Der er ikke mange af Hanne Trolles slags i dansk børneteater. Spillere, der formidler en historie med mild og varm indlevelse, gerne med et eksotisk islæt, i en forestilling, der blander sange, dukker og fortællerrolle.
Det har gjort Hanne Trolles forestillinger efterspurgte, men det vækker naturligvis også nogle forventninger, når hun barsler med en ny forestilling. Det er her, at 'Månen over Baobabtræet' svigter lidt.
Men lad os glemme indvendingerne og lige præsentere historien og det sceniske udtryk først. Vi er i Afrika, nærmere bestemt i en landsby, hvor pigen Malaika bor. Landsbyen er så lille, at der ikke er vand i byen, og derfor må Maleika hver dag hente vand fra en brønd langt væk fra landsbyen. Det tager så lang tid, at hun ikke kan gå i skole. Og specielt varieret kost får de heller ikke. For de vilde dyr har taget alle hønsene, så der er kun majsgrød at spise hver dag.
Hjemme i Danmark bor drengen Anders. Han har fået en ny cykel til sin fødselsdag, men også en gave fra en økologisk rigtig tante, nemlig en høne til Afrikas fattige befolkning. Gæt engang, hvor hønen kommer hen. Og gæt ligeledes hvor Anders og hans ulandsarbejdende forældre rejser hen dagen efter fødselsdagen. Og så er der lige det sidste gæt: Hvem mon får Anders’ nye cykel, så hun kan hente vand ved brønden og alligevel nå at komme i skole! Det er næsten ikke til at tro det, som tingene dog passer sammen.
Kaffebrun og varm
Farveholdningen i forestillingen er kaffebrun og varm. Sække på gulvet gemmer små scenerier, og Hanne Trolle fortæller historien med halvanden meter høje og smukke voksendukker, som hun bærer i sele foran sig, mens Maleika og Anders er i mere almindelig dukkestørrelse. Dertil flere små dyredukker i temmelig uensartet stil.
Hendes egne eksotiske gevandter skygger en lille smule for menneskedukkerne – en mere neutral påklædning ville have givet mere plads til dem og deres historie.
Optakten til forestillingen er ellers fin. Vi lærer hurtigt at nynne med på en afrikansk sang, og det skaber god stemning i salen. Det samme gør præsentationen af landsbyen med alle dens eksotiske elementer.
Desværre skal vi så brat tilbage til Danmark for at få vist Anders med fødselsdagslagkage og ny cykel. Hvorpå historien glemmer ham i meget lang tid. For Maleika skal ikke bare hente vand, hun skal også lege med en slange, kæle med en leopardunge og tale med en mand, der fortæller hende om hellige tænder og dyrenes møde om natten ved Baobabtræet. Såmænd ganske fint, om end Maleika faktisk aldrig får hentet det vand, hun taler så meget om. Til sidst dukker Anders op, cyklen foræres væk og de kan sammen gå i Maleikas skole.
Det lyder jo meget fint. Men vi bruger ikke rigtig den indledende sang til noget; og der lurer hele tiden de klassiske faresignaler i den type småbørnsforestillinger, nemlig det tuttenuttede, den enkle, for ikke at sige banale morale, og den sødladne fortællerstemme.
Jeg aner desuden en lovlig velmenende tone, ikke mindst i sangene, der lyder som en blanding af DR's børnetime for 20 år siden og politisk dansk børneteater for 30 år siden – om at være stærke sammen og løfte i flok.
En tom scene
Historien humper en hel undervejs, især i slutningen, hvor dyrene skal samles ved Baobabtræet, som Anders og Maleika sidder oppe i. En række ganske fantasifulde bud på eksotiske dyr gør deres entre, men bæres lige så hurtigt og uvenligt ud igen, for mødet sker nemlig ikke foran os, sådan som man kunne tro og havde lov at forvente, men på en lille dukketeaterscene bagved baobabtræet, befolket med bittesmå dukker. Og det er ganske enkelt for kedeligt og klodset.
Det samme gælder de mange gange, Hanne Trolle er nødt til at forlade scenen, fordi hun skal have en ny dukke på eller af. En tom og livløs scene er ikke spændende at kigge på for de mindste.
Havde det nu ikke været Hanne Trolle, ville øjnene måske have været mere milde. Men hun har selv forvænt os.
