Af: Kirsten Dahl

23. november 2019

Kryptisk klimaepos

Filuren og Teater Apropos har fingeren på vigtigheds-pulsen, når de vælger at sætte et ungdomsstykke op om den globale klimakrise oplevet gennem en 13-årig pige. Men stykket handler måske mere om en teenagers rodløshed end om klimaproblemerne.

I Teater Apropos og Teaterhuset Filurens forestilling spindes klodens problemer med temperaturstigninger, forurening og CO2-udslip sammen med de generationskonflikter, som en klimabekymret teenagepige står i. 

Olivia er blevet delebarn. Mellem en mor, der er flyttet sammen med en ny mand, som hun lige har fået et barn med, og en far, der er sprunget ud som homoseksuel og nu også står og skal være far på ny. 

Desværre er teksten ret kringlet og langt fra mundret. Julie Maj Jakobsen, som er uddannet fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater i 2010, har skrevet en del stykker. Heriblandt 'Aftenlandet' for voksne, som hun i 2018 vandt en Reumert for i kategorien Årets Dramatiker. 

Men her – i 'Min bror er en blåhval' – spænder replikkerne flere gange ben for hinanden. Det er som om, at ordene – i al fald når det er dialoger – ikke rigtigt kan falde naturligt i munden på skuespillerne, som derfor kommer til at snakke ind over hinanden eller utilsigtet begynder på deres replik før den anden er færdig. 

Teksten tager sig i mange passager ud som talt tekst i stedet for spillet tekst. Det giver forestillingen en kedelig stivhed og skaber distance. 

Klima og familielivsformer 

Fortællingen vil også for meget. Vel spiller de problemer, en ung har, sammen. Men det viser sig her at være for ambitiøst at ville forene klima-tematik med generationskløfter og forskellige familielivsformer. 

Det giver mening i tekstens sammenhæng, og det har utvivlsomt rod i virkeligheden, at en del unge er mere klimabevidste end deres forældre. Olivia bliver skildret som en unge pige, der bekymrer sig om og har håb og visioner på klodens vegne med hensyn til klimaet, modsat hendes forældre og den generation de tilhører. De er blevet satte, lade og mere optaget af sig selv. 

Hertil vikler Jakobsen et moderne liv ind. Et liv, hvor Olivias far er flyttet sammen med en mande-kæreste, som venter tvillinger. Oven i det fører hun os ind i et drømmeunivers eller ind i et mareridt: Olivia bliver her talt til af stemmer, som kalder sig hendes rødder. De taler om at Jorden er ved at gå under. Stemmerne opfordrer hende til ”at gøre noget stort og radikalt, noget ingen kan ignorere” Og de slutter af med at sige ”Pas på blåhvalen”. 

Da Olivia ser, at hendes fars nye kæreste netop har malet en blåhval på væggen i det værelse, som skal være de nye børns værelse, bliver Olivia forvirret. 

Det gør vi som publikum egentlig også. I al fald er teksten dramaturgisk alt for snurrig. Pyt med eller OK til at den bruger ord som geotektoniske flader. Den er også fyldt med ligefremme og udmærkede samtaler, som synes skåret ud af hverdagssituationer mellem forældre og 13-årige. Samtaler om humør, familierelationer og parathed til reelt at gøre noget for klimaet – fx at droppe bilkørsel, som Olivia gør, men som faren og kæresten vægrer sig ved. 

Men samtidig virker det uklogt at spille på to heste samtidigt, fordi der ikke er plads til at kommer facetteret ind på begge emner – klimaaktivisme og familieformer. Det forstyrrer teateroplevelsen, at teksten nærmest er umulig at gøre levende på scenen. 

Og så er slutscenen – hvor det unge publikum, jeg så forestillingen sammen med, også bliver ukoncentrerede, alt for filosofisk kryptisk med Olivias replik om et (blåhval)-øje, hun får øje på og kommentaren: ”Nu kommer jeg”. 

Begrænsende tekst

Anna Schulin-Zeuthen har iscenesat Clara Ellegaard, Ole Jakobsen og Daniel Bevensee som henholdsvis Olivia, faren og farens nye kæreste i en scenografi af Gitte Baastrup. 

Et rum, som med sit lyse, glatte trælook, der i baggrunden slutter i en blød forhøjning, kan tage sig ud som både drømmeunivers, indendørs-hjem med bord og strandkant med bølger. Forhøjningen i baggrunden giver mulighed for, at Schulin-Zeuthen kan lade Clara Ellegaard rutsje op og ned i bevægelser, som understreger hendes humørsvingninger og skift mellem at være i drøm og virkelighed. 

Men ellers er der ikke mange interessante finesser i iscenesættelsen. Den er også – ligesom de tre skuespillere i deres udtryk – tydeligvis klemt af en knudret tekst. 

Især i den første del af forestillingen har Clara Ellegaard – qua et åbent, meget direkte og temperamentsfyldt spil – godt fat i det unge publikum, jeg så forestillingen med. De lyttede tydeligvis til det, hun sagde, og virkede til at ville prøve at sætte sig ind i hendes situation. Ole Jakobsen spiller med større overbevisning far end kæreste. Daniel Bevensee går lidt mere troværdigt ind i kæresterollen, omend hans spil også er mere troværdigt, når han er i dialog med Olivia. 

Uklarhed 

'Min bror er en blåhval' åbner mange døre. Forestillingen bringer sit ungdomspublikum i kontakt med et ungdomsliv, de med sikkerhed kender mange facetter af – både med hensyn til klima, kønsroller, seksualitet og samlivsformer. 

Samtidig er det også som om teksten – og dermed forestillingen – ikke rigtigt får facetteret eller afsluttet nogen af enderne. Eller er forestillingen endda uklar: Handler den egentlig om klimakrise, eller er emnet skrevet ind som et påskud for at beskrive den forvirring og rodløshed, Olivia, som klimabevidst, oplever som følge af forældrenes livsførelser og valg? 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.