Glad Teater lever i sandhed op til sit navn. Jeg har da sjældent gået hjem efter en teaterforestilling så glad og opløftet. Og sjældent har jeg – og resten af publikum – ladet mig koste rundt så beredvillig, altid klar til at tage næste opfordring. Vi råber og synger, vi sætter os og lægger os og rejser os på kommando, vi holder hånd, vælger billeder, tegner missionstanker og snakker os imellem om hvad vi oplever lige nu og her.
For Glad Teaters helte er ikke kun ude på at gøre verden der ude til et bedre sted at være sådan i al almindelighed, nej – de er også ude på at gøre verden bedre for os, der er til stede lige nu. Og de går videre: De har et budskab til os i publikum: Tag med, hjælp til, hvad kan DU gøre? hvad kan DIN mission være?
Ja, jo, – det er Moster Hjertegod, der taler, og det hele kunne ende i almindelige klicheer om, at vi må tage vare på hinanden og hjælpe og smile og tale pænt.
Det sceniske sprog
Men instruktørerne har fundet en form, der gør, at jeg oplever dette – ikke som vækkelsesmøde, men som teater.
Når vi slippes ind i det store rum på 3. sal i biblioteket på Rentemestervej, er vi allerede tildelt en rolle – vi ved bare ikke hvilken endnu. Vi bliver taget i mod af skuespillerne, – alle klædt i kostumer à la Superman og Batman, Spiderman og Antboy & Co. Der er lagt mange arbejdstimer i de kostumer, – de er farverige, flotte og varierede.
Ikke før er vi blevet samlet indenfor den røde tape på gulvet, så er vi udnævnt til helteaspiranter: Vi skal gennemgå en ”bootcamp” og oplæres til at blive rigtige helte. Og så går det løs! Et bombardement af lys, lyd, tekst og film, samt skuespillere i alle slags kulører og masker og kapper.
I sange, tekst og spil bliver vi præsenteret for Glad Teaters værdigrundlag, for deres selvopfattelse og filosofi, for øjeblikke af triumf og af nederlag, for deres stræben efter retfærdighed, og deres kamp for anderledesheden.
Det veksler i fint tempo mellem de forskellige indslag, rytmen er god nok, ikke mindst med tanke på, at alle os uøvede aspiranter skal være med hele vejen.
Så vi indtager Beskyttelses-posituren, og Triumf-posituren, og bevæger os rundt på gulvet i Flymodus med knyttet næve og stålsat blik. Jeg er slet ikke den eneste der har det sjovt.
Virkeligheden kan være problematisk
De filmede indslag bliver vigtige. Her ser vi Glads aktører i reel konfrontation med en virkelighed der kan være ret så grim.
På disse indslag tager de alle sammen ud (altså skuespillerne) – til indkøbscentre og torve, til fitnesscentre og gader og stræder – ja, om det så er universitet på Amager eller Storkespringvandet på Strøget – i deres heltekostumer, for at møde almindelige mennesker, ude på shopping, på job, eller bare på en tur i byen.
Filmene viser med al tydelighed, hvor svært det kan være. Undrende og skeptiske blikke fra de forbipasserende, kolde skuldre, manglende opslutning, ungdommelige fnis og aldrende forargelse.
Jeg har det ikke godt, når jeg sidder og ser på, og jeg kan godt kende mig selv igen af og til. Det tror jeg mange gør blandt publikum – genkendelsens latter får den der specielle klang af en lille smule skamfuldhed. Men mest er det sjovt!
Indrømmet: Selvfølgelig er det så sin sag at – fuldstændigt uforberedt – standse op og lytte og konversere med underligt klædte supermænd – og kvinder, der er ude på at sprede et budskab om accept, retfærdighed og venlighed, eller gerne vil være andre mennesker til hjælp. Man er jo ikke ligefrem vant til den slags i hverdagen.
Skuffelsen står dog at læse i mange af aktørenes ansikter over manglende respons, over at råbe i tomme rum, at ikke kunne være til nytte.
We are the champions, my friend
Desto glædeligere er det, når det lykkes. Jeg mærker glæden og lettelsen i de andre publikummere omkring mig, når filmen viser små øjeblikke af triumf. Når drengene får et reelt opdrag, når de to busy bees får indpas i en universitetstime (før Karen Vedel, som væmmelig professor, får kastet dem ud).
Her har disse filmindslag en dramaturgi. De første viser skuffelserne og folks afvisning. Men i de sidste indslag får vi alle dem, der tager i mod med (usikre, men dog) åbne arme, der går ind i en dialog, der giver dem et ansvar, der sætter sig ned og lytter til Baloos sang fra Junglebogen, og accepterer at også de kan finde en mission og være med til at sprede det gode budskab. Med andre ord en dramaturgi fra det mislykkede til det lykkede.
Så vi stiller os gladeligt op og synger med Freddy Mercury: 'We’ll keep on fighting till the end'.
Så bliver vi lukket ind i Glad Teaters ihærdighed, deres evne til at møde virkeligheden med åben pande.
Lige som forestillingen i øvrigt viser os et ensemble fuld af entusiasme, glæde og engagement. Dette har de al ære af, ikke mindst de to instruktører, Jesper Michelsen og Lars Werner Thomsen.
Jeg sidder igen med nogle højdepunkter: Liggende på ryggen hører jeg om kampen for at kunne være sig selv. Jeg husker de to udfarende humlebiers håbløse møde med en mennesketom Rådhusplads hvor de ender med at tale til hinanden. Og jeg skal sent glemme Anne Sophie Lübeck syngende med sin varme stemme, langsomt på vej op ad vindeltrappen i palmehuset. Ren poesi.
Jeg synes, at det er svært at sætte stjerner og således bedømme det her ud fra præstationer eller en eller anden skala vedrørende kunst og professionalitet. Det føles irrelevant.
Men min oplevelse er relevant. På alle måder – som mit personlige referencepunkt og som målestok med hensyn til kunstnerisk værdi og indhold. Jeg forholder mig til min umiddelbare oplevelse, og glæde ved at blive godt underholdt, og også at have fået noget at tænke på.
Så denne anmeldelse er helt subjektiv. Som om ikke alle anmeldelser er det!
