Tanken om at organisere kulturtilbud til børn ved at tilbyde en samlet pakke med musik, dans og teater til skoleeleverne er både god og indlysende – ikke mindst hvis kommunerne køber ideen og bakker op med økonomi og lokal logistik.
Og det er så, hvad der er sket med Kulturpakker, der med finansiel projektstøtte fra Kunstfonden har kørt sit første forsøgsår 2009-2010 i samarbejde med Haderslev Kommune og i indeværende skoleår 2010-11 er udvidet med Kalundborg Kommune.
Ude i horisonten venter nye kommuner – og håbet om en landsdækkende forankring af projekt Kulturpakker.
En betingelse for statslig projektstøtte fra Kunstfonden var en hurtig og grundig evaluering af første år, og den foreligger nu i form af en 53 siders rapport fra konsulent Eva Fock, Center for Kulturpolitiske Studier. Den er betitlet ’Kultur på et sølvfad’ og indeholder ud over projektgennemgang mv. også en række anbefalinger til projektets fremtidige virke (download rapport: Se faktaboks).
En million fra Kunstrådet
Bag Kulturpakker står tre kompetence-centre: LMS – Levende Musik i Skolen, Dansens Hus og Teatercentrum, og formålet er at udvikle modeller med en enkel administrativ opbygning og sikre, at skoler og kommuner får den højeste kvalitet af teaterforestillinger, danseforestillinger, danseprojekter og koncerter til alle skoleelever, samtidig med at der lægges vægt på udvikling af velfungerende netværk af kulturkoordinatorer i kommunen.
Kunstrådet gav – dog først efter et indledende afslag – et tilskud på 500.000 kr. til første forsøgsår og har siden fordoblet tilskuddet, så der er kommet en rund million kroner til projektet.
Det har bl.a. betydet, at pakkeprisen pr. elev i de to udvalgte kommuner har kunnet holdes lavere end de 110 kr. pr. elev, som Kulturpakker grundlæggende opererer med for at sikre en oplevelse med musik, dans og teater. Således betalte Haderslev kun 75 kr. pr. elev det første år, mens andet projektår opererer med en pris på 87 kr. pr. elev i såvel Haderslev som Kalundborg.
Med i totalfinansieringen ligger så også de eksisterende tilskuds- og støtteordninger, som kommunerne kan benytte sig af – og som for børneteaterdelen jo udgøres af refusionsordningen.
Formidlere til undsætning
Evalueringsrapporten giver projekt Kulturpakker mange gode ord med på vejen, men pointerer også fidusen i, at man har taget udgangspunkt i de eksisterende strukturer omkring kompetencecentrene, bl.a. LMS’ eksisterende kontaktlærerfunktion på skolerne og generelle områdekontakt, Teatercentrums samarbejdsrelationer med Teatret Møllen, der fungerer som koordinator for kommunens børneteaterkøb m.v.
Og Henrik Køhler er som sekretariatsleder på Teatercentrum, og dermed det ene af de tre koordinerende hjul i Kulturpakker, da også vældig tilfreds med projektforløbet:
»Haderslev blev jo udvalgt mellem 10-15 interesserede kommuner, fordi man her i forvejen har en yderst velfungerende struktur med kulturtilbud til skoleeleverne, som vi har kunnet bygge ovenpå. Det har givet det hele lidt af en kickstartfornemmelse, hvilket blev forstærket af, at vi kunne plukke Kalundborg ud til anden fase. Og Skanderborg har allerede meldt sin interesse for at deltage, så det kører derudad,« lyder det fra Køhler, der pointerer, at fidusen med Kulturpakker er at skabe en fast og samtidig enkel struktur for et samlet kulturtilbud til skolebørnene, der også gør det nemmere for formidlerne.
»En af de vigtigste årsager til, at vi synes ideen med kulturpakker er så god, er jo muligheden for at komme landets mange formidlere til undsætning. En meget stor del er nemlig at skabe netværk mellem formidlerne og sikre gode arbejdsvilkår for deres virke – med tilbud om kvalificering og strukturering,« siger Henrik Køhler.
Ingen kamp om penge
Det helt overordnede scoop med at få kommunerne til at indgå i kulturpakke-ordningen er også, at formidlerne så ikke længere selv skal slås om at skaffe penge til bl.a. musik- og teaterbesøg. Når kommunerne har sagt ja til Kulturpakkerne, har de også sagt ja til at finansiere besøg af professionelle udi de tre kunstarter, og så er det op til koordinatorerne at fordele arrangementerne.
»Det er vigtigt at give ejerskabet til brugerne/kulturkoordinatorerne – der til gengæld ikke selv skal kæmpe for økonomien, når kommunerne ovenfra har sagt ja til kulturpakker og finansiering. Med vores stipulerede pris på 110 kr. pr. barn pr. år kommer det til at koste mellemstore kommuner 6.-800.000 kr. pr. år i den færdige pakkestruktur. Heri er jo så fraregnet allerede eksisterende midler, som kommunerne bruger til de tre kunstarter,« siger Henrik Køhler, der erkender, at det altså ikke nødvendigvis betyder fx. flere teaterforestillinger i en kommune, hvis denne i forvejen har en ordning med en forestilling pr. barn pr. år.
Eksempelvis i projektstartskommunen Haderslev, hvor man ikke har fået mere teater eller flere koncerter, men dog mere dans og danseworkshops – og altså allervigtigst: En ny fast og nem struktur. Dertil kommer muligheden for centralt at lave undervisningsmaterialer, så det ikke er op til de enkelte teatre, dansekompagnier osv.
Flere kunstarter på banen
Evalueringsrapporten anbefaler bl.a., at man arbejder på at få indskrevet projekt Kulturpakker i den kommunale kulturaftale – og at man inddrager flere kunstarter, og det er Henrik Køhler helt med på.
»Det handler jo nu om, hvordan vi kan forankre projektet i fremtiden. Og her ser vi gerne andre kunstprojekter inddraget, ikke mindst huskunstnerordningen, men det er jo også oplagt at indgå samarbejde med kompetencecentre for formidling af bl.a. billedkunst og litteratur til børn og unge.«
Folkene bag Kulturpakker skal dog jvf. evalueringsrapporten også huske at styrke samarbejdet mellem kompetencecentrene selv mhp. erfaringsudveksling og nytænkning på tværs – og arbejde ihærdigt på at ’fastholde det tosidede kvalitetskrav til kunstnerne, både kunstnerisk kvalitet og formidlingskvalitet’, lyder det bl.a. i listen over anbefalinger.
Og endelig skal man vel også passe på, at det hele ikke ender i centralisme og kulturmonopolisme omkring de udvalgte kunstarter – og ikke mindst de deltagende kunstnere.
Det afviser Henrik Køhler dog:
»Det vil jo fortsat være sådan, at lærerne selv vælger fx. teaterforestillinger og at LMS laver musikforløb og tilbyder koncerter, som man kan vælge ud fra. Det er vigtigt, at vi får en lille hær af netværksaktivister, der ikke skal slås om finansiering og økonomi, men med Kulturpakkerne kan sikre gode oplevelser for kommunens skoleelever.«
Fokus på refusionsordning
Reaktioner specifikt fra børneteatermiljøet er positivt afventende. Man håber bl.a. på, at projekt Kulturpakker på sigt kan give et boost til det stagnerende salg af turneforestillinger til skoler og institutioner.
Men faktisk lurer der en lille fare i, at refusionsordningen – hvor staten jo refunderer halvdelen af forestillingsprisen, når teatre spiller i kommunalt regi – kan komme under politisk pres. P.t. koster det staten 16-18 mio. kr. årligt, men hvis dette beløb stiger markant som en positiv følge af Kulturpakkernes fremmarch, risikerer man at staten begynder at tænke i rammestyring a la det, der har ramt landets egnsteatre så hårdt.
Og endelig er der jo stadig forskel på kunstarterne og holdningerne til kulturtilbud til børn. Som det hedder i evalueringen:
’Skal kunsten indtænkes og forklares i undervisningen, eller skal den have lov til at stå for sig selv som oplevelser børnene ’bare’ får med sig videre? De tre kompetencecentre repræsenterer forskellige holdninger på dette ganske principielle spørgsmål, ligesom lærerne ser forskelligt på det. Nogle ønsker en stærk forankring i opdragelse og uddannelse, med afsæt i fagformål, slutmål, trinmål, læseplaner og undervisningsvejledninger (her samlet betegnet fagplaner), andre prioriterer i højere grad den kunstneriske oplevelsesdimension’.