Lægens venteværelse som et billede på angstens forgård. Hvad enten man lider af spiseforstyrrelser, rygerlunger eller sklerose.
Sygdom og sundhed er det basale tema i forestillingen 'SygtSund', der imidlertid døjer med, at man spreder sig lovlig meget, og at man ikke helt kan finde ud af, hvor sjov og/eller alvorlig man skal være.
Så man er lidt af det hele, lige som scenografien, der reelt ligner et trist venteværelse på et hospital, også skal fungere som dagligstue og friluftssceneri med et stort træ.
Det gør den kun med mådelig succes.
To skuespillere spiller alle rollerne. I ens sko og dragter, hvor det kun er håret, der skifter. Af med den ene paryk og på med den næste – vupti, så er man den 14-årige Emilie, der lider af anoreksi, eller hendes bedste veninde Ana – der i virkeligheden er visualiseringen af sygdommen – eller Emilies forældre, den forfjamskede far, der ryger i smug, eller den fortravlede mor, der har blikket stift rettet mod succesen i sit arbejde, mens hun føler sig som en fiasko på hjemmefronten.
Og endelig er der den ufølsomme læge, der overbringer mor en ubehagelig besked, samt kæderygeren Tove i træet, hvor far flygter op for at få røget igennem uden misbilligende blikke fra hjemmefronten.
Hektisk
Forestillingens indlagte fortæller, Bjørn Fjæstad, har dejligt dyb og rolig stemmeføring, så man føler sig hensat til salig Thomas Windings storhedstid. Men resten af forestillingen virker hektisk, fordi den skal fortælle tre sygdomshistorier sideløbende.
Vi begynder med Emilies spiseforstyrrelse og indlæggelse på hospitalet, hvor hun har heftige dialoger med sin indre ana-dæmon, der hele tiden får hende til at tælle kalorier og kaste op. Tyndere og tyndere skal hun være inden sin konfirmation få uger senere.
Far forsøger sig pædagogisk og slipper rigtig skidt fra det, hvorpå rygertemaet introduceres. Far smugryger, når han går tur med hunden, selv om han officielt holdt op for adskillige år siden.
Og så er der endelig mor. Fortravlede og ordensfikserede mor, der først får stress, siden en lammet arm og derpå en diagnose, der lyder på sklerose.
Mens far er stukket af hjemmefra og er endt oppe i et rygertræ (!) ved navn Flemming, sammen med adskillige andre nikotin-narkomaner. Det er her, den ellers ret realistiske forestilling ryger ud af en surrealistisk tangent, uden at vi helt forstår hvorfor. Og så mangler vi bare, at Emilie sulter sig ihjel, hvilket er lige ved at ske, inden alt og alle forsoner sig med sig selv, hinanden og deres problemer.
Fine detaljer – og tomgang
Vupti, en time er gået. Og det er desværre ikke den bedste time, jeg har tilbragt i dansk ungdomsteater. Dertil er teksten for løs, slutningen for utroværdigt begejstret og spillet simpelthen ikke overbevisende nok.
De to skuespillere, Marianne Søndergaard og Betina Grove, er klart bedst i det karikerede – som kæderygermadammen i træet eller den bøse overlæge – mens det almindelige persongalleri ikke klinger troværdigt nok.
Tilsvarende har Anders Lundorphs iscenesættelse fine detaljer, men også en del tomgang, fordi det, der skal være morsomt – fx en kavalkade af alternative helbredsformer for skleroseramte mor hverken er skarp, præcis eller rap nok – aldrig letter for alvor.
I programmet spørges der, om det er godt at være så sund og så sundhedsfikseret, som samfundet er i disse år. Har vi så travlt med at være raske og sunde, at vi glemmer at leve?
Det gør vi sikkert, nogle af os, men at man ligefrem skulle blive et gladere menneske af at blive syg af sklerose, som forestillingen lægger op til i slutningen, er nok at trække en pointe usmageligt langt. Jeg blev hverken sundere eller sygere af at have set forestillingen. Men gik ud med en vag fornemmelse af, at nogen vist havde stjålet en time af mit liv uden helt at have gjort sig klart, hvad de skulle bruge den til.
