vi lige have rammerne sat helt på plads – for hvad ER Dramatiker Væksthuset egentlig for en størrelse?
To år med øvelser og masser af praksis
Dramatiker Væksthus (DV) er et talentudviklingsprojekt til alle, der skriver og laver fiktion til børn og unge, og det er rent praktisk organiseret som en række samlinger i bestemte weekender i et toårigt forløb fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. Undervisningen og møderne har – som alle tidligere år – været tilrettelagt således, at deltagerne sideløbende har kunnet passe evt. arbejde og/eller studier.
Der har været en del hjemmearbejde mellem samlingerne, der bl.a. har foregået på teatre over hele landet. Således kan talenterne takke ZeBU, Ishøj Teater, BaggårdTeatret, Teatret Masken, Limfjordsteatret, Forsøgsstationen, Nørregaards Teater, Dansk Rakkerpak og Syddjurs Egnsteater for husly i løbet af deres skriveprojekter.
At deltage i DV er langt hen ad vejen en ’learning by doing’-proces, hvor deltagerne undervejs skal finde deres egen dramatiske stemme og prøve at finde ud af, hvad deres kunstneriske udtryk skal være. Og på de mange samlinger undervejs siger det sig selv, at løbende feedback på deltagernes tekster og erfaringsudvekslinger er centrale dele af læringsprocessen.
Men mere almindelig undervisning har også indgået i talentudviklingsforløbet. Således har deltagerne undervejs modtaget undervis i bl.a. dramaturgi, kunstnerisk praksis, karakter og dialog, dramatisering af andre værker, samarbejde med instruktøren, kunstnerisk entreprenørskab og – ikke mindst – børn og unges opfattelse af kunst.
Hertil kommer, at talenterne også har besøgt Horsens Teaterfestival og den store, turnerende Aprilfestival – teater for små & store, som tilsammen giver et godt overblik over, hvad der rør sig på området for scenekunst for børn og unge.
Centralt i forløbet på DV står produktionen af et værk, som der arbejdes kontinuerligt på gennem hele forløbet. Den enkelte deltager får også en mentor på projektet, som følger vedkommende. Målet er et værk, der præsenteres for enden af forløbet. Og det var så hér, vi var kommet til denne torsdag eftermiddag i juni.
Ny dramatik om universelle emner
Første tekst, vi skulle stifte bekendtskab med, var Lene Lømmel Lømmelsens ’Returbillet til himlen’, der handler om Frigga, som kun har ét ønske i livet: At besøge sin far, der er i himlen, fordi han har ’selvmyrdet’ sig. På trods af det tunge emne er historien fortalt med humor, og replikkerne er morsomme.
Tab og sorgbearbejdelse er her de gennemgående temaer, som faktisk gik igen i dagens anden tekst ’Drømmehuset’ af Mia Juhl. Dette er nemlig historien om en familie, der er gået helt i stå efter, at moderen er død. ’Drømmehuset’ er tæt på at være knugende socialrealisme, men der er lys forenden af tunnelen, og publikum får serveret nogle stærke karakterer, der finder nye veje igennem livet.
Sorgtemaet genfinder vi også i Anja Hitz’ tekst ’#stolen’, som er bygget op som en monolog om at føle sig alene og finde midlertidig trøst i det virale liv. Men livet på nettet byder i det lange løb kun på mindre synlighed og mere sorg – og det bliver endnu sværere at række ud efter den ægte og virkelige nærhed. Anja Hitz’ tekst var dagens mest fabulerende, hvilket nok hænger sammen med, at hun har en baggrund som roman- og børnebogsforfatter.
Til gengæld var Johanne Fridahl Willmans ’Rau’ den mest abstrakte og næsten syrede tekst i dagens program. Vores hovedperson er den 13-årige pige ’Rau’, der mest af alt helst vil forsvinde ud af verden. Men da hendes navle (!) begynder at tale til hende, og der måske viser sig at være en sammenhæng mellem den og resten af universet, bliver det ganske underholdende – men måske også lidt svært at følge med i? En sart og på samme tid knugende ensomhedsfølelse gennemstrømmede denne tekst.
Med Stine Q. Paghs ’Ria og dyret der ikke kunne tæmmes’ er vi igen tilbage i sorg-temaet. Mindet om pigen Rias død(-født)e lillebror vokser sig stort i form af en ’skabning’, der til sidst er ret så svær at styre for hele familien. Sorgen tager næsten overhånd, men der er også håb i denne fortælling.
Efter disse fem tekster, der hver især havde kredset om emner som sorg, skilsmisse, ensomhed, tab og død, var det næsten et veltiltrængt comic relief at stifte bekendtskab med dagens sidste tekst – Birger Persson Bovins ’Dig og mig, Stolo’, som handlede om venskabet mellem to… lorte (!) Denne historie præsenteredes som en fabel, og derfor kunne man som publikum også acceptere, at de to fyre snakkede sammen som ganske eksistentielle emner. Som for eksempel: Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Og hvor lang tid har vi her på Jorden? Banalt, måske – men uhyre morsomt skrevet.
En skål for den nye dramatik for børn og unge
Og så var lige tid til et glas bobler i ZeBUs foyer, hvor talenterne, deres nærmeste, medlemmer af Væksthusets bestyrelse, teaterfolk og publikum kunne vende dagens temaer indbyrdes og måske reflektere over, hvornår – og ikke mindst hvor – vi kan forvente at se én eller flere af dagens tekster opført som en ’rigtig’ teaterforestilling.
Det fortjener de nemlig – én ting er ordene, noget helt andet er at se dem omsat til levende dramatik på scenen. Det vil vi også glæde os til.
