Bagage er det, man slæber rundt på. De ting man har med sig. Sådan i almindelig forstand. Bagage kan være pakket i tasker, net, poser eller kufferter. En kuffert vælger man ofte, hvis man har meget bagage og hvis man skal op at flyve.
I ’Bagage’ vrimler det med kufferter. Der er ikke andet på scenen. De ligger i dynger, står i høje stabler og er placeret på række. Store, små og mellem. Syntetiske og naturmaterialefremstillede. Nogle med tryklukninger, andre med spænder.
En lille afdæmpet klædt klovn, Julie, med brun klovnenæse går omkring og ordner kufferterne. Ind imellem åbner Julie nogle af dem. Hver kuffert er forbundet med en dato, som hun siger, inden hun åbner den.
Og vi finder hurtigt ud af hvorfor: Julie har lukket sine minder ned i kufferterne: »Den 13.april, det var den dag jeg fik buksevand,« siger en båndet stemme, mens der strømmer lys op af kufferten. »28 juni, det var den dag, jeg var på tur,« lyder det fra en anden.
Kuffetklovnekomik
Med ét begynder en af de allerstørste kufferter at rokke. Den svajer fra side til side og buler ud på siderne. Den er levende! En hånd lyner lynlåsen lidt op og ud stikker nogle fingre. Fingre, som griber fat i kuffertens hank som for at løfte den! Fingre, som begynder at banke på kuffertens yderside! Julie måber og vi ler – børn som voksne. Det er herligt bagvendt sært det her. Og sjovt.
Ud af kufferten vælter en anden klovn – en pige, Ida, med tilsvarende brun klovnenæse. Ida er sprællevende og noget af en spirrevip. Konstant i fysisk vigør og ude på sjov og ballade. Men i virkeligheden – i historiens kontekst – er Ida død. Druknet. Faldet overbord og forsvundet ned i en dyb sø, hvis vand blev helt sort – en dag Julie og Ida var på tur sammen. Det forstår vi på en lille tekstbid, hvor begyndelsen: »Nogle skovsøer er så dybe, at man kan se helt ned til midten af jorden«, gentages mod slutningen af forestillingen.
Julies døde veninde er altså dukket frem igen. Som et minde. Som en skikkelse som Julie genoplevende pjatter og tumler med. Men også som en, der vil styre og overtage det hele.
Humor og tomgang
’Bagage’ er fyldt med fængende humør og masser af mime. Liv Øster Müller Bendtsen som spiller Julie og Helga Rosenfeldt-Olsen, som spiller Ida, er kropsligt ferme. De har fart på og en fin timing i samspillet. Niveauet er lidt over middel.
Problemet er historien. Hr.Teater vil fortælle en historie om det at miste, om sorg og død. De vil udtrykke det uforklarlige på en mere fysisk og abstrakt måde. Det er en rigtig god ide, hvis det, der erstatter ordene, kan udfolde emnet på en betagende og berigende måde. Men desværre fremstår ’Bagage’ i sin helhed lidt tynd, uklar og rodet.
Forestillingen vil mere end den kan. Det alvorsfulde glider forestillingen af hænde. Det er de to klovnes evne til mimik og klovneri som scorer – og den er desværre ikke klart nok fæstnet til den sorgprocesfortælling, som teatret vil fortælle. Der sniger sig også en lidt gentagelsesfyldt og tomgangs-gående træghed ind i spillet.
Så Julie har nok af sorgbagage. Latter undervejs får os til at lette, men vi mærker ikke på overbevisende vis at Julie bliver lettet for noget af sorgen ved tabet af Ida. De tre små stjerner for helhedsoplevelsen er et gennemsnit af en kropspræstation til fire små og et dramaturgisk forlæg til to store stjerner.
