Det regnede faktisk ikke, da festivalen MiniMidiMaxi sluttede sine fire dages børneteaterkavalkade den sidste weekend i november. Tværtimod var himlen over Bergen dybblå og klar, så alle de nytændte juletræer rundt om søen rigtigt kunne stråle. Men til gengæld regnede det med roser, ikke mindst til de udenlandske forestillinger – og særligt til den danske forestilling Far, mor og børn – hver dag
med Teater Hund.
Festivalens leder Steinar Thorsen afsluttede festivalen med et seminar med titlen ’Hva er kvalitet i scenekunst for barn og unge?’. Og som børneteateranmelder havde jeg fået æren af at komme og fortælle om kvalitetsevalueringsmetoden Ønskekvistmodellen
– med udgangspunkt i danske børneteaterforestillinger. Så jeg befandt mig oppe i en sjov gammel bar på det gamle Logen Teater, hvor jeg ud fra min bedste overbevisning talte om at opleve teater på deres forestillingernes præmisser.
Jeg fortalte, at god kunst har en balance mellem det, den gerne vil fortælle, og det, den teknisk formår at formidle videre. At god kunst skal have en forankring i nuet, og at god kunst skal være båret af engagement. Og at børn altid kan mærke kvalitet, også selv om de ikke med ord kan forklare, hvorfor en forestilling var god…
Pædagogikkvababbelse
Det troede jeg i hvert fald selv, at jeg fortalte. Men responsen fra nordmændene viste noget andet. De tog slet ikke tråden op. Nej, de ville egentlig kun høre, hvordan børneteater fik samme respekt som voksenteater. For i Norge blev børneteater hele tiden pakket ind i pædagogiske formålskasser, sagde de.
Jeg blev ret paf. Jeg reagerede med at sige, at sådan havde det nok også været i Danmark tilbage i 1970’erne, hvor forestillingerne netop skulle handle om kærlighed eller forurening eller død – fordi de så passede ind i temaerne fra klassens time. Men at det var vi altså kommet væk fra for længe siden. Og at jeg vitterlig med overbevisning kunne sige, at en børneteaterforestillings kvalitet kan vurderes på samme måde som en voksenteaterforestilling, altså som et kunstværk.
Her knækkede kommunikationen vist. Skuespilleren og instruktøren Sigurd Aae Klausen hævdede, at kvalitet var et spørgsmål om smag – eller i bedste fald om godt håndværk. Projektlederen Rolf Engelsen fra Norsk Kulturråd mente egentlig, at det bedste børneteater måtte være det, der var forbudt for voksne; simpelthen fordi de fleste voksne har mistet tilgangen til deres egen barndom. Og en lokal teaterarrangør mente, at vi slet ikke kunne diskutere børneteater, før vi havde forsket meget mere i, hvilke forestillinger vi egentlig gør os om barndommen…
Æselchok
Her blev jeg trist. For vi kan jo ikke begynde forfra hver gang. Samtidig blev jeg også glad og stolt, fordi jeg så kunne vifte med en imaginær udgave af Beth Junckers bog fra 2006, ’Om processen. Det æstetiskes betydning i børns kultur’ i den ene hånd. Straks efter greb jeg Kirsten Dahls nytrykte børneteaterredegørelse ’Spot på Danmarks skjulte teaterskat’ med den anden hånd. Og så følte jeg, at vi danskere for en gangs skyld havde overhalet nordmændene på løjperne. Uden helt at forstå de lokales forbehold og vejrkendskab. Og glæden over, at vi faktisk kan dele børnekunsten med hinanden på tværs af Norden begyndte at melde sig.
Men så kom chokket. Efter seminaret gik alle over og så Den Nationale Scenes nye, store juleforestilling Okse og Esel
. Forestillingen var en time langt, statisk ordskryderi i en uaflæselig symbolstald med juleforskrækkelse og analfixering – med metareferencer helt ud i kostumerne og en snestorm af tsunamidimensioner. Højst mystisk, for nu at sige det pænt. Krænkende, for at sige det ligeud. Forestillingen var sat til 5 år +, men publikum sad uhindret med deres brokkende babyer og sovende bedsteforældre. Og undervejs i forestillingen udviklede replikkerne sig til et regulært skænderi mellem oksen og æslet, der endda overvejede at æde Jesus-barnet, så de slap for at give det mad. Gisp.
Den var ikke gået på Nørregaardsskolen i Brøndbyøster i 1970! Og den var forhåbentlig heller ikke gået hos Refusionsudvalget i Århus i 2008.
Måske var netop denne forestilling en uheldig undtagelse i det samlede norske børneteaterrepertoire; den roste succesforestilling De Røde Sko
med Teater Fot af Lise Hovik gav for eksempel andre danskere ved festivalen våde øjne, men den så jeg desværre ikke, så hvad ved jeg.
Pointen er imidlertid også, at Okse og Esels
publikum ikke reagerede specielt overrasket. Ikke en eneste tilskuer lod til at have lyst til at forlade salen undervejs, ingen udover altså en dansker i amatørregntøj.
Så måske kan forestillingen alligevel give en pejling om norsk børneteaters problematiske situation og manglende prestige i forhold til voksenteatret, i hvert fald på visse af de etablerede scener. Og forestillingens aflirende skuespillerpræstationer og instruktionsmæssige overspringshandlinger kan måske forklare måske nogle af nordmændenes jordnære indvendinger under paneldebatten til mine dyre ord om kunst for børn.
Men når det kommer til stykket, hvad ved danskere så egentlig om regnvejr?
