Vil selv”, ”Vil selv!” Voksne, forældre og bedsteforældre i særdeleshed, ved akkurat hvem, der siger sådan. Det gør små børn. Blebørn og dem, der er lidt ældre. De vil tage skeen i egen hånd. Gøre det selv. De vil gøre meget af alt det, deres voksne ikke tror, har tillid til, tænker på, eller har tålmodighed til at lade dem gøre selv.
Akkurat det ”vil selv”-handlemod, den selvtro, vilje og lyst til gøren, har Syddjurs Egnsteater kanaliseret over i en kylling. Fru Pias kylling. Den vil selv ganske meget. Børnepublikummet og de ledsagende voksne kender til det, som er det taget direkte fra deres egen dagligdag. Den lille enkle historie, som bliver fortalt i ’Kylling vil selv’, går rent ind hos børnene i aldersgruppen ½-4 år. Børnene kan uden videre identificere sig med Kylling.
Kylling er en hønestor handskedukke. Et væsen, der rummer akkurat den umiddelbarhed, det gåpåmod og den trang til at søge hjælp og tryghed, som børnene kender fra sig selv. Børnene kan spejle sig i de samtaler, Kylling har med Fru Pia, hvis reaktioner, de kender fra voksne, som med ord og krop reagerer med forståelse, humor, omsorg og uforbeholden kærlighed på deres ytringer og behov.
Kaffetår giver rytme og ro
Holdet har sammen skabt en lille afrundet fortælling, som undervejs bliver ledsaget af såvel enkelte kendte børnesange som nykomponerede stille, harmoniske sangnumre.
Kylling er ikke den første, som kommer på banen. Det er Fru Pia, som Pia Lund Andersen tegner med ro, humør og blidhed. Iført tøj i glade farver præsenterer hun publikum for sin have. Haven er i Sus Hauglands scenografi designet i et format, som matcher aldersgruppen.
Spillefladen er ret lille. Og det, som er i haven, er overskueligt og genkendeligt: En stol og en skammel til Fru Pia. Et lille smalt højt hønsehus til Kylling. Nogle grene og blade, som bliver til et bosted for Pindsvin, der ellers var hjemløs. En rund blank lyseblå plade som illuderer sø. Og ja – en kaffekop til Fru Pia, som qua alle de kaffepauser, hun afbrydes i, sørger for et rytmisk spiltempo. En halvmåne dukker også op som markering af den slutning, hvor Kylling får godnatsang og går til ro – nu med en ny ven boende i Fru Pias have.
Nutidsjargon, der pepper fortællingen op
Teksten byder via små situationsspil på mange ord, børnene kender og holder af. Ord som drillepind og fjollehoved. Og tillige små ord og vendinger, som pepper dialogen op på en humoristisk fin måde.
Som fx når Kylling svarer Fru Pia, der lige har sagt, at det er et pindsvin, der stak Kylling: ”Hvad for et svin?” Når Pindsvinet selvsikkert siger om sig selv, ”Sikke et flot dyr jeg er”, hvorpå Kylling fluks finder anledning til at sige: ”Og jeg er en meget lækker kylling.”
Dukkespil med ro og sprødhed
Udover at spille Fru Pia fører Pia Lund Andersen handskedukkerne Kylling og Pindsvin med glimt i øjet og indføling i Hans Nørregaards iscenesættelse, som kyndigt og uden avancerede kunst-dikkedarer har doceret tryghedsskabende ro, sprødt humør og tempovariationer i børnemålgruppens øjenhøjde.
