Mange eventyrforfattere og -samlere i Europa på 1800-tallet var inspireret af Charles Perraults 'Gåsemors fortællinger' fra endnu 200 år tilbage. Således også italieneren Carlo Collodi. Men da han skrev sin historie om Pinocchio- marionetdukken der ville være en rigtig dreng – havde han næppe forventet, at det ville blive Walt Disney, der kom til gøre eventyret verdensberømt.
Jeg er selv en stor fan af de tidlige Disney-film, og historien om Pinocchio sidder stadigvæk på nethinden. Så udsigten til at få mine bedagede billeder fra den gang revideret med noget nyt fra i dag, skabte glade forventninger da jeg gik ind i AnemoneTeatret for at se et nyt bud på den gamle fabel.
Specielt revideret blev jeg ikke, men jeg blev da ganske godt underholdt, – efterhånden. Den magiske træklods, der skulle formes til en enestående dukke i Gepettos kyndige hænder, lykkedes det ikke at give den mystik, den fortjente. Lyset hjalp slet ikke til, og spillet heller ikke. Men da Pinocchio stod der, fiks færdig og forbløffede sin skaber, blev der liv i både scene og sal. For dukken havde sin helt egen opfattelse af frem og tilbage og op og ned, til alle børns fryd. Gepetto havde skabt en drilsk og festlig figur med egen vilje og mange uvaner!
Det kniber med klarheden
Selve historien er sikkert godt kendt selv om nogle detaljer er gået i glemmebogen. Pinocchios dannelsesrejse fra ulydig, doven og forkælet dukke til sød og artig dreng er en pædagogisk pegefinger, der vil noget. Men Collodi har magtet at skrive en både spændende og morsom historie, som tager udgangspunkt i, at almindelige, sunde drenge ikke er perfekte. De har deres fejl og påfund og indfald, og det skal de ha' lov til at have, medens de vokser til. Der skal nok blive mennesker af dem til slut! Va bene, certo!
Og den historie bliver da også fortalt på AnemoneTeatret. Men indimellem kniber det med klarheden. Her og der gås der simpelthen for let og hurtigt over både vigtige vendepunkter, betydningsfulde beslutninger og øjeblikke af indsigt og forståelse. Skuespillerne har mange og lynhurtige kostumeskift, og scenografien er – bortset fra at den sender ubegribelige signaler om en sejlbåd tung at bokse rundt med for spillerne.
Dette er med til at give spillet et hektisk og forpustet åndedræt og en lidt skinger klang iblandt. Og når spil og instruktion ikke giver scener og situationer det rum og den tid der kræves, så går det uvægerlig ud over klarheden i fortællingen. Konflikterne bliver uskarpe og omstændighederne bliver uldne.
Pinocchios møde med fårekyllingen får ingen betydning, hans møde med dukketeatret heller ikke. Ræven og katten er to sjove fætre i morsomme kostumer, men følelsen af virkelig fare på færde udebliver. Gensynet med Gepetto i hajfiskens bug er et øjeblik af umådelig følelsesmæssigt lys, men hastes igennem til en helt ordinær glæde. Det er mit håb, at når spillerne mestrer det sceniske apparat bedre, vil det give tid til et mere indlevet spil. For mulighederne er der.
Herlig slesk blues
Nogle ord om musikken: Det er dejligt, at der er givet rum for 'live' toner. Men jeg har reservationer mod en del af de lidt meningsløse opjazzede sange – de virker hængt på som divertissementer uden at bringe fortællingen videre.
Dog – en reservation til reservationen: Rævens og kattens sleske blues er herlig. Iblandt kan akkompagnementet være forstyrrende – lydene bliver hverken kommentar til situationen eller ironi i forhold til den. Og: Det ene sted, hvor forestillingen kan vise, at Pinoccchios næse vokser med løgnene – noget vi alle forbinder med historien – er der lys og dermed også fokus, på musikeren. Hvorfor? Han stjæler jo opmærksomhed fra det vigtige!
Eventyret om dukken, der går så grueligt meget galt igennem af selvforskyldte kvababbelser, inden han når sit ønskemål om at blive en rigtig dreng, er en god historie – om aldrig så pædagogisk korrekt og stueren. Helt vellykket er den altså (endnu) ikke i AnemoneTeatrets udgave, men denne anmelder sætter fire stjerner for indsatsen.
